Til en polterabend stillede alle pludselig intime spørgsmål: ”Det var virkelig grænseoverskridende”

Jeg identificerer mig selv som transkønnet kvinde. Det har været vigtigt for mig ikke lægge låg på det, selv om jeg til daglig ser på mig selv som kvinde. Ved at tage ejerskab over at være transkønnet, fratager jeg samtidig andre muligheden for at få mig ned på det.

Jeg synes, det er vigtigt at gøre opmærksom på, at transkønnede stadig bliver diskrimineret og forskelsbehandlet og ikke har de samme muligheder som andre.

Jeg synes især, det er vigtigt, fordi jeg insisterer på at være en del af nogle kredse, som andre i min situation måske ikke får adgang til. Jeg vil gerne sige højt: Ja, jeg er transkønnet, jeg er her, jeg er synlig.

De senere år har jeg flyttet mig meget mentalt. Der er kommet mere ro på mig. Mit liv var meget mere fragmenteret, da jeg var yngre. Jeg var meget grænsesøgende og skulle prøve en masse ting af. Jeg har brugt meget tid på at lære mine egne grænser at kende.

I dag har jeg købt en lejlighed med min kæreste og fået min dejlige hund. Jeg har fundet ud af, at mit pejlemærke er min indre kreds af dem, jeg elsker. Det er i mit private liv, at jeg kan vende tilbage og lade op og få energien til alle de ting, jeg laver.

Jeg har virkelig ikke lyst til at sige, at min kæreste har været afgørende i forhold til min udvikling i retning af accept af mit selv. Det ville være at give for meget credit til en mand, og det er jo ikke ham alene, der har haft betydning, men han har været den, der accepterede mig og favnede mig, som jeg var.

Vi mødtes på et tidspunkt, hvor jeg var meget udfarende, og han hjalp mig med at slippe facaden og behovet for at bekræfte og bevise mig selv hele tiden, som desværre nok hænger uløseligt sammen med at være anderledes.

Hvis jeg skal tage credit tilbage til mig selv, så har jeg nok søgt stabiliteten og trygheden, som jeg har fundet i ham. Jeg har insisteret på, at jeg fortjener den kærlighed og ro, jeg har fundet med ham.

Jeg startede med at tage stophormoner, da jeg var 16 år. Det var af omveje, fordi systemet gør det rigtig svært at få adgang til medicin. Man skulle, i hvert fald dengang, igennem en lang screeningsproces på Sexologisk Klinik, hvor man blandt andet skulle svare på spørgsmål om, hvor meget man rører ved sig selv, og hvis man gør det, risikerer man, at de ikke mener, at man har et stort nok ønske om at skifte køn.

Det er et meget binært og reduktionistisk system, hvor der sidder nogle mennesker, der skal vurdere din fremtid, som ikke har personlig erfaring og virker til at have læst i en bog, hvad det vil sige at være transkønnet.

Jeg har været igennem en lang proces for at acceptere, at jeg er transkønnet og være åben og offentlig omkring det. I dag har jeg fundet ro og kæmper ikke længere imod min egen kønsidentitet. Jeg har fået det vendt fra alle mulige vinkler, som gør, at jeg nu kan lægge det mere på hylden.

Men der opstår stadig situationer, hvor det står klart for mig, at nogen ser mig på en anden måde. Hvor jeg føler mig “andetgjort”. For et par år siden var jeg til polterabend med nogle af min kærestes venner, hvor en virkelig hyggelig dag blev vendt til, at alle pludselig mente, at de skulle stille mig en masse intime spørgsmål sidst på aftenen.

Det var virkelig grænseoverskridende, fordi det var mennesker, jeg lige havde mødt. Vi er heldigvis gode venner i dag, men det mindede mig om, at jeg af nogle stadig ses som noget eksotisk eller sensationelt og ikke bare som ethvert andet menneske.

Hvis jeg provokerer andre mennesker, må det være, fordi jeg gør et eller andet rigtigt. Det må være, fordi jeg pirrer folk eller prikker til noget, som de er usikre omkring.

Jeg lavede et interview med Euroman tidligere på året, hvor flere i kommentarsporene på sociale medier var meget forargede over, at jeg havde udtalt, at de fleste mænd, som er tiltrukket af transkønnede kvinder, er mænd, som identificerer sig som heteroseksuelle.

Det pillede måske også noget ved folks identitet. Men så længe folk bliver forargede, og jeg ikke bliver skudt på gaden i morgen, tænker jeg bare ”herregud”.

Jeg kan fremstå stærk, men jeg kan også blive slået ud fra tid til anden. For nylig mødte jeg en kvinde på en festival, som fortalte mig, at hende og hendes kæreste havde siddet ved et bord ved siden af mig og min kæreste på en restaurant, hvor hendes kæreste havde haft travlt med at nedgøre mig og lave alle mulige jokes.

Der er noget med humor i dansk kontekst. Vi føler, at vi er berettiget til at gøre grin med alt og alle og fletter det sammen med ytringsfriheden. Jeg forstår ikke den der insisteren på, at man skal have ret til at sige, hvad man vil, når det er på andre menneskers bekostning.

Når jeg møder den form for modstand, har jeg nogle gange brug for at trække mig tilbage til min base, løbe en tur med min hund eller bare gå i seng og håbe på, at det bliver en bedre dag i morgen.

Når det kommer til min karriere, føler jeg mig rigtig godt hjemme i mere eksperimenterende formater, fordi der her er mulighed for at opløse grænserne for, hvordan man skal være. Som når jeg snart medvirker i forestillingen “Slim” på Teater Får302, hvor to mennesker langsomt degenereres på scenen til nogle slimede sneglelignende ting.

Jeg synes, at jeg efterhånden er ved at finde den niche, hvor jeg kan arbejde som den, jeg er, og hvor jeg har en force, som alle andre skuespillere måske ikke har, fordi jeg har den krop, stemme og erfaring, jeg har, og som jeg kan bidrage med.

Jeg drømmer om at spille hovedrollen i en film. Det gør de fleste skuespillere nok. Jeg har ikke nogle specifikke krav til rollen, men jeg vil gerne se mig selv, eller en anden transkønnet for den sags skyld, spille hovedrollen i en film, som ikke handler om kønsidentitet. For eksempel en kærlighedshistorie.

Jeg siger altid nej til projekter, hvor jeg føler mig udstillet, men derudover har jeg ikke noget imod, hvis jeg bliver valgt, fordi nogen har behov for at tjekke boksen for diversitet. Så længe jeg selv får noget ud af det og bliver betalt for det, synes jeg, det er fint. Det hjælper stadig på synlighed i samfundet, og i den forbindelse har jeg ikke noget imod at tænke på det som en kvote.

Den dag jeg bliver tilbudt en rolle som heteroseksuel mand i en film, kan vi tale om, at en heteroseksuel ciskønnet kan spille transkønnet. Dér kan vi snakke om, at de skal have den mulighed.

Man kunne sagtens tape mine eller en anden transkønnet kvindes bryster ind, og jeg ville ikke have noget imod at spille heteroseksuel mand, men det ser man bare aldrig. Når man tapper ind i en kultur, som er underrepræsenteret i stort set alle sammenhænge, må det i det mindste gå begge veje.

Demonstrationen mod børnebogsoplæsning af dragqueens på Frederiksberg Bibliotek tidligere på året skræmte mig virkelig meget. Debatten trækker tråde til den bevægelse, der er i gang i USA, hvor konservative kræfter forsøger at ulovliggøre drags i flere stater.

Der er en “anti-trans”-kampagne i gang i USA, hvor man forsøger at forhindre adgangen til medicinsk behandling til mennesker, som identificerer sig anderledes, og som mener, at vi manipulerer børn eller er pædofile.

Det gør mig virkelig bange, når jeg ser noget lignende i Danmark. Jeg har svært ved at forstå, hvad nogen synes, er så farligt? Hvad er forskellen på en klovn og en dragqueen? En drag er en klovn, der leger med køn. Det behøver ikke at være noget seksuelt overhovedet.

Der er meget comedy, som er meget mere seksualiseret, som vi ikke er bange for. Folk vil gerne tage ind og se ”Ørkenens Sønner”, som har dildoer på næsen, eller hvad fanden de har, men en drag­artist - det må vi hellere beskytte vores børn for.

Jeg synes, det er ærgerligt, at der er en berøringsangst mellem generationerne, når det kommer til samtalen om nye kønsidentiteter og det sprog, vi bruger i dag. Jeg har selv oplevet, hvordan min mors generation hurtigt giver op, hvis de siger f.eks. forkerte pronominer og føler sig ude af stand til at lære, at nogle vil tiltales på anderledes måder end de traditionelle.

Jeg forstår godt, at det er svært, og jeg synes også, at der i det queercommunity, jeg selv er en del af, kan være en hård tone omkring det, hvor jeg indimellem kan savne flere nuancer og mere tolerance i begge lejre. Men vi er nødt til at acceptere, at der er en transformation i gang i den kollektive bevidsthed, og man bliver nødt til at følge lidt med.

Jeg synes selvfølgelig stadig, at priden er vigtig, men jeg synes, vi skal tale om, hvor meget hvide, homoseksuelle mænd fylder i den. Hvor meget accept og opmærksomhed de får sammenlignet med dem, der er dobbeltminoriserede og f.eks.både er brune og queer.

Priden er stadig meget en fest for den hvide, homoseksuelle, muskuløse mand. Den kan godt virke ekskluderende for nogle, hvilket er grunden til, at der i dag også finder en alternativ pride på Nørrebro, hvor hvide og heteroseksuelle ikke er velkomne.

Der er en splittelse og en privilegieblindhed internt i queermiljøet, som jeg synes, at vi skal efterkomme ved at have et større fokus på andre grupper end dem, der ofte tager fokus i Priden.

Jeg er indoktrineret med et perfekthedsideal, som jeg nok må indrømme, at jeg efterlever. Jeg har den genetik, jeg har, men jeg vælger også at præsentere mig, som jeg gør.

Jeg er superkritisk over for det aspekt ved mig selv. Jeg hader på mange måder, at det er sådan, men jeg tror, at jeg har været en del af en udvikling i samfundet, hvor jeg har fået adgang til nogle ting, fordi jeg har levet op til nogle idealer, selv om jeg er transkønnet.

Forhåbentlig kan det være med til at gøre, at generationen efter mig ikke føler, at de i lige så høj grad skal leve op til traditionelle forestillinger om, hvad det vil sige at være kvinde eller mand.

Vi er heldigvis i gang med at frigøre os. Jeg bliver enormt inspireret af en som Nina Rask (skuespiller og satiriker, red.) som er ligeglad med pronominer og kan spille alle typer roller.

Jeg kan tænke, hvor befriende det ville have været, hvis jeg havde det på samme måde som yngre, og at folk kunne kalde mig, hvad de ville, uden det ragede mig en disse.

Men jeg er desværre vokset op i et meget binært system, som jeg har følt, at jeg skulle efterleve for at kunne indtræde i de rum, jeg gerne ville. Derfor elsker jeg, at der er så mange, der giver fuckfingeren til det system i dag.

Mit råd til mit yngre jeg vil være, at jeg ikke behøver at please andre mennesker helt så meget. Det er ikke min opgave eller mit ansvar at gøre andre mennesker komfortable med, hvem jeg er. Det er noget, jeg stadig hopper i indimellem.

Det hænger nok sammen med behovet for at leve op til bestemte idealer, hvor jeg ikke vil have, at det skal være besværligt for andre at være sammen med mig. Men det tror jeg sgu, at livet er for kort til. Så vil jeg hellere forsøge at gå rebelvejen og være ligeglad. Have mere fokus på, hvad jeg selv synes og mindre på, hvad andre mener om mig.

Artiklen blev udgivet i femina uge 33, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: