Da min søn begejstret løb ind ad børnehavens låge, gik det op for mig, at jeg var vred. Men på den forkerte

Anne Wittorff Rusbjerg er chefredaktør på femina. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.

Det var en klassisk kedelig og kold oktober morgen.

Klokken var fem minutter over syv - og der stod vi på legepladsen i den institution, hvor begge mine børn går.

Min samvittighed var cirka lige så sort som den nattehimmel, vi kunne kigge op på.

Men min søn så på mig. Han var tydeligt begejstret:

“Mor, vi er de allerførste i HEEELE børnehaven”.

Og lige der gik det op for mig:

Jeg havde absolut intet at have dårlig samvittighed over. Mine børn var glade.

Jeg er i det hele taget så færdig med at have dårlig samvittighed.

Der er ellers mange, der fortæller mig, at jeg bør have det.

Både indirekte, som for eksempel den tidligere vuggestuepædagog, der er citeret i Politiken, for at sige, at det er “grundlæggende uforståeligt”, at forældre kan få sig selv til at aflevere deres 0-2-årige i institution.

Eller direkte som de - mange, mange - læsere, der mente, at jeg burde sige mit arbejde op og gå hjemme med mine børn, da jeg for nogle måneder siden skrev en kommentar om at kvaliteten i vores pasningstilbud var for dårlig.

Og det er lige præcis den del, der gør mig vred. For der er noget helt centralt, kritikerne glemmer.

Først og fremmest, at det i de fleste danske familier er et økonomisk grundvilkår, at to forældre går på arbejde

Kvinders arbejde er ikke et eller andet fritids-ego-projekt, de dyrker for deres egen selvfølelse. De er forsørgere, ligesom mænd.

I et stort interview med Berlingske tidligere på året fortalte den borgerlige debattør Eva Selsing om, hvordan hun passer sit barn hjemme, fordi det er bedst for barnet.

Men der er én ting, hun ikke nævner med et ord. Nemlig, at det for rigtig mange familier er pinedød nødvendigt, at der er to mennesker, der går på arbejde.

Jeg er helt med på, at der er få familier, hvor det kan lade sig gøre, at den ene går hjemme. Og en del familier, hvor det kan lade sig gøre, at den ene part går ned i tid. Men vi må ikke tale om det, som om den mulighed er en selvfølge. Som om, det bare er et spørgsmål om prioritering.

Det er privilegieblindt.

En anden - og mindst lige så vigtig pointe - er, at der aldrig - som i aldrig - er nogen, der fortæller min mand, at han burde have dårlig samvittighed. At han burde gå ned i tid. At han vel fik børn for at være sammen med dem.

I en undersøgelse fra The Diversity Council svarer 43 procent af de adspurgte, at den ideelle familiekonstellation er den, hvor moren arbejder deltid.

Mindre end 1 procent svarer, at det er den, hvor faren arbejder deltid.

Og det er stadig i meget høj grad kvinderne, der går ned i tid, når familielivet ikke kan hænge sammen.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik arbejder 26 procent af de danske kvinder deltid. Tallet for mænd er mindre end ti procent.

Og det er tilsyneladende også kvindernes skyld, hvis børn - efter en eller anden åbenbart universel standard - er for længe i institution.

Kan vi ikke i stedet være enige om at rette kritikken det rigtige sted hen. Problemet er ikke, at kvinder går på arbejde - i øvrigt heller ikke, hvis de gør det, fordi de godt kan lide det.

Problemet er, at de tilbud, vores børn afleveres i, ikke er gode nok. Så lad os gøre noget ved det. Og give de mange fremragende pædagogere og medhjælpere mulighed for at gøre deres arbejde.

Jeg er færdig med at være vred på mig selv, men jeg er ikke færdig med at være vred på de politikere, der lover minimumsnormeringer og bedre forhold i institutionerne, for så at se til, når kommuner indfører vikarstop, så mine børn ikke engang bliver tilbudt en anden voksen, hvis deres sædvanlige pædagog er syg.

Jeg er i øvrigt heller ikke færdig med at være vred på de indgroede stereotyper og normer, der konstant bruges til at banke kvinder i hovedet og fortælle os, at de valg, vi træffer, er forkerte.

Uanset, hvad vi gør.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: