De virker usynlige. Men kigger du ordentligt efter, får du måske øje på pigerne. For de findes - også i Danmark

I en opgang på Christianshavn ringer en dørklokke med jævne mellemrum.

Der er ikke et system. Nogle gange er der stille i længere perioder, andre gange ringer den flere gange i træk.

Det er børn, der ringer på.

Nogle har været her før, andre har først lige fundet modet til at ringe på.

24 timer i døgnet, 365 dage om året kommer de fra alle dele af landet og ringer på dørklokken ved Joannahuset.

Der er landets eneste krisecenter for børn og unge under 18.

Siden huset åbnede for tre år siden, har en tredjedel af dem, der har opsøgt huset, levet i en form for hjemløshed.

115 af de hjemløse børn og unge har været piger.

Måske har du set dem.

I toget, på en bænk blandt rejsende i lufthavnen, arm i arm med deres veninder i storcentre eller en sommerdag på Christiania.

De er der, men du lægger formentlig ikke særligt mærke til dem. De usynlige piger.

Flere har tasker med, når de ankommer, pakket i hast i ly af natten.

Andre har båret deres oppakning i længere tid, mens de har sovet på fremmede menneskers sofaer, i parkeringskældre eller i s-tog.

Nogen kommer uden bagage.

Men alle bærer de ting med sig.

Traumer, svigt.

Men også drømme og et spirende ungdomsliv.

En bamse i tasken

Udenfor kan man skimte Christianshavns Kanal. Efterårets første blade er ved at falde af træerne langs volden.

Men indenfor er her varmt. I entréen står sko i alle størrelser.

For enden af gangen ligger fire værelser med plads til seks overnattende børn og unge.

Til højre for indgangen står en dør på klem ind til en af stuerne i den gamle herskabslejlighed. På en sofa ved et vindue ligger en dreng under nogle tæpper og kigger på sin mobil.

En 15-årig mørkhåret pige sidder foran et klaver til højre for ham.

Hendes fingre klimprer lidt tøvende på tangenterne. Brudstykker af en sang breder sig i rummene.

En spinkel pige går igennem entréen, hun kigger nysgerrigt og lidt genert på de nyankomne.

Hun havde ikke lyst til at være hjemme længere. Der var sket nogle ting.

Derfor pakkede hun sine ting, lidt tøj og en bamse i en taske og stak af hjemmefra.

Siden hun kom til Joannahuset, har hun stået på skøjter, tegnet, snakket med de andre børn og unge, lavet perleplader og læst bøger på sin telefon.

Hun savner sine venner i skolen. Hun kan godt lide hunde, især golden retrievers.

Hun elsker at læse. Derhjemme tager hun tit på biblioteket og henter en kæmpe stak bøger.

– Jeg kan godt lide, at det er en anden verden. Så hvis der er noget, der er svært, så kan man bare læse, og så glemmer man det ligesom.

Hun har nok at tænke på for tiden. Lige nu venter hun på, at kommunen tager stilling til, hvad der skal ske.

Risiko for overgreb

Joannahuset åbnede den 15. august 2020. Siden har der været 678 børn og unge fysisk i huset. Ud af dem har 556 fået rådgivning. 36 procent af dem har levet i en form for hjemløshed.

Det kan dække over alt fra at sove på gaden i en midlertidig periode til at sofasurfe.

Blandt dem var der 78 drenge og 115 piger, samt ni unge, der identificerede sig som andet.

Hjemløse, mindreårige er generelt udsatte. Og som pige er man udsat på andre måder, end man er som dreng.

Det forklarer Amalie Smistrup, der er socialfaglig og politisk medarbejder i huset. Hun har været her siden huset åbnede.

Det fortæller hun siddende på gulvet, op ad væggen på et af børneværelserne i den afdeling, hvor de unge kan få husly.

Hun er på vagt sammen med to af andre - Lise Bernstrøm og Bolette Rheder, der begge er socialrådgivere.

Drengene, har en højere risiko for at ende i kriminalitet, som salg af stoffer eller tyveri, forklarer Amalie.

Pigerne er i særlig grad udsat for seksuelle overgreb og udnyttelse, forklarer Amalie Smistrup, det er hendes oplevelse på baggrund af de samtaler, hun har haft med de unge i huset.

Der er voksne mænd i de udsatte miljøer, der tilbyder husly med andre bagtanker.

– Det er meget oftere pigerne end drengene, der udsættes for voldtægt, når de sofasurfer. Der er voksne, der forventer at de unge piger betaler med sex – som vi jo ville kalde en voldtægt. Det bliver en del af at leve det liv, at det er sådan, man betaler.

Flere af pigerne kalder det ikke længere overgreb. De ser det som en præmis for at have et sted at sove om natten.

