Én time én gang om året kan spare dig for flere hundrede tusinde kroner
Foto: Kaspar Wenstrup
Har du styr på din pensionsopsparing?
Når man er ung og ny på arbejdsmarkedet, kan pension og opsparingen dertil føles som noget, der først er relevant langt ude i fremtiden.
Men selvom pensionsopsparing sjældent står øverst på to-do-listen, så kan man med en lille indsats allerede fra begyndelsen af sin karriere sikre sig en god økonomi i fremtiden.
For kvinder er det endda ekstra vigtigt at tage fat på pensionen i god tid, da vi i gennemsnit ender med en opsparing, der er 24 procent mindre end mænds. Det skyldes blandt andet forskelle i risikovillighed og de barselsperioder, som kan sætte opsparingen på pause undervejs.
Hvis du stadig synes, pension lyder lidt tørt, opsummerer finansøkonom og økonomisk mentor Pernille Oldgaard - også kendt som Moneymum - vigtigheden i en enkelt sætning:
- Én time én gang om året kan potentielt spare dig for flere hundrede tusinde kroner.
Det alene giver dig forhåbentligt lidt blod på tanden og 60 minutters hul i kalenderen til at sætte dig ind i din pensionsopsparing.
For at forstå hvor langt du kan komme på kort tid, kan du starte med at læse Pernille Oldgaards syv råd til, hvordan du får styr på din pension - og i samme omgang sparer penge.
1. Få et overblik
Det vigtigste, du kan gøre for din pensionsopsparing, er at få et klart overblik - og jo tidligere, jo bedre. Pernille Oldgaard fortæller, at det er afgørende at finde ud af, hvad du har, hvad du mangler, og hvad du ønsker at opnå med din opsparing. Hun anbefaler at bruge en times tid om året på at gennemgå din opsparing – gerne sammen med din bank eller dit pensionsselskab. Det koster dig intet andet end tid og kan spare dig for store beløb på sigt.
2. Sæt et mål og gør drømmen konkret
At beslutte sig for, hvad man gerne vil opnå med sin pension, er et afgørende skridt. Det kan være noget så konkret som at beslutte, hvornår du gerne vil gå på pension, eller hvor meget du ønsker at have sparet op. Pernille understreger, at det er vigtigt at lave en plan for, hvordan du kan nå dit mål. Det handler ikke kun om at sætte penge af til pensionen, men om at finde den rette strategi for at opnå det ønskede mål. Det leder tilbage til første råd.
3. Vær opmærksom på omkostningerne
Pension kan hurtigt blive dyrt, hvis man ikke holder øje med omkostningerne. Mange pensionsselskaber har højere gebyrer, end man måske er opmærksom på. Et konkret eksempel, Pernille giver, er hendes egen opsparing, som hun for nylig har flyttet fra et selskab med høje gebyrer til et, hvor hun selv har mere indflydelse på investeringerne – og dermed betaler langt lavere omkostninger. Det er en af de ting, man kan være opmærksom på, når man får sin pensionsopsparing gennemgået.
4. Saml dine pensioner
Hvis du har haft flere jobs og derfor har flere små pensioner liggende rundt omkring, kan det være en god idé at samle dem. Små pensionsopsparinger med høje omkostninger kaster sjældent noget af sig, og de kan hurtigt forsvinde, hvis du ikke holder øje med dem. Ved at samle dine opsparinger på ét sted får du bedre kontrol og kan potentielt spare penge. Du skal dog være opmærksom på, at dine pensioner kan have forskellige udbetalingsaldre – så hvis du får dårligere vilkår af at sammenlægge dem til én ordning, skal du måske overveje det en ekstra gang. I stedet kan du samle dem i samme selskab.
5. Tænk på skatteoptimering
Hvis du betaler topskat, kan du med fordel overveje at indbetale ekstra penge på din pension. Pernille forklarer, at ekstra indbetalinger kan reducere din nuværende skattebyrde, samtidig med at du opbygger en større opsparing til fremtiden. Ved at udnytte muligheden for skatteoptimering kan du altså både spare penge her og nu og sikre dig en mere solid pension på sigt.
6. Overvej din risikoprofil
Kvinders pensionsopsparing er som nævnt 24 procent mindre end mænds i gennemsnit - det skyldes både barsel og risiko. Kvinder er oftere mindre risikovillige end mænd, men det behøver man ikke at være, hvis først man skal bruge sin pension om 30 år. Pernille opfordrer derfor til at overveje sin risikoprofil.
7. Lav en ægtepagt
Et ofte overset råd i forbindelse med pensionsopsparing er at overveje en ægtepagt, hvis du er gift. 40 procent af alle ægteskaber ender i skilsmisse, og her er pensionen det eneste, der ikke deles. Det ender oftest med at være en ulempe for kvinder, der i gennemsnit har en mindre pensionsopsparing end mænd. Med en ægtepagt kan I aftale, hvordan pensionsmidlerne skal fordeles i tilfælde af skilsmisse og dermed sikre en økonomisk tryg fremtid for begge parter.
Ved at følge de syv råd kan du allerede fra starten af din karriere gøre en stor forskel for din pension.