Tine Bendixen: Er vi de eneste her?

Det er ikke ligefrem noget, man går og tænker over til daglig, vel? Om der er liv i rummet ... Tanken er for uoverskuelig og underlig for de fleste menneskehjerner: Universet – hvor begynder det, hvor ender det, hvorfor gør det sandsynligvis ingen af delene, kan noget virkelig være uendeligt, og ER vi de eneste her – eller har vi nogle naboer, vi bare ikke er stødt på endnu? Og hvad byder man den slags uventede gæster, hvis de en dag kommer forbi – Gevalia? Nok ikke. For mange år siden – det var midt i 1970’erne – sad jeg en aften fuldstændig paralyseret af øjeblikkets magi på gulvet i mine forældres okseblodsfarvede dagligstue med hovedet helt inde i et 26-tommers fjernsyn og oplevede David Bowie synge ”Life On Mars?”. Han havde knaldrødt hår, skrigende blå øjenskygge, hvidkalket ansigt og space-agtigt jakkesæt. En alien fra det ydre rum. Som sang en hypnotisk sang om muligheden for, at der måske var et bedre liv et andet sted. Det var mind-blowing. En marsmand var landet i mine forældres stue på Teglovnsvej i ekstremt jordnære Ringsted. Det var dengang. Hvor Mars var så langt væk, som kun det aller-yderste af éns bevidsthed kunne sanse. Uhåndgribeligt. Ubegribeligt. Amerikanerne havde for længst været på Månen. De havde ikke fundet noget som helst levende. Men Mars? Det havde lange udsigter. LÆS OGSÅ: Tina Splidsboel: Manglen på respekt Indtil amerikanske NASA fik bakset deres Curiosity-Rover-robot hele den ufattelig lange vej derop for at indsamle jordprøver for et par år siden. Sidste år viste prøverne, at der er flydende vand på planeten. Breaking news: Muligheden for liv i rummet rykkede en tak nærmere. Og nu citerer Forbes.com senior astronom Seth Shostak fra SETI Institute i USA for helt seriøst at vurdere, at anerkendte videnskabsmænd ikke er så langt fra at opdage liv i rummet: ”Det er ikke overdrevet, at videnskabsmænd inden for de næste to årtier meget vel kan finde fremmed intelligens, hvis de får midler til søgningen,” siger Seth Shostak, der selv er en anerkendt videnskabsmand. ”Fremmed intelligens” ... hmm ... Vi taler vist ikke om vand. Eller bakterier. Eller amøber. Eller grøn ost. Vi taler vist om noget, der kan – tænke. Med andre ord: Om 20 år, i 2034, er vi sandsynligvis ikke længere alene. Hvis der er nogen derude, har vi selvfølgelig aldrig rigtig VÆRET alene, men alligevel ... Læg lige mærke til sidste del af Seth Shostaks sætning: ”(...) hvis de får midler til søgningen.” For det er jo ikke gratis at støvsuge universet for fremmed intelligens. Det koster bunkevis af milliarder at lede efter noget, man faktisk ikke kan være helt sikker på, om man egentlig har lyst til at finde. Og nu ved jeg godt, det ikke ligefrem er op til hverken mig eller dig, men det er vel en tanke værd: Skal vi gi’ de videnskabsmænd pengene? Tør vi gi’ dem pengene? Hvem ved, hvad det er for nogle nye naboer, de finder frem til om de dér 20 år? Nogle, der ligner os ... oh skræk ... en hel planet mere fyldt med klimasmadrende væsener, der har indrettet sig så uhensigtsmæssigt, at nogle af dem smider oceaner af spiselig mad ud, mens andre går sultne i seng. Og som konstant slås om, hvem der skal bestemme over hvem, og jævnligt slår hinanden ihjel. LÆS OGSÅ: Renée Toft Simonsen: Hvilket menneske vil du være? Nogle, der overhovedet ikke ligner os ... oh skræk ... lige her ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal skrive. Nogle, der smitter med afskyelige sygdomme, der får ebolavirus til at ligne børneorm? Opdager, at de egentlig ret godt kan lide menneskekød? Lugter helt vildt dårligt? Har alt for lidt plads på deres egen planet og synes, Jorden er det oplagte sted at holde sommerferie? Eller flytter permanent ind på adressen? Eksproprierer hele Jorden! Eller måske noget helt tredje: Nogle, der lever lykkeligt i paradisisk fred og fordragelighed med hinanden. Som ikke slås, ikke behøver at gå sultne i seng, ikke æder sig ihjel, ikke er misundelige på, hvad naboen har, og som naturligvis slår CO₂-venlige prutter, der lugter af violer. Og så kommer vi og ødelægger det hele. 20 år. Der er heldigvis lidt tid endnu. Til at vænne os til tanken om, at vi sandsynligvis ikke er de eneste her. Og hvem ved for resten – den fremmede intelligens finder måske os først. Så er det pludselig os, der er den fremmede intelligens. Forhåbentlig er vi kloge nok til at møde vores nye naboer ...