– Jeg har siddet til rådgivninger med unge, hvor det nærmest er blevet normalt for dem. De ved jo godt, at det er forkert og ikke okay, men de har desværre erfaret at risikoen for seksuelle overgreb er stor, når man lever det liv, de gør, siger Bolette Rheder, der er fuldtidsansat socialrådgiver i huset.

De ansatte hører flere gange om lejligheder, hvor voksne tager pigerne ind, nogle gange flere unge af gangen. Det skaber en parallelverden og et miljø, der er fuldstændigt uden opsyn fra ansvarlige voksne:

– Det, vi hører, der foregår i lejlighederne, er meget, meget bekymrende. Det er for eksempel voldtægter af ret unge piger og også over længere tid. Det kan også være, at de tager stoffer sammen, forklarer Amalie Smistrup.

Andre piger finder “evighedsfester” hvor voksne tager stoffer og drikker flere dage i træk. Vender om på dag og nat.

Men for pigerne kan det være en mulighed for et sted at være, en seng at sove i.

– Hvis man kan crashe en fest, der varer længe til om morgenen, kan man på en måde holde døgnet kørende ved at være til en fest i løbet af natten. Siger Lise, der er socialrådgiver og arbejder i huset.

Ens normalitetsbegreb og grænser udviskes, når man opholder sig længe i miljøer, hvor de fleste af os aldrig kommer.

Måske især, når man er i en alder, hvor ens syn på verden er ved at blive grundlagt.

Hjem til låns

I Joannahusets spisestue er to af husets frivillige ved at pakke flyttekasser med vinterstøvler ud.

Det er en donation fra Magasin. Og den kommer i tide, for vejret rusker mod vinduerne udenfor.

Der er æbleskiver i ovnen og i spisestuen bliver der spillet brætspil, mens dørklokken ringer med jævne mellemrum.

Joannahuset er døgnbemandet af tre vagthold, hvor der typisk er to frivillige og tre ansatte per vagthold.

Medarbejderne i huset tæller 18 fuldtidsansatte, 75 frivillige og 25 deltidsansatte.

Det er blandt andet socialrådgivere, jurister og pædagoger.

De frivillige hjælper til i dagtimerne og har vidt forskellige baggrunde og aldre. Nogle er unge studerende, andre er pensionerede. Det virker, for det er forskelligt, hvem de unge knytter sig til og føler sig trygge ved

I huset er der hjemligt i en sådan grad, at man næsten kan glemme, hvorfor børnene egentligt er her.

For selv om her er hjemligt, er det ikke et hjem.

Huset kan tilbyde husly for unge mellem 14-17 år, men det er på lånt tid.

På grund af lovgivningen kan de unge maksimalt få 5+2 dages husly.

De ansatte skal indhente forældresamtykke for at børnene kan overnatte i Joannahuset, det kalder man “at få husly”.

Det giver en del udfordringer, da flere af børnene er stukket af fra deres forældre eller andre, der har ansvaret for dem.

Som hvis krisecentre skulle ringe til en voldelig mand og indhente samtykke, når hans kone var flygtet fra hjemmet.

Men i starten af året besluttede et politisk flertal, at mindreårige fra alderen 12 og op får mulighed for at overnatte 48 timer uden samtykke, men med orientering. Derefter er samtykke en forudsætning for husly.

Og der er flere ændringer på vej. Fra næste år, bliver det muligt at give børnene husly i 7+7 dage.

Joannahusets syn på børn og unges rettigheder har blandt andet fået en række kommuner til at klage til Socialtilsynet.

DR beskrev i slutningen af 2023 kommunernes klager. De oplever, at krisecenterets rådgivning er ensidig.

Leder af huset, Jette Willumsen, udtaler til DR, at kritikken ikke kommer bag på hende:

- Joannahuset er et nybrud. Det er en ny positionering af børn og unges retsstilling, siger hun til DR.

Ingen af klagerne har ført til påtale fra Socialtilsynet.

Tæthedsangst

Pigen, der tidligere spillede klaver, viser os sit værelse. Her har hun haft husly, siden hun ankom søndag aften. I dag er det torsdag.

Hun har lavet perlekæder, snakket med de andre unge, spillet klaver og skrevet en underretning til kommunen med hjælp fra nogle af de ansatte.

Det er ikke første gang, der er lavet en underretning om hende til kommunen. Der har været flere, siden hun var helt lille.

Hun fortæller, at hun har været udsat for voldsom mobning fra klassekammerater og en lærer, skoleskift, seksuelle overgreb og har flere psykiske diagnoser.

– Jeg har fået at vide, at jeg har tæthedsangst. Hvilket vil sige, at jeg er bange for at komme for tæt på folk. Altså, at de lærer mig bedre at kende og kommer så tæt på mig, at de finder ud af, at der er et eller andet galt med mig, og så slutter det, og de forlader mig, ikke?

