Renée: De provokerende singler

Jeg sidder ved køkkenbordet og lytter til en udsendelse på P1, hvor der diskuteres, at singlelivet provokerer folk i parforhold. Når man er blevet forladt eller har ladet sig skille fra sin partner, er det åbenbart meget almindeligt, at folk siger sådan noget som ”Du skal nok finde en ny snart”. Underforstået, at det der med at være partnerløs ikke er en attraktiv tilstand, men noget man målrettet skal gå efter at få fikset.

Hvorfor det er sådan, kan undre. Der findes over en million singler i Danmark, og undersøgelser viser, at disse singler ikke er mere ulykkelige eller ensomme end folk i parforhold. Alligevel tænker vi altså, at en-som-hed er mindre værd end to-som-hed. Historierne om, hvordan man går i stå i parforholdet, hvordan man trækker al luft ud af hinanden, hvordan man nemt ender foran ’Vild med Dans’, mens man fylder munden med Bridge-mix og bliver større og tungere, end man var, før man fandt sammen, fylder en del i bevidstheden hos mange mennesker. Men parforholdets stagnation ses ikke som værende så slemt, som det at være sig selv!

LÆS OGSÅ: Renées klumme i sidste uge: Send den indre regnskabsfører på ferie

Historisk har vi levet i klaner, landsbyer eller små samfund. Kvinder har fundet mænd, der var stærkere end dem for at få den beskyttelse, der lå hos manden og hans overlegne fysik. Men tiden er en anden, muskler er ikke længere så væsentlige, som de var engang, og alligevel kan jeg som mor til fire sagtens se fidusen i at være to. Især mens afkommet er småt. Det er bare nemmere, når man er flere om opgaven! Men kan man ikke være flere om den opgave, selv om ens civilstatus er single? En nyskilt mand fortæller i programmet, at han har det langt bedre som single, og hvis han siger det til folk i parforhold, synes det at trigge noget i dem. Han mener, det er, fordi der er stadig flere singler, som signalerer, at de har det strålende, måske endda bedre end folk i parforhold.

LÆS OGSÅ: Sonja Richter om at være single: Folk ser mig som en trussel

Hmm, selvfølgelig kan man som single have det lige så godt eller bedre, end dem i parforhold, og omvendt for den sags skyld. Men jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, hvorfor de to meget forskellige måder at leve på absolut skal sammenlignes? Svaret på det spørgsmål, finder jeg i en amerikansk undersøgelse fra Stanford University. Den viser, at vi behandler folk bedre, hvis deres civilstatus er den samme som vores egen. Vi kan helt enkelt bedst lide folk, der er ligesom os selv. Hmm, måske handler diskussionen i programmet slet ikke om, hvorvidt parforhold er bedre end singlelivet, men mere om ”Hvad fatter gør er altid det rigtige”?