Kathrine Ærtebjerg: Kunstneridealet var den ekspressive mand, og jeg var hverken mand eller ekspressiv

I toppen af Nikolaj Kunsthal finder man et lyst og indbydende kirkerum med de smukkeste vinduer. Her er højt til loftet – faktisk så højt, at rummet giver ekko, når man taler i det. Det er dog hverken ekkoet eller de hvide, buede vægges fine detaljer, man først lægger mærke til i galleriet, der engang var en kirke. Det er derimod Kathrine Ærtebjergs dragende værker, der hænger ned fra loftet i snore og strenge.

Nogle af værkerne er store malerier med surrealistiske motiver i skarpe farver, andre er malede træfigurer. Midt i rummet står også en interimistisk seng skåret i træ med en lillebitte dyne, hvor der står et digt på. Alle værkerne er en del af Kathrine Ærtebjergs nye udstilling ”En sky er en pige er en dreng er en kat”, som man kan opleve i Nikolaj Kunsthal indtil midten af januar.

I udstillingen går Kathrine Ærtebjerg i dialog med kunstneren Ovartaci med det borgerlige navn Louis Marcussen. Han var i store dele af sit liv indlagt på psykiatrisk afdeling, mens han lavede sin kunst, og nu er en række værker fra Overtaci Museet i Aarhus udlånt til lige præcis Nikolaj Kunsthal, så man kan se hans og Kathrine Ærtebjergs værker side om side.

– Jeg har været meget inspireret af mødet med Overtaci. Det er på en personlig måde, for jeg møder ham som en slags kollega. Jeg siger han, fordi han blev født som mand og afsluttede sit liv som mand, men indimellem identificerede han sig faktisk som kvinde. Det gjorde han en stor del af sit liv. Mødet med ham vækkede noget i mig. Der var både noget fremmed og noget, jeg kunne genkende, fortæller Kathrine Ærtebjerg om sin nye udstilling.

– Jeg har tænkt meget over, hvad jeg kunne bruge i min egen fortælling fra Overtacis værker. Hvor overlapper vi – og hvor støder vi sammen? Sengen i udstillingen er også inspireret af, at Overtaci dekorerede sin egen seng.

– Jeg er optaget af sengen som symbol, for her ligger mennesket ned. Det menneske, der ligger ned, hviler eller sover eller drømmer. Men man ligger også ned, hvis man er syg, eller kroppen ikke kan bære én. I sengen er man ikke aktiv udadtil, men man er det måske indadtil, siger Kathrine Ærtebjerg, der i følge hende selv har en meget levende indre verden.

Det er den, hun henter fra, når hun laver sin kunst.

En feminin erfaring

Der er ingen tvivl om, at Overtaci og Kathrine Ærtebjerg har noget til fælles. Ligesom Overtaci beskæftiger Kathrine sig med det flydende. Hendes værker kan ofte synes som drømmeuniverser bestående af nærmest fabelagtige væsener malet i klare farver.

Derudover er det meget tydeligt, at det er feminin erfaring, der trækkes på. Og det er bestemt ikke tilfældigt, fortæller Kathrine. Faktisk har det, at hun er kvinde, fyldt meget i hendes kunst, siden hun som 25-årig kom ind på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

– Jeg blev meget kønsbevidst meget hurtigt. Det skete i min tid på kunstakademiet, hvor der overvejende var mandlige lærere. Dagsordenen var også bare en hel anden dér for 30 år siden. Kunstneridealet var den ekspressive mand, og jeg var hverken mand eller ekspressiv. Når man er oppe imod nogle stærke lærerkræfter, som man ikke kan identificere sig med, må man finde ud af, hvem man selv er, siger Kathrine og fortsætter:

– Det har på sin vis nok været godt for mig at blive tvunget til at kigge på mig selv og finde ud af, hvad jeg egentlig ville være, nu hvor jeg ikke kunne gå i fodsporene af mændene. En del af mig blev provokeret af det – men på en produktiv måde! De skulle i hvert fald ikke diktere, hvad jeg skulle være.

Kathrine fortæller, at hun i sine værker insisterer på at vise den kvindelige stemme. De feminine erfaringer er omdrejningspunktet, og dengang, da Kathrine kom ind på sin uddannelse, var det ikke noget, man så særlig ofte – ligesom det heller ikke var populært at male så sirligt og detaljeret, som Kathrine gør.

Nu kan Kathrine som 55-årig imidlertid allerede se tilbage på en lang karriere, der har gjort hende til en både anerkendt og populær kunstner. Hun har udstillet på et hav af gallerier og museer, og hun har modsat mange andre kunstnere ikke haft et andet arbejde ved siden af.

– Det er faktisk ikke særlig mange år siden, jeg gav slip på tanken om, at jeg måske skulle have et ”almindeligt” job ved siden af. Jeg er blevet overrasket over, at det kunne lade sig gøre. I begyndelsen af min karriere fik jeg ofte at vide, at det var networking, der afgjorde, om jeg fik en karriere. I mit tilfælde har det vist sig, at andre og mere personlige ting sagtens kan være drivkraften bag, at noget lykkes, siger Kathrine.

Et møde med oliemaleriet

Hele sin barndom og ungdom boede Kathrine hos sin mor med sine to brødre i Sorø. Forældrene blev skilt, da Kathrine var syv, og barndomshjemmet havde højt til loftet. Kathrines bedsteforældre var kunstsamlere, og begejstringen for kunst havde de givet videre til Kathrines mor, der var socialrådgiver.

– Der hang nogle specielle billeder hjemme hos os, som ikke lignede det, der hang hos mine klassekammerater, fortæller Kathrine, der dog ikke som barn rigtig tegnede eller malede.

Derimod syede hun med sin mor: dukker og tøj til dem. Det var først, da hun kom i gymnasiet, at hun begyndte at tegne og skrive digte. Derefter tog det fart.

– Jeg kan huske, første gang jeg lavede et oliemaleri. Efter gymnasiet tog jeg på Engelsholm Højskole, der dengang var for kunst og kunsthåndværk. Her lavede jeg mine første oliemalerier, og jeg følte mig meget hjemme i det.

– Jeg havde virkelig en følelse af, at det var rigtigt for mig. Derfra ønskede jeg mig at komme på Det Kongelige Danske Kunstakademi og blive seriøs kunstner, fortæller Kathrine, der debuterede på Charlottenborgs Forårsudstilling, inden hun efter en del forgæves forsøg kom ind på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

– Man kan jo altid ønske, at man er mindre usikker, når man er ung. Jeg kunne godt have tænkt mig at kunne berolige mig selv dengang og sige: ”Du er på rette vej. Bare gør det, du gør! Så skal det nok lykkes”. Det kan jeg jo se nu, at det gjorde, siger Kathrine med et smil om de spæde skridt ind i kunstens verden.

– Jeg føler mig meget privilegeret over, at jeg kan leve af min kunst. Jeg kan selv vælge, hvilke projekter jeg vil lave, og det giver mig en enorm frihed. Og så er jeg glad for arbejdet, selv om det er krævende. Man skal være meget opmærksom, og man skal være villig til at rykke sig og prøve nye ting. Jeg har arbejdet med det her i rigtig mange år, og for at blive ved med at være interessant og levende kræver det, at jeg bliver ved med at eksperimentere. Der er ikke noget, der hedder at læne sig tilbage, siger Kathrine om det arbejde, der optager hende så meget.

Livet er det svære

Adspurgt, om det nogensinde er svært at lave kunst, ryster Kathrine på hovedet. Hun ved faktisk ikke, hvad det svære skulle være.

– Kunstens rum er noget, jeg kan mestre. Det er et sted, hvor jeg kan bearbejde en masse ting. Jeg er gode venner med kunsten!, siger hun og fortsætter:

– Kunstens rum har på en eller anden måde altid været et godt rum for mig. Det er de andre ting i livet, der kan være svære.

Ligesom alle andre menneskers liv har Kathrines liv nemlig også budt på op- og nedture. Da hendes børn var helt små, blev hun skilt fra sin mand, og hun stod nu alene med sine to børn. Den yngste var ikke engang et år.

