Kyllingespyd med peanutdip og sprøde grøntsager
Foto: Betina Hastoft
En perfekt grillmenu med et eksotisk thaillandsk tvist i form af en peanutdip til kyllingespydene.
Rå grøntsager er dejlig fingermad og sommerens friske grøntsager er sprøde og saftige, og mange af dem kræver ikke anden tilberedning end en tur under vandhanen. Her ledsages kyllingespyddene af et fad med dampede asparges og rå gulerødder, agurk, tomater og ærter. Så kan alle i familien selv forsyne sig med det, man bedst kan lide. Rød peber skåret i stave, radiser, kinaradise skåret i bjælker og blomkål delt i små buketter er også velegnede til at servere rå.
Tid: 30 minutter.
Antal personer: 4
Opskrift på Kyllingespyd:
• 2 tsk. honning
• 2 spsk. sojasauce
• 1 tsk. rapsolie
• 250-300 g kyllingeinderfileter
• 8 små træspyd
Opskrift på Peanutdip:
• 4 cm frisk ingefær
• 2 fed hvidløg
• ¾ dl peanutbutter (helst chunky - eller fin hak peanuts til og tilsæt)
• 2 spsk. sojasauce
• 1 spsk. honning
• 1 dl vand
Sprøde grøntsager:
• 1 stort bundt asparges
• 1 bundt små, nye gulerødder med top
• 1 agurk
• 250 g cherrytomater
• ½ kg ærter i bælg eller 150 g sukkerærter
Tilbehør:
• 800 g nye kartofler
• 1 dl sød chilisauce
1. Tilbehør: Skrub kartoflerne og kog dem møre i letsaltet vand i ca. 15 minutter.
2. Kyllingespyd: Rør honning, soja og olie sammen i en skål. Vend kyllingekødet heri og lad det trække i 15 minutter.
3. Peanutdip: Skræl ingefærstykket og riv det på den fine side af rivejernet. Pil hvidløget og riv også det fint. Rør peanutbutter, ingefær, hvidløg, soja og honning sammen i en skål. Rør vandet i lidt ad gangen.
4. Kyllingespyd, fortsat: Sæt kødet på spyd og steg dem på en varm grill eller (grill)pande i ca. 2 minutter på hver side. Kødet skal være gennemstegt.
5. Sprøde grøntsager: Knæk den nederste, træede ende af aspargeserne og kog aspargeserne i letsaltet vand i 3-4 minutter. Lad dem køle af under koldt vand og lad dem dryppe godt af. Skrub eller skræl gulerødderne og lad et par centimeter af toppen sidde på. Skyl agurken og skær den i bjælker. Skyl tomater og ærter. Server alle grøntsagerne sammen på et fad.
6. Server kyllingespyddene med de sprøde grøntsager, peanutdip, sød chilisauce og kogte kartofler.
Få flere opskrifter her:
Opskrifter på Paprikakyllinge og grøntsager
Oksespyd med squashsalat og mandler