Musikanmelder Pernille Jensen: ”Der er åbenbart ikke noget værre i musikbranchen end en midaldrende kvinde”

Pernille Jensen har gennem det meste af sin karriere beskæftiget sig med musik i sin journalistik, og i de seneste 11,5 år har hun haft sit daglige virke som musikanmelder hos Politiken.

I kølvandet på Sofie Lindes #MeToo-tale ved Zulu Comedy Galla i 2020, begyndte kvindelige musikere også at røre på sig.

Kort tid efter skrev sanger og sangskriver Annika Aakjær en kommentar i Gaffa, hvor hun beskrev, hvordan sexisme ikke kun var forbeholdt mediebranchen.

Den kommentar blev startskuddet til den artikelserie og de 97 vidnesbyrd om sexisme i musikbranchen, som Pernille Jensen og hendes kollega Lea Wind-Friis senere hen fik mellem hænderne.

Blandt de næsten 100 vidnesbyrd fra musikere og branchepersoner, som de to kvinder indsamlede, fandt de nogle helt klare og gennemgående tendenser.

Det er derfor også nærtliggende for Pernille at tage udgangspunkt i dét arbejde, når hun skal sætte ord på de mekanismer, der kan være med til at forklare den skæve kønsfordeling og sexisme i branchen.

Den første tendens, hun peger på, er kvindernes alder.

– En af de ting, vi kunne se som gennemgående i vidnesbyrdene, var, at flere kvinder faktisk havde oplevet at blive opfordret til at lyve sig yngre, end de er. Der er sådan en frygt for, at de kvindelige musikere bliver gravide, som om det bare er enden på alting – ironisk nok, når man sætter nyt liv i verden!

Pernille fortæller om en beretning fra et band, der i begyndelsen af deres karriere havde et møde med en manager, der havde udtrykt stor bekymring over, at kvinderne, der var i begyndelsen af 20’erne, var i “den fødedygtige alder”.

Hvis de skulle gå hen at få børn, mente manageren nemlig, at alt arbejdet ville være spildt.

Det er ikke en oplevelse, som Pernille erindrer at have hørt blandt de mandlige musikere, hun har interviewet gennem sin karriere.

– Der er ikke den samme frygt for, at det er spildt arbejde, hvis en mand bliver far, siger hun og fortsætter:

– En ting er frygt for, at kvinderne bliver gravide, en anden er, at nogle oplever, at branchen gerne vil fastholde dem i en lille-pigerolle, fordi der åbenbart ikke er noget værre i musikbranchen end en midaldrende kvinde.

Divamyten lever i bedste velgående

Når Pernille skal forklare den anden tendens, kommer hun ind på indgroede, stereotype forestillinger om køn, som hun også selv er vokset op med.

Det handler om divamyten, som også indskrev sig i mange af de vidnesbyrd, hun og hendes kollega modtog.

Myten forklarer hun som det, at kvindelige musikere oplever, at de bliver set på som besværlige, hvis de stiller nogen som helst former for krav.

– Det kan være i studiet – hvis de kvindelige musikere har et ønske om, hvilken vej man skal gå rent musikalsk, oplever flere at blive kritiseret for at være en kæmpe diva. Hvis en mand gør det samme, står han bare fast på sit, eller hvis han er besværlig, er han bare et skønt geni.

– Det er ligesom bare en fortælling, vi er vokset op med. Det er ikke noget, jeg er stolt af, men jeg kan da godt genkende den fra min egen opvækst – det her med, at kvinder er besværlige, og mænd er genier. Det er noget, jeg er blevet fodret med fra alt den popkultur, jeg har konsumeret i mit liv.

Til at beskrive den tredje tendens henter hun et fænomen fra filmbranchen.

Det er “the casting couch” – et begreb, der henviser til, hvordan en magtfuld person kræver seksuelle ydelser for at hjælpe en spirende kunstners karriere på vej.

– Det er hele fortællingen om nedladende kommentarer, der relaterer sig til køn, og som nogle gange stopper ved de nedladende kommentarer, men som også nogle gange udvikler sig til uønsket seksuel opmærksomhed, som vi så hos rigtig mange kilder, fortæller Pernille Jensen.

Når hun skal forklare den fjerde tendens, bruger hun udtrykket “The queen bee syndrome”, som henviser til opfattelsen at, at der kun kan være én dronning på tronen.

– Man kunne eksempelvis se, hvor forvirret branchen blev, da både Cardi B og Nicki Minaj, altså to kvindelige rappere, var på toppen samtidig.

Her ser hun dog en positiv udvikling, fordi man begynder at stille spørgsmål ved fortællingen om den enerådige dronning, hvilket kan skabe plads til flere kvinder i toppen af musikbranchen.

– Jeg ved, at de store pladeselskaber har iværksat projekter, der skal undersøge deres egne blinde vinkler, og hvad de kan gøre for at komme uligheden til livs, fortæller hun og tilføjer, at hun dog endnu ikke synes, hun har set resultater af de mange undersøgelser.