Fem ting du skal vide om vinterdepression … fra en, der har det selv
Foto: Charlotte Skibsted
Den ene halvdel af året er jeg glad, den anden er jeg trist
Allerede i september begynder tristheden at snige sig ind på mig. Som et tungt tæppe, der lægger sig over alle mine følelser.
Tæppet er tungest om morgenen. Og det kan være enormt svært at få af.
Jeg gemmer mig under dynen og tænker: "Åh nej. Jeg kan ikke overskue den her dag."
Helle Janner Hedegaard
45 år. Arbejder til dagligt som omsorgshjælper.
Da Helle var i 20'erne, blev hun ramt af vinterdepression for første gang.
Hun bor i Horsens med sin hund og to katte.
På sin underarm har hun tatoveret “This too shall pass”. Det minder hende om, at hendes vinterdepression kun er for en periode.
Jeg sætter som regel min vækkeur til klokken 8.15, men jeg kan bruge flere timer på at stå op og tage hul på dagen. Jeg laver for eksempel kun aftaler over middag for at være sikker på at kunne overholde dem.
Når jeg ikke kommer ud, får jeg dårlig samvittighed. For jeg ved jo godt, at jeg burde stå op.
Samtidig får jeg ikke ny energi, når jeg ikke ser dagslyset og solen. Og så bliver det endnu mere svært at komme afsted.
Det er en ond spiral.
Jeg craver kage og slik
Når det bliver efterår, og sliksulten trænger sig på, ved jeg godt, hvad klokken har slået. Det er igen den tid, hvor jeg virkelig skal passe på.
I perioder med vinterdepression er det, som om de søde sager bare stryger ind i min mund, uden jeg tænker over det.
Jeg ved, at jeg skal tage vare på mig selv for ikke at trøstespise. Samtidig er mit energiniveau betydeligt lavere, og jeg får ikke bevæget mig særlig meget, så jeg er bange for, at jeg tager på i vægt.
Derfor tager jeg nogle piller, der stabiliserer mit blodsukker. Ellers render jeg alt for nemt i fælden og kan sagtens spise slik og kage konstant.
Vil hellere spille på min telefon end hygge med mine veninder
Jeg har bare lyst til at stikke af fra mine følelser. Derfor søger jeg aktiviteter, som afleder mine tanker, så jeg ikke behøver at forholde mig til virkeligheden.
For eksempel spiller jeg på min telefon eller ser serier.
Det er en pause fra mine følelser. Og fra den tristhed, jeg føler konstant i de her perioder.
Det er lidt som, når man har kærestesorger og går i byen og drikker sig fuld for ikke at mærke sig selv.
Jeg har fået en fast rutine, hvor jeg spiller spil på min telefon, når jeg drikker min morgenkaffe og om aftenen, inden jeg skal sove. Det kan tage flere timer i begge ender af døgnet.
I virkeligheden er det jo bare spild af tid og en måde at flygte fra mine følelser på.
Fem facts om vinterdepression
- Vinterdepression er en psykisk lidelse.
- Cirka tre-fem procent af den danske befolkning rammes årligt af vinterdepression i større eller mindre grad. Over halvdelen er kvinder under 45 år.
- Vinterdepression er kendetegnet ved at komme igen år efter år og bliver udløst af manglende lys og faldende temperaturer.
- Når der er mindre lys, producerer vi mindre af signalstoffet serotonin, som ofte forbindes med lykke. Derudover hæmmes kroppens optagelse af D-vitamin, hvilket påvirker humør og overskud.
- Når der er mere mørke, udskiller hjernen ekstra af hormonet melatonin. Det kan forstyrre døgnrytmen og gøre os mere trætte.
Kilde: sundhed.dk og altompsykologi.dk
Normalt synes jeg, det er det fedeste i verden at se en film med mine veninder, men fra september til marts overskygger tristheden alt.
Jeg har simpelthen ikke overskud til det, og fordi mine veninder ved, at jeg lider af vinterdepression, forventer de heller ikke noget af mig i den periode.
Når jeg er på arbejde, sætter jeg bare en facade på. Der er jeg ikke til stede i mine følelser, og det er i virkeligheden en stor hjælp.
Jeg deltager ikke i fredagsbar, spiser ikke i kantinen og trækker mig fra socialt samvær.
Ni ting, du skal vide om migræne … fra en, der har det selv
Vinterdepression er blevet en folkesygdom
"Åh, jeg er så vinterdeprimeret" er efterhånden en sætning, man hører igen og igen, når vi går ind i den mørke og kolde sæson.
Jeg synes, det er ærgerligt, at vinterdepression på en måde er blevet en folkesygdom.
Jeg oplever, at dem, der rent faktisk lider af vinterdepression, bliver negligeret, fordi det lyder så normalt. Og mange tænker måske: “Nå ja, men det fejler alle jo".
Når jeg er sammen med venner eller familie, og nogle siger, at de er vinterdeprimerede, prøver jeg at forklare dem, at det faktisk er en forkert måde at bruge begrebet på.
Vi har alle sammen nedture i livet, det er meget naturligt og ofte situationsbestemt. Men vinterdepression er en sindstilstand, som er tilbagevendende år efter år og varer ved, uanset hvordan de ydre omstændigheder er.
En tur til Gran Canaria kan redde et halvt års tristhed
Hvis jeg havde råd, rejste jeg en uge syd på hver vinterhalvår.
Sådan en uge med varme og sollys tanker min krop op med energi, som den nyder godt af i lang tid efter.
Et år var jeg en uge på Gran Canaria. Det skud, jeg fik af D-vitamin på den ene uge, var nok til at redde mig fra vinterdepression og triste følelser resten af vinterhalvåret.
Da jeg kom hjem til et mørkt og koldt Danmark, kunne jeg tydeligt mærke på min krop, at jeg havde mere energi. Jeg var ikke lige så udmattet og trist.
Ganske enkelt fordi jeg havde fået så meget lys og varme i Gran Canaria.