"Det er ikke en rigtig depression, du har, vel?" Evys venner kom med velmenende råd, men det gjorde kun ondt værre

Evy Mortensen fik en moderat til svær depression, da hun i sit arbejde som pædagog havde følt sig utilstrækkelig i længere tid, blandt andet fordi der manglede personale.

Evy lå vågen om natten, hvor tanker om arbejdet fyldte.

Hun var grådlabil, havde svært ved at modtage kritik og trak sig fra sociale aktiviteter. Alligevel var hun ikke bekymret over sin tilstand.

Det var jo bare en overgang, sagde hun til sig selv. Men det endte med to års sygemelding, en fyring og hendes livs hårdeste kamp. Under sin depression fik hun mange velmente råd fra venner og bekendte.

– Jeg fik for eksempel at vide, at hvis jeg dyrkede motion, ville jeg få det meget bedre. Jeg tog mig sammen, pakkede svømmetasken og kørte til svømmehallen.

– Men jeg blev i bilen på parkeringspladsen og græd i tre kvarter. Jeg følte mig så dum og forkert. Jeg tænkte, at det var idiotisk, at jeg ikke bare kunne gå ind og svømme, som jeg havde gjort masser af gange før, fortæller Evy, 51, der også blev rådet til at gå en lang tur hver dag, fordi det ville gøre hende træt, så hun kunne sove om natten.

– Jeg kunne ikke bruge det råd til noget, for ofte kunne jeg ikke engang gå ud for at tømme postkassen. Alt var gråt i gråt indeni og fuldstændig væg til væg-gråd, siger Evy.

For mange krav

”Hvor ser du godt ud i dag – du har da fået det meget bedre!” kunne folk finde på at sige.

Men Evy var langtfra ude af depressionens greb.

Hun gjorde kun noget ud af sit udseende en sjælden gang imellem i et forsøg på at løfte sin energi.

Hun blev også mødt af udtalelser som: ”Det er ikke en rigtig depression, du har, vel? Vi kan alle sammen have dårlige dage.”

Evy prøvede at arbejde sig ud af depressionen ved hjælp af samtaler med en psykolog og sin læge, men efter et halvt år bad hun om antidepressiv medicin, for hun sad fast.

Sygesamtaler på arbejdet, der skulle støtte Evy, havde stik modsat effekt.

Alene det at køre hen til arbejdspladsen var svært og fik hende til at græde. De mange møder og krav i sygedagpengesystemet fik Evy til at føle sig presset.

Det var først, da hun begyndte på det kommunale forløb ”Kulturvitaminer”, at hun for alvor bevægede sig ud af depressionen.

– ”Kulturvitaminer” stillede ingen krav overhovedet – her kunne jeg være sammen med andre i samme situation som mig og få dejlige kulturelle oplevelser.

– Jeg følte en stor omsorg fra arrangørerne, der kun gik op i, at jeg skulle have det godt, fortæller Evy, der i en periode på tre måneder kom et par gange om ugen til for eksempel guidede museumsrundvisninger, koncerter, ture med en naturvejleder og højtlæsning på biblioteket.

– Det var en befrielse ikke at skulle forklare mig eller undertrykke mine følelser, som jeg ellers ofte følte mig presset til, fordi folk bliver bange, når jeg kommer til at græde. Det er svært for andre at have at gøre med en, der har en depression.

Sang og dagbog

Evy har altid elsket at synge, men under sin depression kunne hun ikke, fordi det fik hende til at græde. Ved den ugentlige fællessang på ”Kulturvitaminer” opdagede Evy, at hun fik det bedre af at synge.

Hun lærte også at bruge musik mod tankemylder.

– Dét at lytte til klassisk musik meget lavt gør, at hjernen har fokus på at lytte i stedet for at tænke en masse triste tanker, fortæller Evy.

Under sin depression har Evy fyldt otte notesbøger med sine triste tanker, frustrationer og bekymringer.

– Jeg vågnede ofte grædende om natten og kunne ikke sove videre, men så satte jeg mig og skrev. Det skulle bare ud, og så kunne jeg sove bagefter.

– Jeg fik også skriveøvelser af den psykolog, jeg gik hos, hvor jeg for eksempel skrev om, hvad der var lykkedes for mig den dag. Det hjalp mig med at skifte fokus.

– Jeg skriver stadig indimellem, fortæller Evy, der i dag, to år efter sin depression, igen er den livsglade kvinde, hun var før depressionen.