Maise Njor gjorde det mest pinlige på scenen. Det kan vi alle sammen lære noget af

Benene rystede så meget, at det ene knæ donkede ind i talerstolen. Jeg var 30 år og skrækslagen over at skulle tale foran andre til et arrangement på min arbejdsplads.

I dag rører det mig ikke det fjerneste. Hvad skete der?

Dels øvede jeg mig så mange gange, at det blev ufarligt, dels fik jeg den tanke, at det ikke kan passe, at det kun er én type mennesker, der siger noget i større forsamlinger.

Generte mennesker har også ret til at komme til orde! Måske vil de første gange betyde, at du sveder noget, der ligner et kort over Afrika under armene, og at du stammer og rødmer.

Men første skridt er at sige: Hvad er egentlig det værste, der kan ske?

Skuespiller og retoriker Nastja Arcel underviser bl.a. politikere, forskere, erhvervsfolk og eksamensramte i at optræde foran andre, og vi kan passende spørge hende: Hvad er det, vi er bange for?

– Vi er bange for at komme til at vrøvle, at glemme hvad vi skal sige, at fremstå uvidende, og at alle ser på os og tænker alt mulig negativt.

Vi er selvfølgelig bange for forskellige ting, afhængig af, om det er en professionel eller social sammenhæng, men vores tanker er meget afhængige af, hvem der er i rummet, og ofte forestiller vi os, at tilhørerne er meget klogere og sjovere end os, forklarer hun.

Psykolog Monica T. Notkin har skrevet bogen ”Få mod til at tale”, og hun mener, at vores grundangst er at blive udstødt af flokken.

– Det er noget, der foregår langt nede i dybet, at vi ikke kan klare os uden at høre til – det betød jo engang død og undergang, og derfor føles det unaturligt at stå på ”den forkerte side” af gruppen, siger hun.

Og tilføjer, at det måske kan hjælpe at vide, at ifølge en undersøgelse fra YouGov i 2011, så er 45 procent af danskere nervøse for at tale i en stor forsamling, og 28 procent er så bange, at de helt afholder sig fra at gøre det.

– Det er over en fjerdedel! Derfor bliver jeg så glad, når kendte personer som f.eks. Johanne Schmidt-Nielsen fortæller, at de også engang var bange for det, for så kan andre tænke: ”Ok, hvis hun kan lære det, så kan jeg måske også”.

Og nu er det så, at jeg bliver nødt til at fortælle noget, som føles ret pinligt.

Engang, da jeg skulle holde et oplæg, fik jeg den dumme idé, at det ville være meget nemmere at interviewe mig selv.

Aargh, jeg kan næsten ikke fortælle det, men artiklen handler jo om de episoder, vi synes er pinlige, så: Jeg havde indkøbt en pakke med overskæg i Tiger, og tog forskellige skæg på, mens jeg stillede mig selv spørgsmål.

Ritch, ritch, det ene overskæg af og det næste på, mens min overlæbe blev mere og mere rød, og det gik op for mig, at det var den dummeste idé, jeg nogensinde havde fået.

Alt sammen fordi jeg ikke turde stå på scenen bare som mig selv.

Jeg kan stadig krympe mig, når jeg tænker på de 50 gæster på et bibliotek, der måbende så en dame stå og bakse sine falske overskæg af og på.

Specielt overskægget, som lignede noget, man havde flået af en sherif i Texas, var frygteligt.

– Husk at være overbærende overfor dig selv, trøster Nastja Arcel.

– Ryst alt der føles dårligt undervejs af dig som en lille hund efter et havbad. Straks. Evaluer ikke undervejs, for så generer du dig selv i nuet.

Først når det er slut, kan du gennemgå hvad der skete, som du vil huske eller ændre. Så du kan forudse kommende sten på vejen til næste gang.

Bagefter skal du samle på de gode oplevelser og glemme de dårlige, siger hun, og tilføjer, at det til en vis grad faktisk ikke er en dårlig idé at spille en smule skuespil:

– Hvis du betragter det som en form for teater, kan det give dig en frihed.

Du kan træde ind i en version af dig, som måske kan mere, end du plejer. I teatret arbejder vi med “det magiske hvis”: ”Hvad hvis jeg ikke var genert?

Hvordan ville jeg så tale og bevæge mig?” forklarer Nastja Arcel, og fortsætter:

– Engang arbejdede jeg med en kvinde, som talte stille og bevægede sig meget roligt.

Hun elskede Lykke Friis og hendes hurtige bevægelser og klare stemme. Men min elev var for genert til at give slip.

Så spurgte jeg hende: ”Lykke Friis, hvordan er det, hun er og taler?

”Kan du vise mig det?”

Og for øjnene af mig skete der en forvandling: Kvinden slap al sin generthed, og stod energisk og ekspressiv med klar, høj stemme.

Det er det magiske ”hvis”.

Engang jeg var til et foredrag med to kendte filminstruktører, gik de begge i stå og måtte sige sætningen ” … og nu kan jeg ikke huske, hvad jeg skal sige”.

Og hvad skete? Ikke andet end, at man endnu bedre kunne lide dem.

Sårbarhed er sexet.

Men sådan føles det ikke altid, når man selv er den, der føler sig sårbar! Så hvordan sikrer man, at man ikke står stiv som en pind af angst for at gå i stå?

– Hvis du allerede i forberedelsesfasen stiller dig på gulvet og taler højt ud i rummet, vil du improvisere indholdet i et talesprog.

Når indhold bliver masseret gennem stemme og krop, bliver det levende, og du husker det bedre, når du fremlægger, siger Nastja Arcel.

Ifølge Psykolog Monica T. Notkin har evnen til at stille sig frem meget at gøre med selvtillid – og det er naturligt, at den ryger af og til:

– Måske har man haft nogle ubehagelige oplevelser, hvor folk grinte af en, eller man følte sig udskammet.

Det behøver i og for sig kun være én gang. På mine kurser har jeg også folk, som i et helt liv ikke har haft noget problem, men som pludselig bliver nervøse.

Når jeg spørger dem, hvordan de har det på jobbet, så nævner de næsten altid, at stress har gjort dem mere følsomme, fortæller hun.

På hendes kurser er der op til otte personer, og ifølge hende er det en kæmpe lettelse for folk, når de opdager, at de andre har det ligesom dem selv.

– Jeg ved ikke, hvad de havde regnet med, men de andre er jo dygtige, velfungerende mennesker som dem selv – og det er meget udbytterigt at opleve, at de også kan være bange for at stille sig frem og tale.