Sundhed
5. november 2024

Kvinder over 40 år kan også (midlertidigt) få hjælp til barn nummer to

Kvinder, der fylder 40 år inden 1. december i år, skal også have mulighed for hjælp, siger Danske Regioner.
Af: Signe Larsen
fertilitetsbehandling

Foto: Michael Wyke/AP/Ritzau Scanpix

Da statsminister Mette Frederiksen (S) tonede frem på danskernes fjernsynsskærme nytårsaften sidste år, lovede hun blandt andet, at regeringen ville indføre gratis fertilitetshjælp til barn nummer to.

I dag er det nemlig kun første forsøg, der er gratis.

Med den ekstra hjælp skulle danske familier forhåbentligt kunne få “en lillebror eller lillesøster”, sagde hun.

Den 1. december træder aftalen om gratis fertilitetshjælp til barn nummer to i kraft, men tilbuddet om fertilitetsbehandling i det offentlige sundhedsvæsen omfatter kun kvinder under 41 år.

Samtidig skal kvinderne henvises til behandling, inden de fylder 40.

Og dermed ville kvinder, der fylder år kort inden tilbuddet udrulles, ende i en “administrativ klemme”, skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse.

Derfor vil regionerne året ud dispensere fra kravet, så flere kvinder får mulighed for hjælp til barn nummer to.

Det betyder konkret, at kvinder, der er fyldt 40 år fra og med den 18. juni 2024, hvor aftalen blev indgået, kan henvises til fertilitetsbehandling til barn nummer to fra den 1. december og til udgangen af 2024.

Det gælder dog, at det ud fra et “fagligt grundlag” er “realistisk” at gennemføre behandling, inden kvinden fylder 41 år, skriver de.

Det vil sige, at der vil blive taget bestik af kvindens cyklus og den forventede ventetid til opstart af behandling.

Fra 1. januar 2025 vil det igen være sådan, at kvinden skal henvises til fertilitetsbehandling, inden hun fylder 40 år.

Læs mere om:

Læs også