Underviseren trak hende til side og stillede et spørgsmål. Bagefter gik Filippa direkte hjem og droppede ud

25 timer om ugen langer 22-årige Filippa Schiøler fadøl over disken på en lille lyserød bar på Nørrebro. For bare fire år siden kunne hun knap overskue at tage metroen til sit rengøringsjob på én time ad gangen, én gang om ugen.

Hun var på det tidspunkt netop droppet ud af en produktionsskole, hvor et tårnhøjt fravær fik en underviser til at stille et lidt for nærgående spørgsmål.

“Hvorfor møder du ikke op?”.

Filippa “ville hellere dø end at snakke om sine diagnoser”, så hun gik direkte hjem og droppede ud.

Det var grundpinligt, at hun havde så meget social angst, at hun ikke magtede at gå i skole, syntes hun.

I stedet stoppede hun fra den ene dag til den anden. Hun havde ikke den fjerneste idé om, hvad hun så skulle stille op med sit liv. Produktionsskolen var i forvejen en nødplan.

Godt et halvt år senere, efter utallige ubesvarede opkald fra sin UU-vejleder, startede hun et nyt rengøringsjob på baren ‘People Like Us’, hvor hendes far også arbejder. Hun kom efter lukketid én gang om ugen i en time og gjorde rent helt alene med lydisolerende høretelefoner på.

En time blev til hver anden dag om morgenen, indtil hun en dag havde modet til at stå 15 minutter bag baren med rystende hænder.

I dag er hun barassistent og føler sig klar til et fuldtidsjob.

- I virkeligheden har jeg ikke længere social angst på samme måde. Jeg kan blive nervøs, det kan alle mennesker. Men jeg har en komplet ro, når jeg er bag baren. Jeg kan snakke med mennesker og kender snart alle de lokale, fortæller Filippa Schiøler.

Baren, hvor Filippa arbejder, er ikke en helt almindelig bar. People Like Us på Jagtvej i København kalder sig nemlig et socialt innovativt fællesskab om mikrobryggeri, og deres mål er at skabe flere arbejdspladser for personer med en neurodivergens som ADHD og autisme - og samtidig lave kvalitetsøl.

I dag står omkring 7 ud af 10 danskere med en af de diagnoser uden for arbejdsmarkedet.

Men hos People Like Us har man sammensat en medarbejdergruppe, hvor omkring 7 ud af 10 netop har autisme, ADHD, social angst, aspergers, noget femte eller flere diagnoser på én gang.

- Jeg havde en klar fornemmelse af, at der var noget galt med mig, for jeg passer ikke ind i de rammer, der er i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet, beskriver Filippa Schiøler.

Men i dag kan hun se, at hun sagtens kan passe ind. Der findes en mellemvej et sted.

Direktøren for People Like Us, Mette Saga, fortæller, at deres mål også er at ruste medarbejderne med værktøjer, erfaring og selvtillid, så de får bedre muligheder for at komme videre på arbejdsmarkedet.

- Der er så mange mennesker, som vi ikke kan finde ud af at inkludere, som har så meget at byde på. Alle hjerner skal i spil, siger direktøren.

Engang var værtshuset på Jagtvej 135 en typisk tilrøget brun bar, fortæller Mette Saga.

I dag er væggene malet lyserøde, stamgæsterne er både akademikere, studerende, øl- og musiknørder og alt derimellem.

Der skal være plads til alle, og det afspejler meget godt visionen med stedet, siger hun.

De har omkring 15-20 ansatte ad gangen. Nogle kommer få timer om ugen, andre lidt flere. Nogle faste, nogle flexjobbere, nogle i projektansættelser eller i praktik.

Det kommer an på den enkeltes behov, og hvad baren kan tilbyde.

Derudover adskiller virksomheden sig ikke væsentligt fra andre, siger Mette Saga.

- Det handler rigtig meget om mennesket. Hvad er vigtigt for dig? Hvad skal jeg være opmærksom på? Det er de spørgsmål, vi stiller, når vi ansætter.

Måske aftaler de særlige arbejdstider eller giver mulighed for, at man altid kan ringe og sige, at man har det svært for tiden og derfor ikke kan komme på arbejde.

På mange andre arbejdspladser ringer folk måske bare og siger, at de har halsbetændelse, selvom de ikke har, tror hun.

- I mange virksomheder går det så stærkt i dag, at der ikke er tid til at kigge på individet. Men det er vi tvunget til at gøre her. Når folk siger, “hvad gør I?”, så siger jeg, at jeg gør det, som jeg synes, man bør gøre som leder i en organisation.

Netop åbenheden og rummeligheden på arbejdspladsen har gjort en stor forskel, siger Filippa Schiøler.

Det gør det nemmere at komme ud ad døren, fordi man ved, at man har et sikkerhedsnet.

- Man kan ringe midt i en vagt og sige, at man har et panikanfald, og så er der nogen, der kan komme og tage over. Det gør, at man faktisk tør møde op og ikke bare siger, at man er syg.

Det er i øvrigt slet ikke noget problem, at medarbejdere melder fra i ellevte time, siger Mette Saga.

I værste fald må de lukke baren to timer før. Det er ingen katastrofe, men det sker meget - meget sjældent, understreger hun.

Den rummelige tilgang giver medarbejderne frihed til at navigere efter deres egne behov – også når det kommer til at tale om deres diagnoser.

- I starten var det sindssygt skræmmende, at man måtte snakke om sine diagnoser, når man var på arbejde. Det var meget angstprovokerende for mig, men jeg lærte samtidig langsomt, at der ikke var noget galt med mig. Der var heller ikke noget galt med de andre, siger Filippa og uddyber:

- Men vi behøver heller ikke sidde i rundkreds og snakke om det. Man kan også bare passe sin egen butik, og det havde jeg meget brug for i starten efter at have været i psykiatrien, hvor man hele tiden føler sig meget sygeliggjort.

Endelig blev Filippa bare et menneske igen, ikke en diagnose.

Endelig kunne hun give slip på tanken om, at det var pinligt at have hjerne, der fungerer på en “atypisk” måde.

- Når vi snakker om diagnoser, hører jeg tit spørgsmålet, om det er en superkraft eller en dødsdom. For mig er det et sted midt imellem. Det er en neutral værdi, siger Filippa Schiøler.

Det er sommetider en kæmpe udfordring, men det har også meget at gøre med, hvordan vi taler om det og tænker om det i samfundet, synes hun.

- Vi skal ikke bare snakke mere om vores egne diagnoser, andre skal også være åbne for at lytte. Og så behøver du ikke starte med at fortælle folk, at du er bipolar. Du kan starte med at sige, at det har været en hård uge. Start i det små. Jeg startede også med at arbejde en time, nu kan jeg have et fuldtidsjob.