– Hvis tingene ikke fungerer, kan det faktisk være en lettelse at blive skilt. Børn er krævende, og hvis man ikke kan samarbejde, går det bare ikke. Jeg har altid været alene om det ansvar, for det kunne vi ikke dele. Det er den største prøve at få børn: Kan man være sammen om det, kan man rigtig meget. Men hvis man ikke kan, så …

Selv om det kan virke som noget af en opgave at være alene med to børn, mens man forsøger at banke en karriere som kunstner op, blev Kathrine ved. Hun arbejdede, når det kunne lade sig gøre – og egentlig gjorde børnene hende kun endnu mere kreativ.

– Jeg har faktisk slet ikke oplevet, at det at få børn har slukket inspirationen. Tværtimod lægger det nogle dimensioner til livet, jeg ikke ville være foruden. Det er inspirerende at få børn, fordi man bliver sat ind i en anden kontekst. Jeg er blevet en del af en kæde mellem mennesker, og det er spændende. Men det er også en praktisk ting, og det har lært mig at arbejde meget struktureret.

– Jeg kan sagtens arbejde fra ni til fire, og så er det det. Men hvis jeg ikke havde fået børn, kunne jeg da sagtens have brugt mere tid, siger Kathrine, der i det hele taget ofte synes, hun mangler tid.

Det er svært at få enderne til at mødes, ganske enkelt.

– Jeg bliver aldrig træt af at lave kunst, men jeg bliver træt af, at døgnet ikke har flere timer. Der er så mange ting, jeg gerne vil, og jeg kan ikke nå det hele. Jeg vil gerne både lave musik og male, men jeg vil også gerne have tid til at gå i kirke og være i haven.

– Jeg vil også rigtig gerne være der for mine børn. Er der overhovedet tid til det hele? Men jeg prøver mest af alt bare at være der, hvor jeg er. Det, tror jeg, er løsningen. På den måde lægger jeg heller ikke så mange planer for, hvad jeg skal, siger Kathrine.

En dialog med andre

Hun betoner flere gange, at hun både skaber kunst, når hun er glad og ked af det. Den er en strøm, der løber igennem hende – også når hun møder udfordringer.

– Jeg havde nok som ung en forestilling om, at livet er nemt, og det svære er, om jeg fik den rigtige kæreste eller ser godt nok ud eller sådan noget. Nu er jeg 55 år, og jeg forstår, der kan komme meget større problemer, siger Kathrine.

I 2014 blev hun opereret for en godartet tumor i sit øre. Operationen gjorde hende døv på det ene øre og satte sig som en lille skævhed i ansigtet. Det er et handicap, anerkender Kathrine, men det er til at leve med. Og efter operationen var det igen kunsten, der kom hende til undsætning:

– Jeg følte mig slet ikke syg, men pludselig havde jeg noget, der kunne være livsfarligt. Det var chokerende. Jeg kan tydeligt huske, da jeg begyndte at male efter operationen. Der var rigtig meget, der skulle ud!

– Jeg havde sådan brug for at lave kunst, for den kan hjælpe med det svære. Det kan samtaleterapi for eksempel også, men jeg føler også, det er meget oppe i hovedet. Der er kunstens rum større, for du arbejder med et materiale. Du kan forme noget, ikke?

At kunstens rum er stort, håber Kathrine også, gæsterne i Nikolaj Kunsthal vil opleve, når de oplever hendes værker.

– Jeg håber, min kunst fremstår åben for dem, der er i dialog med den. Jeg er personligt meget til stede i den, men jeg håber også, der er noget fælles i den. Den må gerne handle om noget arketypisk. I den her udstilling handler det for eksempel om fantasi og identitet, siger Kathrine og fortsætter:

– For mig at se skal man ikke vælge en bestemt identitet. Tværtimod. Jeg vil gerne give muligheden for, at man kan være mange forskellige ting på én gang. Ligesom når man for eksempel kigger op i himlen på skyerne. De forandrer sig løbende, og man ser mange forskellige ting. Hvad nu, hvis vi gav slip på, at man skal vide, hvad man er og ikke er?

Denne artikel blev første gang udgivet i SØNDAG uge 42/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.