Det bekymrer hende, at kvinder vil dyrke moderskabet og gå ned i tid. Selv har hun arbejdet virkelig meget – og været en ”skidegod” mor

Nina Smith har taget fejl af tiden og er kommet en time for tidligt.

Hun sidder derfor begravet i Kaare Dybvad Beks omdiskuterede bog “Arbejdets land,” da jeg ankommer til vores aftale på Café Europa i København.

En bedre scene ville jeg næppe have kunnet fremmane, da det netop er arbejdsmoral og den verserende debat om work/life-balance, som jeg skal tale med den anerkendte professor i nationaløkonomi om.

En debat, Nina Smith allerede har skrevet sig ind i, som da hun i Berlingske udtalte, at hun aldrig – aldrig! – har haft dårlig samvittighed over at hente sine børn som den sidste, og at hun synes, det er en bekymrende tendens, at flere ønsker at arbejde mindre for blandt andet at dyrke et mere “traditionelt” familieliv.

– Folk vil dyrke sig selv, og kvinder vil dyrke moderskabet, og den udvikling er jeg bekymret for, fordi den ikke harmonerer med den velfærdsmodel, vi har bygget op, siger hun, trækker vejret kort og fortsætter så:

– Det er utopisk at tro, at man både kan få alle de goder, som vores velfærdssamfund giver i form af børnepasning, gratis skolegang, pleje af de syge og gamle, og dertil selv vælge at gå hjemme det meste af tiden – det hænger simpelthen bare ikke sammen, hvis vi alle gør det, siger hun.

Og så er vi ligesom i gang.

Jeg skal lige til at spørge, om det i en tid præget af rekordmange stresssygemeldinger og udbredt psykisk mistrivsel, ikke giver meget god mening, at mange mennesker søger efter et alternativ, da en tjener kommer og prikker mig på skulderen og viser os hen til et bord i mere rolige omgivelser. Så det må vi vende tilbage til.

Nina Smith er født i 1955 og voksede op i et indremissionsk miljø på Fyn, hvor hun hver søndag hørte sin far holde andagt om, hvordan kvinder blandt andet bør tie i offentlige forsamlinger.

– Det syntes jeg simpelthen var dybt uretfærdigt, og jeg kan tydeligt huske, at jeg meget tidligt besluttede mig for, at jeg ikke ville leve på den måde.

– Derfor blev det også enormt vigtigt for mig, at jeg ville have en uddannelse, så jeg kunne klare mig selv, for jeg ville aldrig være afhængig af min familie eller nogen mand for den sags skyld.

Nina Smith lærte også om værdien af flid og hårdt arbejde. Så snart hun fik fri fra skole, hjalp hun med at drive familiens landbrug, og ofte arbejdede hun helt til aftentid med roehakning, eller hvad der ellers skulle gøres på gården.

For sådan var det jo, som hun siger.

Men for Nina Smith var livet også så meget mere. Hun længtes efter friere rammer, større vidder, fremdrift og frihed.

– Da jeg blev ældre, sneg jeg mig hjemmefra og levede tit et vildt liv, hvor jeg drak og gik til fester.

Alt det, hun egentlig ikke måtte, hvilket også gjorde, at hun som 14-årig flyttede hjem til en veninde, hvis familie blev som hendes egen.

– Jeg har været heldig at støde på nogle mennesker i løbet af mit liv, som har hjulpet mig, siger hun og tilføjer:

– På mange måder er det jo den fuldstændig klassiske historie om, at de mennesker, man møder, kan ændre ens livsbane, hvis man er heldig.

Og således gik det, at Nina Smith med hjælp, men mest af egen kraft, kom i gymnasiet og senere blev optaget på økonomistudiet på Aarhus Universitet. Her klarede Nina Smith sig ikke bare godt, men rigtig godt, og lige så stille begyndte trangen til at tage det endnu videre at vokse.

– Jeg ville frygtelig gerne være forsker, men det tror jeg ikke, at særlig mange af dem, der havde magten, kunne se for sig, både fordi jeg var kvinde, men også fordi jeg fik barn under studiet.

– Jeg har tabt til rigtig mange mænd gennem tiden, indskyder hun med et skælmsk smil.

At blive mor var dog ikke noget, som afholdt Nina Smith fra at gå op i sine studier. Hun var til forelæsning samme dag, som hun fødte sit første barn og tilbage på skolebænken igen ugen efter.

– Min mand passede barnet, og heldigvis boede vi tæt på universitetet, så jeg kunne komme hjem og amme i pauserne. Det er også derfor, at jeg aldrig har troet på det såkaldte moderskab, siger Nina Smith med en lettere forvrænget stemme.

– Jeg tror på forældreskabet.

Et kollektivt forsikringsselskab

Og så er vi tilbage ved spørgsmålet om, hvordan vi skal leve vores liv i en moderne velfærdsstat, hvordan vi skal prioritere, organisere og tilrettelægge en ofte hektisk hverdag.

For hvorfor er det så slemt, at nogle kvinder gerne vil dyrke moderskabet og have mere tid sammen med deres børn og derfor går på deltid eller indretter deres arbejdsliv mere fleksibelt?

– Folk skal selvfølgelig selv bestemme, hvilket liv de vil leve, siger Nina Smith.

Men hvis vi gerne vil bevare den velfærdsstat, vi har opbygget, hænger det ikke sammen, hvis kvinder igen begynder at ville tilbage til familien, eller hvis alle gerne vil arbejde mindre og have mere ferie.

Det kan ligefrem resultere i et potentielt sammenbrud i velfærden, konstaterer hun.

– Engang så arbejdede man, fordi det skulle man jo, og det var vi opdraget til. Men jo rigere, vi er blevet, jo mere fritid vil vi også gerne have.

Jeg skal lige til at bryde ind for at få forklaret, hvorfor vi som borgere i et velstillet samfund ikke blot skal nyde den mulighed, da Nina Smith ufortrødent fortsætter sin talestrøm.

– Pointen er, at den samfundsmodel, vi har bygget op i Danmark, er helt afhængig af, at vi har et stort arbejdsudbud, fordi der skal være ressourcer til at drive den store offentlige sektor, som blandt andet indebærer alle SOSU’erne, pædagogerne og de ansatte i sundhedsvæsenet.

– Men i stedet så ser vi en trend, hvor mange hellere vil dyrke deres eget liv, og den udvikling synes jeg er bekymrende.

Men tror du, det er sådan, det hænger sammen? Det er vel ikke et forsøg på at fralægge sig ansvar, men mere et ønske om at leve en mindre fortravlet hverdag og tage noget tilbage?

– Jo.. Men hvad er det så, vi vil tage tilbage?

Jamen, det er jo tid og nærvær …

Nina Smith tænker sig lidt om.

– Jeg gik forbi en BUPL-demonstration (pædagogernes fagforening, red.) sidste år, hvor halvdelen stod med skilte, hvor der stod, at de ville have kortere arbejdstider, og den anden halvdel stod med skilte, hvor de krævede højere normeringer i daginstitutionerne – og der behøver man altså ikke at være professor i nationaløkonomi for at regne ud, at de to ting ikke hænger sammen.

– Og det er dét, der er problemet, pointerer hun igen.

– For jeg kan sagtens forstå, at man som børnefamilie ofte har for travlt, og for mig ville det ideelle samfund være et, hvor vi var lidt mere solidariske på tværs af generationer, så man kunne arbejde lidt mindre, når man havde små børn.

Nina Smith går i gang med at forklare, hvordan man kan anskue velfærdssamfundet som et kollektivt forsikringsselskab.

– Jeg plejer at bruge det billede, at vi gennem vores fælles forsikring får adgang til skole, uddannelse, SU, sundhedspleje, ældrepleje, folkepension og så videre, som vi så skal betale tilbage gennem skatten for at velfærdsstaten kan hænge økonomisk sammen.

– Problemet er bare, at modsat en privat forsikring, hvor man ikke får noget, hvis man ikke betaler, så kan man bare lade være med at betale forsikringspræmien til vores kollektive forsikringsselskab, men stadigvæk få del i det hele.

– Og hvor man engang godt kunne huske sammenhængskraften, så vælger flere i dag at indrette sig på egne præmisser, og hvis det bliver en trend, så hænger modellen ikke længere sammen, og så bliver folk nødt til at købe en privat forsikring i stedet.

Så det, du frygter, er, at det vil skabe større ulighed i samfundet?

– Ja, det er jo så det næste problem. Jeg frygter, at vi når til et tipping point, hvor folk er nødt til at forsikre sig så meget, fordi det offentlige ikke længere kan tilbyde en ordentlig ældreomsorg eller folkeskole, at de ikke længere er interesserede i at støtte den skattefinansierede velfærdsstat.

Men hvorfor så ikke kritisere det system, vi har skabt, frem for de mennesker, som ønsker sig et mere balanceret liv, fordi de mistrives i det system?

– Jeg synes, at det er dybt alvorligt med al den stress og mistrivsel, vi ser, særligt blandt unge. Men der, hvor jeg tit synes, det kortslutter, det er, når man påstår, at det handler om arbejdstidens længde.

Jeg prøver at nævne noget med, at visse studier viser, at man kan arbejde lige så effektivt på kortere tid, men Nina Smith er ikke til at rokke på.

Det kan godt være, man kan effektivisere og fjerne noget bureaukrati i det offentlige. Men de varme hænder kan ikke løbe hurtigere. Folk er ikke kun syge fire dage om ugen, som hun siger, og derfor ser hun det ikke som en beundringsværdig strategi, hvis flere begynder at melde sig ud af samfundet for at dyrke deres egne gulerødder.

Men tror du ikke, at der er en dobbelthed i det? Man ønsker at bidrage, men …

Nina Smith afbryder.

– … men man vil selv vælge, hvad man vil bidrage med?

– Og det er igen der, vi har problemet, for det er sgu da kedeligt at arbejde, men det skal til, for at vi kan få en uddannelse, få SU, få hjemmehjælp.

Jeg kan mærke, at vi er havnet i en hårdknude, og at det er på tide at få et par løsninger på bordet. En af dem hedder, ifølge Nina Smith, incitament.

– Jeg tror, vi bliver nødt til at have nogle incitamenter, så det bliver tydeligt for folk, at man er nødt til at arbejde, hvis man ønsker at bevare velfærdsstaten.

Så det vil sige mere i løn?

Ikke nødvendigvis, mener Nina Smith, selv om det vil have en effekt, hvis de klassiske kvindefag fik mere i løn.

– Men jeg tror ikke, det vil løse det hele. I stedet tror jeg, vi bliver nødt til at have et system, hvor det faktisk kommer til at betyde noget, hvor meget du arbejder i forhold til, hvor mange ydelser du kan få del i.

Den perfekte mor

Velfærdsstaten har for Nina Smith personligt haft en uvurderlig betydning for, hvordan hun har klaret sig. Den gav hende mulighed for at komme væk fra en familie i udu, den gav hende gratis skolegang og SU, så hun kunne koncentrere sig om studierne.

Og ser man på velfærdsmodellens betydning for kvinders generelle placering i samfundet i dag, er der ingen tvivl om, at den har haft afgørende betydning.

– For os kvinder er der kæmpe ligestillingsperspektiver i, at vi stadig kan finansiere en model a la den, vi har, hvis vi gerne vil beholde de friheder, som den giver mulighed for.

Den tillader os blandt andet at blive skilt, påpeger Nina Smith, og i forhold til, hvem der kommer til at stå for pasning og plejning af de ældre, hvis de offentlige tilbud forværres, ved vi også godt, hvor pilen kommer til at pege hen.

– Det er os kvinder, der kommer til at hænge på dem, som Nina Smith siger.

Men hvad skal alle de mennesker, som ikke trives i det nuværende system, og som ønsker et mere velafbalanceret liv, så stille op?

– Jamen selvfølgelig skal vi da stræbe efter at have et velafbalanceret liv

– jeg mener jo også selv, at jeg har været en skidegod mor, selv om jeg har arbejdet virkelig virkelig meget!

– Det jeg siger, er, at jeg ikke tror, det handler om arbejdstidens længde, men om alt det andet, vi pålægger os selv, fordi vi tror, vi skal præstere hele tiden og være den perfekte mor og bage boller og sy fastelavnskostumer fra bunden.

– I 1919 fik vi indført 48 timers arbejdsuge. Indtil da havde vi arbejdet 54 timer, og nu er vi så nede på under 37, og aldrig har der været flere med stress og psykiske problemer – det er da tankevækkende.

Men du tror ikke, løsningen kunne være, at folk fik mere fleksibilitet til at tilrettelægge deres egen tid, så de for eksempel kunne være mere sammen med deres børn?

– Jo, selvfølgelig er fleksibilitet vigtigt, men det er jo noget andet end kortere arbejdstid.

– Vi skal stoppe med at ville være de perfekte mødre og ville være lykkelige hele tiden, og hvis ikke vi gør dit og dat, så skal vi have dårlig samvittighed.

– Altså, slap af, afslutter Nina Smith.