Tag med til Jumping Fitness

Jumping Fitness minder kort fortalt om den klassiske fitnessdisciplin step. Forrest i midten står instruktøren, som på forhånd har lavet en række sekvenser, der passer til noget bestemt musik.

På det hold, jeg er kommet på, lærer man ikke nye sekvenser hver eneste gang, men genbruger også rutiner fra gang til gang.

Først skræmmer det mig at vide, at dem omkring mig har haft adskillige uger til at øve sig, men efterhånden som timen skrider frem, står det klart, at ikke alle har lært alle sekvenser endnu, og at det faktisk ikke gør så meget, at man ikke har fuldstændigt styr på det.

Sekvenserne består af forskellige typer af hop. Vi hopper med samlede ben, vi tager et ben foran det andet, vi tvister, vi laver høje knæløft, og vi sparker ud til siderne.

Når man først har fået nogenlunde fat i grundøvelserne, er det bare om at have et skarpt øje på instruktørens fødder.

De fleste sekvenser følger et bestemt mønster, hvor vi gentager hver øvelse en del gange og laver det samme, hver gang sangen når til omkvædet – på den måde er der altid noget, man føler sig hjemme i.

Og som sagt gør det ikke noget, at man er ude af trit – så længe man bliver ved med at hoppe, giver det jo stadig sved på panden.

Jumping Fitness er super sjovt

Når musikken spiller, er det primært popmusik med en klar rytme. Nogle af sangene kan man synge med på, og så bliver det for alvor en fest.

Andre er så hurtige, at man skal koncentrere sig for at huske at trække vejret, mens man forsøger at følge med, og afvekslingen er virkelig rar.

Man når aldrig at køre død i en sekvens, man simpelthen ikke kan få ind under huden, for inden længe er den slut, og vi er videre til noget andet.

Vi går dog aldrig direkte fra en sang til den næste, men i stedet er der lige ro i musikken et minuts tid eller to mellem hvert nummer, og det er virkelig dejligt.

Her er der tid til at få ro i hovedet, at tørre sveden, der løber ned fra panden, og ikke mindst til hyggesnak. Selvom det er min første gang på holdet, er jeg lige så meget en del af gruppen, som de andre kvinder.

Det føles allerede, som om vi er et hold, selvom det ikke er mere fast end alle andre holdtræninger i et fitnesscenter, og at folk kan komme, når de har tid og lyst.

En skånsom træningsform

Under en af pauserne begynder jeg at mærke lidt efter, om mine lægmuskler er begyndt at blive ømme.

Jeg har snart hoppet i en halv time, og umiddelbart ville jeg tro, at de ville være hårde som sten, men det er ikke tilfældet.

– Man bliver ikke øm af at jumpe, siger en af de andre deltagere.

– Heller ikke i morgen, lyder det.

Jeg må give dem ret i, at jeg – foruden det forbigående sidestik – ikke er øm endnu, og instruktøren fortæller mig, at Jumping Fitness faktisk er en meget skånsom form for træning.

Mens løb ude i naturen eller på asfalt giver stød op gennem kroppen, er trampolinens underlag meget blødere, og dermed ikke så hårdt at lande på.

Derfor kan folk med dårlige knæ og hofter sagtens begynde at jumpe.

Det er dog ikke kun det bløde underlag, der gør Jumping Fitness til en mere skånsom træningsform end for eksempel løb eller andre indendørsaktiviteter som Zumba.

Når du løber en tur, lander hele din vægt på forfoden, mens vægten er bedre fordelt til Jumping Fitness, hvor du skal lande på flad fod hver eneste gang.

Det betyder også, at du ikke kommer til at lave vrid, som man kan komme til, når man dyrker Zumba eller andre dansende motionsformer.

Tiden flyver af sted

Jumping Fitness er som nævnt konditionstræning, og hvis du giver den alt, hvad du har, vil din puls ligge omkring sit maksimum hele timen igennem.

En af de andre deltagere har et pulsur på, og hun fortæller, at hun normalt forbrænder mellem 500 og 700 kalorier i løbet af en times hop.

Det er lidt mere, end man ville forbrænde på en times gymnastik.

I Jumping Fitness har man dog muligheden for selv at skrue op eller ned for intensiteten. Et par af de andre deltagere gennemfører nogle af sekvenserne med små håndvægte i hænderne, men man kan også styre sværhedsgraden og hårdheden på andre måder.

Som udgangspunkt skal man hele tiden være godt nede i knæene – en stilling, der minder om den, man står i, når man har skistøvler på.

Jeg kan dog godt mærke, at jeg har tendens til at strække benene lidt mere i ny og næ, når jeg har svært ved at følge med, og det er der ingen, der siger noget til.

Der er heller ingen, der siger noget til, at man en gang imellem bare laver et grundhop, eller at man giver den lidt mindre gas i nogle af sangene – det er der flere, der gør undervejs.

Generelt er det rart med en træningsform, hvor man selv er herre over det, og igen er det rart, at vi ikke bevæger os fra side til side gennem rummet, så man ramler ind i de andre, hvis man et øjeblik står i sin egen verden.

Efterhånden som timen skrider frem, kan jeg allerede mærke, at jeg er blevet bedre til at lande på flade fødder, at huske, hvad det næste hop er, og at give mig hen til hopperiet.

Timen flyver af sted, og jeg kan mærke, at jeg er blevet grebet af det. Jeg kan godt lide, at man bruger hjernekapaciteten på at lære trinene og følge med – for på den måde glemmer jeg helt, at det faktisk er hårdt, og at sveden pibler ned langs kinderne.

Og så er det skønt at være til en time, hvor de ikke nødvendigvis er dem, der mest unge og sprøde, der er de dygtigste.

Til Jumping Fitness er det ikke alderen, der afgør, om du kan være med – for det kan du!

Jeg cykler gennemblødt fra min første Jumping Fitness-time med en helt ny energi, og jeg føler, at jeg har fået trænet på en rar og behagelig måde.

De næste dage træder jeg varsomt ud af sengen om morgenen. Jeg forventer, at mine ben er så ømme, at de knækker sammen under min vægt, men det er overhovedet ikke tilfældet.

De andre kvinder havde ret i, at man ikke bliver øm, og jeg er blevet overbevist om, at jeg bliver nødt til at prøve at ’jumpe’ igen.

Vi testede Jumping Fitness hos Anette Kleis i FitnessNu i Hillerød, men der er findes hold over hele landet. Læs mere om jumping fitness og find hold her