Nyd bare din kaffe – den er super sund
Foto: Panthermedia/All Over Press
Præcis hvilke stoffer, der kan være med til at forebygge sygdomme, ved forskerne ikke. Det er muligvis antioxidanter, men det kan også være andre stoffer, som enten alene eller i kombination med andre stoffer virker forebyggende. Der er også en mulighed for, at traditionerne omkring vores kaffe har en effekt og er med til at holde hos raske – at vi holder pauser, hygge os, taler sammen og i det hele taget tager en slapper.
Kaffe med eller uden koffein
Til gengæld ved forskerne, at når det handler om at kunne forebygge kræft og hjerte-kar-sygdomme er det lige meget, om kaffen er koffeinholdig eller koffeinfri. Drikker du tre til fire kopper kaffe om dagen, får du gavn af kaffestoffernes sunde virkninger, og drikker du mere, skader det tilsyneladende ikke, selv om det kan give maveproblemer. Og så har det også betydning – i hvert fald for nogles nattesøvn – hvornår du drikker kaffen. Omkring halvdelen af os er så følsomme overfor koffeinens opkvikkende virkning, at vi får problemer med at falde i søvn, hvis den sidste kop bliver drukket tættere end tre timer på sengetid.
Pas på kaffe inden sengetid
Hvis kaffe giver dig hjertebanken, kan det være et tegn på, at du er koffeinsensitiv. Det er SØNDAGs diætist og kaffeelsker Anne W. Ravn selv:
– Jeg får nemt hjertebanken, hvis jeg får for meget. Men jeg nyder duften og nok også koffeinen – det er et nydelsesmiddel for mig, som jeg ikke ville vælge fra, siger hun. Hun peger på, at kaffe også kan være en god måde at få mere mælk indenbords – mejeriprodukter, som jo indeholder den kalk, vi har så meget brug for til vores knogler, men som mange har svært ved at få nok af. Og så maner hun en stædig myte i jorden: at kaffe ikke tæller med i det væskeregnskab, som vi gerne skulle have styr på hver især, så vi får væske nok hver dag. Kaffe tækker nemlig fint med.
Snup en lækker kage - marcipantrøfler med kaffe
Den sundeste kop kaffe
Drik meget gerne mælk i kaffen. Det er en god måde at få mælkeprodukter på, og der skal ikke mere end 30 ml. mælk i for at forhindre, at kaffen stjæler kalk fra dine knogler. Undgå at søde den, og vil du sikre dig den allersundeste kop, skal du overveje bryggemetoden, der også betyder noget:
1) Filterkaffe lavet på kaffemaskine er den sundeste af alle, fordi den indeholder alle de sunde stoffer, som forebygger sygdomme, men ikke bønnernes usunde fedtstoffer (cafestol og kahweol) bliver tilbage i kaffegrumset.
2) Instant kaffe og automatkaffe er næsten lige så sundt om filterkaffe, fordi det bliver lavet af frysetørret kaffe, og i frysetørringsprocessen bliver de usunde fedtstoffer sorteret fra.
3) Stempelkaffe, espresso og kapselkaffe er de mest usunde kaffetyper, fordi de ikke har været igennem et kaffefilter, der fjerner de usunde fedtstoffer.
Kilde: Vidensråd for Forebyggelse, Anne W. Ravn og British Medical Journal.