Hun har sovet fint, siden hun kom, fortæller hun. Men natten til onsdag, kunne hun ikke sove. Det var fordi, hun ikke vidste, om hun ville få lov at overnatte længere tid i huset.

Hun har ikke lyst til at tage hjem til sine forældre. Hun oplever ikke, at de tager hendes problemer seriøst. At det er et hjem.

– De har sagt til mig, at de ikke tror på, at jeg har det skidt. De synes ikke, at de kunne se det på mig. Det er også en af grundene til, at jeg ikke vil hjem.

Da hun så værelset, tænkte hun, at det præcis var sådan, hun ville ønske hendes eget værelse så ud.

Der er dæmpet belysning, mørke vægge, en seng med puder og et vindue.

Hun har lagt et tæppe op i den dybe vindueskarm, så hun kan sidde og kigge ud over tagene.

Ungdomsliv på flugt

Mange af de unge hjemløse går under radaren i offentligheden. Det er ikke sikkert, at andre tænker, at de er hjemløse.

Det kan være svært at forstå, at der findes hjemløse børn i Danmark, et af de lande med verdens højeste skattetryk, et velfærdssamfund, der griber de svageste og passer på de børn, hvis forældre ikke kunne magte at tage forældrerollen på sig.

Og det er tit den opfattelse, der møder de unge. At der må være en løsning, at de må have andre muligheder.

Ofte hører de ansatte i huset fra sagsbehandlere og kommunen, at de unge jo bare kan tage hjem.

Men hvad gør man, når man har en adresse, men ikke et hjem?

Nogle af de børn og unge dukker op i Joannahuset.

Når de ankommer til huset, kan de forblive anonyme, de behøver ikke fortælle, hvad de hedder eller hvor de bor.

Udover at være et krisecenter er Joannahuset også et rådgivningscenter, der hjælper børnene og de unge med kontakt til kommunen og sagsbehandlere.

Flere af socialrådgiverne i huset har selv tidligere været ansat i kommunen og kender reglerne indefra.

Husets tilgang til socialt arbejde er med den unge eller barnet i fokus.

Børnene er selv med til at lave deres underretninger. Nogle gange som breve, andre gange som sange, digte eller børnetegninger.

Det er ikke alle de unge, der sover i huset. Nogle kommer for at få et måltid mad, vasket tøj, oplade en telefon, snakke med en voksen.

De har vidt forskellige baggrunde. Nogle kommer fra familier, der selv er meget socialt udsatte.

Andre er udsat for social kontrol i religiøse miljøer.

Amalie Smistrup har hørt lidt af hvert i sine rådgivninger med de unge piger.

Genopdragelsesrejser, indespærringer, voldsom fysisk afstraffelse. seksuel vold, hjemløshed, et ungdomsliv på flugt.

Men selv om man er på flugt, er man stadig barn eller teenager:

– Jeg har engang haft en pige, som fik brændt håndfladerne og klippet alt sit hår af. Det var frygteligt. Men så fyldte det helt vildt meget for hende, om en dreng svarede hende på Snapchat, fordi hun var forelsket og var 13-14 år. For det er jo også ungdomsliv, vi får ind ad døren.

Og der er stadig andre ting, der fylder. Kærlighed, venskaber. De unge hjemløse finder ofte tryghed i hinanden. Bliver hinandens tilvalgte familier.

De finder mestringsstrategier, som kan være svære for voksne at forstå.

Udefra kan det ligne unge, der bare vil hænge ud på Christiania, feste løs eller begå kriminalitet.

Men Amalie mener, at det er vigtigt at se på, hvorfor de unge bliver i og opsøger de fællesskaber. De unge er solidariske med hinanden og passer på hinanden:

– Det er meget vigtigt at have respekt for, når man som voksen skal forstå, hvorfor den unge bliver i kriminelle miljøer, eller hvorfor de indgår i usikre forhold. Ja, det er fordi, det er dér, de har mødt de første mennesker, der virkelig så dem for dem, de er.

Joanna

Det er ved at være aften.

Klokken er lidt i seks. I spisestuen dækker to af de frivillige op til aftensmad, der er mørkt udenfor.

De unge må selv bestemme, om de vil spise med.

En dreng spiller Fortnite på computeren i en ende af rummet.

Udenfor har mørket sænket sig over kanalen.

Indenfor er her roligt. Det er noget tid siden, dørtelefonen har ringet sidst.

Den mørkhårede pige sidder ved klaveret.

Det, der før lød tøvende, er nu en sammenhængende melodi: “Joanna” af Kim Larsen.

Ta' mig med til dit drømmeland

Der hvor man ka' drømme

Og ta' mig med ud i verdens larm

Der hvor man ka' larme

Ta' mig med til Joanna

Ta' mig med, ta' mig med, ta' mig med

Hvis det er der, hvor man ikke bare

Ska' passe sig selv

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: