"I mit fag skal man helst se så ung ud som muligt. Men det er ved at ændre sig, tror jeg"

Hun er på cykel herud, de 15 km der er inde fra hjertet af København, hvor Petrine Agger bor.

Det første, hun siger, efter at have fået overtøjet af er, at hun aldrig er blevet interviewet før – det her er første gang, hun har sagt ja i de 30 år, hun har været et af de kendte ansigter på både tv-skærmen, filmlærredet og teaterscenen i Danmark.

Hvorfor? Hun bryder sig bare ikke rigtigt om det. At skulle tale om sig selv bare fordi hun er skuespiller. Men nu er hun her.

Og hvem er hun så, Edith fra “Carmen Curlers”, Pernille Madsen fra “Borgen”, Hanne Meyer fra “Forbrydelsen”?

Det eneste, jeg ved om Petrine, er at hun er gift med kollegaen Søren Malling, at hun fyldte 60 i sommer, og at begge hendes døtre er gået i forældrenes fodspor som skuespillere – den ældste spiller endda sin mor, Edith, som ung i ”Carmen Curlers.”

Hvad jeg ikke vidste, var, at Petrine har været en del af BZ-miljøet, har arbejdet på en byggeplads, og at hun græd hver dag den første uge, hun gik på teaterskolen.

Vi starter et sted.

Læste psykologi

– Du er lige fyldt 60, oplever du, at der er færre roller til kvinder i din alder?

– Ja, det er der helt sikkert. Måske er der en naturlig grund til det i forhold til, at dem, der skriver manuskripterne ofte er yngre, og det kan være, at det er sværere at skrive til en alder, man ikke selv har været i endnu.

– Eller også er man bare ensporet omkring, hvad der sker i livet, når man er omkring 60. Lars Knutzon sagde engang, at han var kommet i den alder, hvor han enten skulle han spille morfar eller døende, ha ha!

– Og så er der jo også forskel på kvinder og mænd. Der er bare flere roller til mænd. Ligesom der er flere mænd i bestyrelser, så skulle man lave kvoter, men man har jo heller ikke lyst til at blive valgt, bare fordi man er kvinde, vel?

– Det ville være federe, hvis tingene skete af sig selv. Men jeg synes, at der er en udvikling i det. Ligesom der er kommet flere roller til skuespillere med anden etnisk baggrund – det så man heller ikke før.

– Jeg kan huske, at Hella Joof fortalte, at hun fik at vide, at hun ikke ville få noget at lave, lige da hun var færdig på teaterskolen! Det er jo helt skørt, og det har heldigvis ændret sig ekstremt meget.

– Har du nogensinde overvejet at lave noget andet?

– Jeg tror, det ville være løgn, hvis nogen sagde, at de ikke havde overvejet dét i deres skuespillerkarriere, for det går jo hele tiden op og ned med jobs for de fleste i vores branche.

– Er der noget andet, man kan blive lige så glad for? Det har jeg også selv afsøgt, men jeg kan bare mærke, at dét, der gør mig allermest glad, er at spille skuespil.

– Og selv at sætte ting i gang. På et tidspunkt ville jeg ville jeg afprøve, hvordan det var at læse på universitetet – om der var noget andet, der kunne optage mig lige så meget – så jeg begyndte jeg at læse virksomhedspsykologi. Men det fangede mig ikke helt.

– Til gengæld kan jeg godt lide at lave mange forskellige ting indenfor mit fag.

– Jeg laver blandt andet forumteater, som er en interaktiv teaterform, hvor vi skuespillere spiller forskellige problematiske situationer fra arbejdspladsen, og med afsæt i dem diskuterer og afprøver folk så forskellige løsningsmodeller.

– Det har jeg lavet for bl.a. kommuner, læger og Kriminalforsorgen, og jeg bruger tit den viden, jeg får derfra, når jeg skal spille for eksempel sygeplejerske – eller en hvilken som helst rolle, faktisk.

– Vi ender ofte i nogle stereotyper, fordi vi spiller det, vi ser nogle andre skuespillere spille i nogle andre film, men virkeligheden ser jo anderledes ud. Der er altid flere facetter i den.

– Så jeg tror faktisk, at jeg er færdig med at tænke over, om jeg skal noget andet. For det er dét her, jeg kan, så det vil jeg blive ved med at bruge, så meget som mit fag tillader.

– Hvis ikke der er roller nok til kvinder over 60, må man selv lave noget. Selv være med til at fortælle.

Overvejede snedker

Hun er født og opvokset i København og Gentofte, hendes mor var børnetandlæge, og hendes far havbiolog.

De blev skilt, da Petrine var seks år, og med skilsmissen fik hun senere et hav af halvsøskende udover den søster, hun allerede havde.

– Vi er afsindigt mange mennesker i min familie – også når vi bare skal have den nære familie på besøg. Det er fedt, men man kan også godt forsvinde lidt i vrimlen, så jeg holdt mig mest til min søster.

– Der er kun et år imellem os, så vi er en slags pseudotvillinger, og vi har altid været meget tæt knyttede og klaret tingene sammen. Jeg kan slet ikke forestille mig ikke at have nogen søskende.

Udover at være befolket af virkelig mange mennesker, var Petrines barndom også med til at forme hende i en retning.

– Jeg blev nok opfattet som meget lys, da jeg var barn. Men måske var det noget, jeg spillede, for at passe ind i alle de forskellige hjem, jeg skulle være i.

– Jeg gik på en lilleskole ude i Hareskoven, hvor alle var en time om at komme i skole, fordi vi kom så mange forskellige steder fra.

– Det var lidt en hippieskole med børn fra mange forskellige miljøer, og det er både min barndom og ungdom nok præget af: At have bevæget mig i mange forskellige slags miljøer.

– Lilleskolen gik kun til 7. klasse, så fra 8. klasse kom jeg i en skole i Gentofte, hvilket var lidt af et kulturchok. Men da jeg kom i 9. blev jeg kæreste med en, som var med i Landsforeningen af Skoleelever, og fik gennem ham en masse nye venner fra alle mulige samfundsklasser i København.

10. klasse tog Petrine på en efterskole, og begyndte derefter at arbejde på en byggeplads.

– Jeg er jo ud af en generation, hvor man ikke havde så travlt med, hvad man skulle, og jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg ville, så jeg tog arbejde på en byggeplads i Københavns Kommune og gik sammen med tømrere og jord- og betonarbejdere, vi var organiserede i Jord og Beton Ungdom.

– Jeg overvejede at blive snedker, men kom ikke ind på bygge- og anlæg, da jeg søgte. Til gengæld kom jeg ind på EFG grafisk linje, som jeg overhovedet ikke interesserede mig for. Men jeg skulle jo vælge et eller andet, så jeg tænkte: Okay, så tager jeg reprofotograf – et fag, der ikke findes i dag.

– Der var én praktikplads til 37 mennesker, så vi skulle trække lod, og jeg fik den. Men stak den resolut videre til min sidemand.

Men hvorfor?

– Det var sådan et øjeblik, hvor livet bare ville noget andet med mig. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor, jeg gjorde det, men da jeg fik den tænkte jeg: “Det skal jeg bare ikke, det her!”

Politisk aktiv

Da Petrine kom på HF var hun begyndt at tage forskellige teaterkurser og fik en kæreste, som gerne ville være skuespiller.

– Han slog op med mig, og da han søgte ind, tænkte jeg, at det kan jeg fandeme også! Efter andenprøven ville de gerne se mig igen, men jeg skulle på skiferie, så jeg sagde, at det kunne jeg altså ikke den dag. Helt skørt.

– Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på! I hvert fald, jeg kom ind – og det gjorde min ekskæreste i øvrigt ikke, fortæller Petrine Agger, som fik en hård start på Odense Teaterskole.

– På det tidspunkt var jeg i BZ-miljøet, så det var sgu noget af en omvæltning. Jeg græd hver dag den første uge, kan jeg huske.

– Jeg havde brækket min arm om sommeren og var endt i en kørestol, fordi der var gået betændelse i armen, fortæller hun.

Derudover havde hun fået en kemisk leverbetændelse af en narkose, hendes krop ikke kunne tåle, så det første stykke tid måtte hun ikke lave noget som helst fysisk.

– Jeg var kommet til at bo ude på landet hos min tantes kollega, som var billedvæver – et godt stykke udenfor Odense, så det tog en krig at komme i skole hver dag.

– Og så måtte jeg ikke drikke det første halve år på skolen på grund af leverbetændelsen, hvilket jo også gør det lidt anderledes at starte et nyt sted.

– Hvad lavede du i BZ-miljøet?

– Jeg var en del af den gruppe, som besatte et tomt hus i Peder Hvidtfeldt Stræde i slut 80’erne.

– Vi forsøgte uden held at forhandle med kommunen, men i stedet for at forsvare vores hus voldeligt, lavede vi en aktion, hvor vi stillede en himmelseng i porten og fik alle mulige kendte mennesker til at sove i den for at gøre opmærksom på, at der ikke var boliger nok til unge.

– Jeg var også med i ungdomskampagnerne Next Stop Nevada og Next Stop Moskva.

I dag er Petrine ikke aktiv, men det politiske spiller stadig ind.

– Jeg er politisk bevidst.

– Da der var pressemøde i forbindelse med “Carmen Curlers” spurgte en af journalisterne, hvordan jeg troede, at folk så ville se på vores tid om 60 år, og så kom jeg til at græde. Fordi jeg tænkte: “Jamen, om 60 år ser verden ikke sådan ud, som den gør i dag. Og folk vil tænke på os som nogle idioter, der ikke gjorde noget for at forhindre det.” Det er absurd. Det er virkelig trist.

– Gør du selv noget?

– Næh, ikke andet end at gå til klimamarch, sortere mit affald, købe økologisk og spise mindre kød. Og da bådflygtningene drev i land på Lesbos, samlede en kollega og jeg penge ind til dem og en masse jakker fra forskellige filmproduktioner, så de kunne holde sig varme.

