Da hun kom til Danmark, havde hun spidse albuer. Så lærte hun noget særligt om danskerne

For 20 år siden fik podcastvært og forfatter Kay Xander Mellish pludselig nok.

Hun er født og opvokset i byen Wauwatosa i Wisconsin i USA.

Som ung flyttede hun til New York for at studere journalistik, og herefter fulgte en række år med fuld fart på karrieren med et par afstikkere til først Berlin, så Hong Kong og så tilbage til New York.

– Det var en fantastisk tid! siger hun med en accent, der hurtigt afslører hendes amerikanske ophav.

Vi sidder i 56-årige Kay Xander Mellishs stue i en lejlighed i Bispebjerg Bakke-kvarteret i København.

Boligbyggeriet er skabt af billedhuggeren Bjørn Nørgaard og skiller sig ud med sit bølgende tag og skæve vinkler – noget, der har gjort det lidt svært for Kay og hendes 18-årige datter at indrette sig, fortæller hun.

På det lave kinesiskinspirerede sofabord foran os ligger en række bøger, som Kay har skrevet. Vi skal tale om den seneste af dem, “How to Work in Denmark”.

– I New York levede jeg lidt sådan et “Sex and the City-liv”, siger hun og kigger så spøgefuldt på mig.

– Okay, måske var der ikke helt så meget sex, som der var city. Men altså jeg var en af dem, der hver aften iførte mig flot tøj og tog ud på restauranter, til åbninger og ferniseringer.

– Det var super-super-sjovt – i hvert fald i en periode, siger hun og stryger sine to store orange katte over ryggen, da de spankulerer forbi.

For pludselig en dag var det ikke sjovt mere.

Kay Xander Mellish orkede ikke flere restaurantbesøg. Hun gad ikke at stå til flere ferniseringer i stiletter og smalltalke. I stedet voksede lysten til at stifte en familie i hende.

– Jeg var næsten 36 år, da jeg kunne mærke, at jeg ville have en familie. Men på Manhattan er det svært at stifte familie, for lejlighederne er meget små og meget dyre, og man arbejder i mange timer.

– Jeg kunne ikke få børn til at passe ind i det regnestykke. På Manhattan bliver børnene passet af deres barnepige og ikke af deres forældre, og det var ikke det, jeg havde lyst til, siger hun.

Derfor rejste hun rundt i USA for at finde et sted, hvor karriere og familieliv kunne hænge sammen – hun besøgte San Francisco, Salt Lake City og Austin – byer, hun havde hørt meget godt om, men ingen af stederne gav hende lyst til at blive.

Men så var det, at en ferie i Danmark pludselig ændrede alt.

– Jeg havde læst, at København skulle være en dejlig by, så da min veninde foreslog at mødes der, tænkte jeg: Hvorfor ikke?

– Vi ankom til København en lun og solrig septemberdag. Og med det samme kunne jeg mærke, at den her by passede så godt til mig.

– Byen var så smuk i september-lyset, og folk virkede søde. Og straks følte jeg, at den her by kunne blive mit nye hjem.

Kay smiler og fortæller, at derfra gik det stærkt.

Kort tid efter ferien i Danmark besluttede hun sig nemlig for at satse hele butikken. Hun pakkede alle sine ting og flyttede over Atlanterhavet.

– Men det skulle vise sig ikke at være helt uden problemer, siger hun og bukker sig ned over det lave sofabord for at lave sig en kop te.

Nej tak til kage

– Jeg ved ikke, hvorfor kaffe aldrig har været noget for mig. Det er jo lidt mærkeligt, når man bor i Danmark, hvor kaffe jo nærmest er en slags nationaldrik.

Hun griner og fortæller, at man som ny borger i Danmark langsomt finder ud af, at man her i landet gør tingene på én bestemt måde.

Det betyder også, at man som ny i Danmark let kommer til at træde ved siden af.

Det er bl.a. de erfaringer, hun deler i sin nye bog. Om glæderne og udfordringerne ved at falde til og finde sig til rette som immigrant i Danmark.

Efter et par svære år i Danmark, hvor de virksomheder, som havde ansat hende, pludselig gik konkurs, fik Kay job hos Danske Bank.

Hun var glad for jobbet, så hun smøgede ærmerne op og kastede sig over arbejdet.

– En af de største udfordringer for mig var, at man i New York skal være meget ambitiøs og have skarpe albuer, hvis man vil noget.

– Der er en ekstremt konkurrencemindet kultur, så hvis man vil til tops, må man kæmpe det bedste, man har lært. For alle vil gerne have dit job, alle vil gerne have din lejlighed, alle vil gerne have din kæreste, alle vil gerne have din plads på restauranten.

– Altså. Man kæmper hele tiden.

– Det er en helt naturlig del af livet i New York og især på Manhattan. Og det mindset tog jeg med til København … Hvordan tror du, det blev taget imod? spørger hun mig.

Jeg svarer, at det var folk nok ikke så glade for. Hun nikker bekræftende.

– Netop! Og det tog lidt tid, før jeg forstod, at jeg skulle slappe lidt af. At man i Danmark har en mere gruppeorienteret kultur, hvor det ikke handler om at være nummer et hele tiden.

Hun husker tydeligt, hvordan hun i starten knoklede på og f.eks. takkede nej til kage, når der var nogen, der havde fødselsdag, skulle på barsel eller ferie.

I stedet for at stoppe arbejdet og gå med de andre ud i køkkenet, blev hun siddende på sin pind.

– Jeg tænkte: Jeg har alt for travlt til kage. Og så skal jeg vise alle sammen, hvor dygtig jeg er, siger hun og lader, som om hun vinker hen over sin computer: God fødselsdag, tillykke med barnet, jeg er nødt til at arbejde.

– Jeg forstod ikke, at det faktisk var en del af jobbet at spise kage med mine kollegaer.

– At dét, man sidder og laver, ikke er så vigtigt, at man ikke kan bruge bare 10 minutter på kollegaskabet, fortæller Kay – som er blevet klogere:

– Nu har jeg lært, at det ikke handler så meget om det at spise kagen. Pointen er at give noget opmærksomhed til den, der giver kage, og det er jo egentlig virkelig dejligt, siger hun og fortæller, at der findes mange af den slags situationer, hvor hun er kommet galt af sted.

– Alle de her dumme ting, jeg har lavet, har jeg skrevet om i bogen, for så kan jeg sige til alle nyankomne, husk nu at spise den kage, og husk nu at blive siddende ved bordet, når du bliver inviteret på middag.

Hun tager sig til hovedet og siger, at hun er nødt til lige at fortælle den anekdote, der knytter sig til sidstnævnte.

– For en af de situationer, som jeg virkelig har misforstået, er, når jeg er blevet inviteret til aftensmad her i Danmark, siger hun og fortæller, at når man bliver inviteret på middag i USA, spiser man sin mad, og så går man hjem.

– I Danmark ankommer du kl. 19, og så sidder du på stolen ved bordet i fem timer. Du må gerne lige gå på toilettet, men ellers bliver du ved bordet.

– Men i USA er det decideret uhøfligt bare at blive siddende ved middagsbordet.

– Så de første mange gange, hvor jeg blev inviteret på middag, og jeg havde slugt den sidste bid, var jeg sådan, “well, jeg må løbe”. Det gjorde jeg mange gange, også selv om folk var sådan: Går du allerede?

Hun griner.

– Jeg svarede bare: Jep, jeg må videre, jeg skal jo tidligt op i morgen. Det var jo så uhøfligt. Og folk må have været så overraskede og tænkt: Sig mig, tror hun, det er McDonald’s, det her?

– Men i USA ville det jo være uhøfligt, hvis jeg blev siddende for lang tid og derfor tvang mine værter til at overveje, hvordan i alverden de skulle slippe af med mig.

Venner for livet

Heldigvis fik Kay sig hurtigt nogle gode venner, som hjalp hende med at afkode de nye kulturelle koder, så hun undgik de værste fejl.

De danske venskaber har været helt uundværlige for hende, fortæller hun, og så kan de noget, som man kun sjældent finder i USA.

– Jeg er meget glad for de dybe venskaber, jeg har fået her i Danmark.

– Jeg har jo nogle venner her, som jeg har kendt i 20 år nu, og det er virkelig et privilegium. Dem har vi ikke så mange af i USA, fordi vi flytter så meget. Ikke kun geografisk, men også karrieremæssigt.

– Folk bliver rige, folk bliver fattige. Livet går mere op og ned, og derfor glider man også oftere fra hinanden.

Men her i det her lille land bliver afstanden aldrig sådan rigtig stor, ifølge Kay.

Hverken geografisk eller klassemæssigt. Og derfor har man dybere og mere længerevarende venskaber.

– Og det er jeg meget taknemmelig for, siger hun og fortæller grinende, at hun dog har måtte kæmpe lidt for sine venskaber. For danskere har simpelthen ikke tid til nye venner.

– Hvis man spørger en dansker – i hvert fald i København – skal vi ikke gå ud og drikke en kop kaffe i morgen? Så er svaret altid: Øh, altså i morgen i denne uge? Der har jeg planer. Danskeres kalendere er altid fyldt flere uger frem, griner hun.

Venskaber betyder meget for Kay.

Og ud over det liv, som hun har skabt med sin datter, som hun fik selv her i Danmark, er det venskabet hun peger på, da jeg spørger hende, hvornår hun har følt sig mest hjemme i Danmark.

– Da jeg oplevede, at mine danske venner og kollegaer begyndte at lave fis med mig, følte jeg mig faktisk rigtig godt hjemme.

– Danskere har jo en lidt speciel humor – meget sarkastisk.

– Så da de begyndte at lave sjov med mig, var det ligesom deres accept af, at “hun forstår vores humor, hende kan vi godt lave sjov med, for hun er en af os”.

I dag elsker Kay at være i Danmark. Hun arbejder som selvstændig kulturcoach og kommunikationsrådgiver, og hun føler, hun kan dele sine erfaringer og oplevelser på en givende måde.

F.eks. i sine bøger og i sin podcast “How To Live in Denmark”, der har over to millioner downloads om netop det at være ny i Danmark.

Hendes ønske er at hjælpe mennesker nærmere hinanden og skabe de bedste forudsætninger for at leve og arbejde sammen på tværs af kulturelle forskelle.

Et af hendes råd til nye borgere i Danmark er at forsøge at sætte sig ind i, hvem danskerne egentlig er, og hvad de kommer af.

Hun fortæller, at for andre kan danskere sommetider virke lukkede og svære at komme ind på livet af, men Kay er overbevist om, at denne adfærd historisk set kommer af en nødvendighed.

Hun fortæller, at da hun ankom til Danmark, besøgte hun samtlige københavnske museer på deres gratisdag, og her var der noget, der gik op for hende.

– Jeg forstod pludselig, at Danmark ikke altid har været et nemt land at leve i. Og det er det, danskerne har bygget deres system op omkring.

– Landet har været fattigt og har haft nogle meget kolde vintre, hvilket har gjort det svært. Derfor har de været nødt til at slå ring om hinanden for at kunne støtte hinanden.

– Og hvis de skulle åbne deres kreds og lukke nogen ind, så skulle de være sikre på, at de nye kunne være en del af den kreds. Og det har selvfølgelig affødt nogle måder at være på. F.eks. det her med, at vi kommer længst, hvis vi arbejder sammen.

– Man kommer ikke særligt langt med spidse albuer i Danmark, siger hun og fortæller, at det nok også er derfor, danskere ofte gør tingene på én bestemt måde.

Hun konstaterer tørt, hvordan hun har oplevet, at bare dét tage en anden ost med til morgenbordet på arbejdspladsen, ofte er ildeset.

– Folk er sådan, “brie, ej hvor spændende”, men så tager de alligevel den mellemlagrede.

Tid er danskernes guld

Kay rejser sig for at lukke en af kattene ud på altanen. Over skulderen fortæller hun, at hun da sommetider har overvejet, om hun skulle rejse tilbage til sin familie i USA.

Alligevel er hun hver gang endt med at blive. Hun er nemlig blevet så glad for de danske værdier, at hun endda er begyndt at betale sin skat med glæde og taknemmelighed.

– Vi betaler så meget skat i Danmark, og i starten var det da lidt et chok, at jeg skulle aflevere så mange af mine penge til staten.

– Som ung, sund og uden børn kan det synes mærkeligt at aflevere sine penge.

– Men man får jo så meget for pengene. Et sundhedsvæsen, skole og universitet, så jeg synes faktisk, at man kan se, hvad man får for pengene.

Hun er meget bevidst om, at også det danske velfærdssystem får danskerne til at pakke de spidse albuer væk, sænke skuldrene og rette blikket mod andet end penge og prestige.

– Danskerne passer så godt på deres tid. De gider ikke at arbejde 60 timer om ugen. De adskiller arbejde og fritid, holder fem ugers ferie og regner ikke med at blive forstyrret imens.

– Og det passer mig virkelig godt at have den her gode balance og have tid til mig selv og min datter. Det kan jeg godt lide.

– Jeg siger tit i mine foredrag, at for danskerne er tid vigtigere end penge og prestige.

– Pengene tager staten alligevel, so what’s the point, og prestige, altså man bruger ikke sine jobtitler i Danmark – det er ikke vigtigt. Men tiden … den er guld værd. Det er den vigtigste ting, du har. Og jeg er så glad for min tid også.

Når Kay tænker tilbage, er hun glad for, at hun tog springet og flyttede til Danmark.

Men hun ved også, at hun ikke kunne og ville have gjort det, inden hun blev 35.

– Jeg siger tit til folk, at Danmark er det perfekte sted at bo, når man er under 18 eller over 35. Fordi det er et sikkert land, og folk er stille og rolige.

– Men mellem 18 og 35, hvor man skal ud på eventyr, date og være ambitiøs med sin karriere, der skal man måske finde på noget andet end Danmark … Og så kan man komme tilbage, når ens barn skal i vuggestue.