– Det lyder så latterligt, når man sidder og siger det højt, for det er jo ikke at være politisk aktiv – det er bare medmenneskelighed. Og en lille dråbe i havet.

Går i parterapi

Det var på teaterskolen, at Petrine mødte Søren Malling, som hun er gift med i dag.

– Vi fik først for alvor øjnene op for hinanden lige inden, vi holdt op på skolen, for vi havde begge kærester og Søren havde ovenikøbet en søn på fem år, da han startede på skolen som 24-årig.

– Efter mit forhold ville jeg ikke have en ny kæreste, jeg skulle bare være mig selv og prøve at være single.

– Men på et tidspunkt sagde Søren, at nu var det altså enten eller, og så blev vi kærester. Og nu har vi været sammen i 30 år.

– Vi elsker hinanden, det er en grundfølelse. Men det er da overhovedet ikke nemt. Lige nu går vi i parterapi, fordi vi gerne vil blive bedre til at klare nogle af de ting, vi ikke kan finde ud af sammen.

– Jeg synes, at vi har glæde af det, og det håber jeg, at vi bliver ved med at have. Et forhold bliver jo anderledes, når børnene flytter hjemmefra: Hvad er det så, vi gerne vil med hinanden? Hvad, synes vi begge, er sjovt?

– Vi er ret forskellige i, hvad vi synes er spændende og har lyst til at lave. Men vi er på vej, synes jeg. Hvorhen ved jeg ikke endnu.

Kæmper med forfængelighed

Da Petrine Agger fyldte 60 i august, fejrede hun det med en stor fest med 60 mennesker.

Men hun er også ærlig omkring, at det ikke kun er en fest at blive ældre.

– Først og fremmest er det jo kroppen, der bliver ældre, så den skal vedligeholdes.

– Jeg tvinger mig selv til at lave en halv times yoga hver morgen, og så cykler jeg meget. Man skal også vænne sig til, at ens ansigt, ens udtryk, bliver ældre. I mit fag følger det jo de roller, man får.

– Jeg opfatter stadig mig selv som ung, men når jeg så ser mig selv i spejlet tænker jeg: “Ej, det er jo ikke mig, det der!” Men det er det.

– Og man må tage det på sig, for der er også nogle fordele ved at blive ældre. Blandt andet en større ro, siger Petrine.

– … og en opmærksomhed på de ting, der ikke handler om arbejde. Ens venner, naturen – selv om det sikkert lyder vildt kedeligt at sige. Men det var ikke noget, jeg lagde mærke til på samme måde, da jeg var yngre.

– Da havde jeg ikke den der: ’Wauw, en flot himmel! Nej, se den blomst!’ Det gjorde de ældre nok også, da vi var unge – måske er det, fordi man forbinder sig til det, man skal tilbage til.

– Og begynder at sætte pris på alt det smukke, mens man er her, siger Petrine Agger, som blev enormt berørt, da sangerinden Elisabeth og kollegaen Jens Arentzen døde alt for unge i efteråret.

– Jeg havde det virkelig sådan: “Stop, stop! Det går for stærkt!” Jeg synes faktisk, at der ligger mange dramatiske ting i at blive gammel.

– Det er da ret dramatisk at skulle forholde sig til, at man skal dø. Det tænkte jeg ikke på, da jeg var 50. Da følte jeg stadig, at der var masser af år tilbage.

– Men så bliver man 60 og opdager, at det er det næste årti, at folk begynder at gå på pension. Jeg tænker altså ikke på mig selv som en, der snart skal på pension!

– Man kan heller ikke hundrede procent regne med sin krop længere, så får man lidt ondt her og lidt ondt der, og fødderne gør knuder.

– Jeg er meget afhængig af min krop i mit arbejde, så jeg har besluttet mig for, at jeg vil holde mig i form, så jeg kan være her så længe som muligt på den mest behagelige måde.

– For jeg vil virkelig synes, at det er ubehageligt at sidde i en stol og ikke kunne røre mig eller sådan noget.

– Kunne du finde på at få lavet plastikkirurgiske indgreb?

– Det er jeg lidt bange for. Jeg har ikke så meget lyst til at få skåret noget af min krop, som så ryger ned i en skraldespand.

– Men jeg må da indrømme, at jeg kæmper med forfængeligheden på en anden måde nu, end da jeg var yngre, så jeg bruger det kneb ikke at se mig selv for meget i spejlet.

– I mit fag skal man helst se så ung ud som muligt, vi er ikke vant til at kigge på gamle ansigter på film og tv. Men det er ved at ændre sig, tror jeg … håber jeg!

– Det kan jo ikke passe, at folk skal dømmes usynlige og uinteressante de sidste 20-30 år af livet. Og der er jo brug for alle slags mennesker, for skuespillere skal jo netop portrættere alle typer.

– Hvis alle er blevet opereret i ansigtet, hvordan skal vi så portrættere dem, der ikke ser sådan ud? Det er her, jeg forhåbentlig kommer i spil! siger Petrine Agger og griner højt.