"Det eneste øjeblik, jeg har for mig selv, er, når jeg har afleveret mine børn. Jeg græder ofte i bilen. Det hele føles så magtesløst"

I mit barndomshjem var tv’et tændt 24/7 på forskellige arabiske kanaler. Min mor havde et kæmpestort behov for at vide, hvad der skete hele tiden.

Vi har også altid talt palæstinensisk-arabisk derhjemme og spist palæstinensisk mad. På den måde har Palæstina haft en enorm påvirkning på mit liv, selv om jeg aldrig har boet der.

Min mormor og morfar blev fordrevet fra byen Ashkelon, der dengang hed Majdal Asqalan, i 1948. De troede, at de kun skulle være væk i et par dage, og derfor pakkede de ingenting, heller ikke min mormors guldsmykker.

Men de kom aldrig tilbage. Deres hus og ejendele blev overtaget af europæiske immigranter, og de måtte flygte til Gaza.

Når min morfars længsel blev for stor, tog han sommetider min mor og hendes søskende med på tur til Majdal Asqalan. Så stod de der og kiggede ind på det liv, som kunne have været deres.

Jeg er født i Syrien. På grund af konflikten er vores familie spredt over hele verden. Vi kom til Danmark som flygtninge i 1989, da jeg var to år gammel.

Man kan vel sige, at det er lidt en tilfældighed, at jeg i dag bor her, mens min familie lever under bomberegn.

Jeg besøgte Gaza, da jeg var 10 år gammel. Vi rejste gennem Egypten for at komme til grænseovergangen ved Rafah. Ved grænsen blev vi mødt af israelske soldater, som spurgte, om vi havde våben i tasken. Min mor blev rasende. Jeg blev bare bange.

På grund af mit danske pas og min mors ophav skulle vi igennem to forskellige checkpoints. Jeg blev hurtigt sendt igennem, men det gjorde min mor ikke. Jeg sad alene i syv timer på den anden side af grænsen og ventede på hende.

Det var sjovt at møde hele min mors familie. Den er kæmpestor, en af de største i hele Gaza. Der var så mange børn at lege med. Vi tog på stranden og ned i Gaza By. Min mors fætter ejede en bygning, hvor alle hans børn boede. Vi løb mellem lejlighederne og legede.

Den bygning er blevet bombet nu. Den er bare væk.

Der er over 140 mennesker fra vores familie, der er blevet dræbt. Det virker så uvirkeligt at sige.

Jeg sov hos min mor natten til den 7. oktober. Da jeg vågnede, var hun allerede oppe, og hun spurgte med det samme, om jeg havde hørt, hvad der var sket. Jeg har stadigvæk svært ved at forstå, hvordan det kunne ske. Jeg blev fyldt med angst.

Få dage efter var flere af vores familiemedlemmer blevet dræbt. Den yngste var kun et par måneder gammel.

Min mor forsøger at ringe til folk fra vores familie hver dag, men ofte er de svære at få kontakt til. Der er over 100, som vi ikke ved om er i live. Formentlig ligger de under murbrokkerne, fordi der ikke er ressourcer til at grave dem fri.

Hver gang vi taler med vores familie, fortæller de om noget nyt. Endnu en katastrofe.

Den anden dag fik vi et billede af min mors fætters barnebarn på fire år, som lige har fået amputeret sin arm. Hun er endda en af de heldige, fordi hun er blevet evakueret til Tyrkiet.

Vi slutter altid samtalerne med at sige, at vi tales ved, men vi kan aldrig være sikre.

Jeg har prøvet at skærme mine egne børn så meget som muligt. Jeg har aldrig fjernsynet tændt. Jeg vil ikke udsætte dem for det, fordi jeg selv har set videoer som barn, som man ikke bør se.

Vi var hele tiden eksponeret for konflikten, og det har sat sig. Men jeg tror ikke, min mor forstod, hvor meget det påvirkede os, fordi hun selv har oplevet ting i virkeligheden, der er så meget værre.

Selv om jeg prøver at opføre mig normalt, kan mine børn godt mærke, at jeg er fraværende. Den anden dag kom min søn hen til mig og sagde: "Mor, du sidder hele tiden med din telefon og læser om Gaza." Jeg føler mig som en dårlig mor, fordi de kan mærke, at jeg ikke er okay.

Min søn hørte om krigen i skolen. En dag kom han hjem og spurgte, om det var rigtigt, at Gaza blev bombet. Jeg prøvede at forklare ham omstændighederne, men uden at fortælle hvor mange fra vores egen familie, der er blevet dræbt. Det behøver han ikke at vide.

Da jeg var yngre, rejste jeg til Vestbredden. Jeg havde brug for at se det med mine egne øjne.

I Østjerusalem mødte jeg en palæstinensisk dreng, der lige var blevet løsladt fra fængslet. Jeg kunne se de blå mærker på hans krop. Det føltes som at tale med en lille voksen på grund af alt det, han allerede havde gennemlevet.

Tanken om, at det kunne have været mine egne børn, hvis ikke det var for livets tilfældigheder, er ikke til at bære.

Jeg har meget svært ved at falde i søvn, og jeg vågner mange gange i løbet af natten for at tjekke nyhederne. Tankerne kører rundt hele tiden. Det er som at leve i en lille boble. Alt andet har mistet sin betydning.

Jeg prøver at få dagligdagen til at fungere, fordi jeg har små børn, men jeg kan godt mærke, at jeg ikke har det samme overskud, som jeg plejer.

I starten blev jeg meget stille på mit arbejde, når mine kolleger talte om andre ting. Jeg følte, at jeg måtte undertrykke et skrig indvendigt. Det er svært for mig at tale om andre ting, og at livet for andre går videre, når min familie bliver bombet.

Efter noget tid talte jeg med min leder om det. Hun var rigtig god. Jeg tror ikke, hun havde tænkt over min baggrund.

Nu er jeg også begyndt at sige det højt til flere kolleger, og de er gode til at spørge ind. Det er en stor befrielse ikke at skulle spille normal, når jeg har en orkan af følelser indeni.

Det eneste øjeblik, jeg har for mig selv, er, når jeg har afleveret mine børn og kører ind på arbejdet. Jeg græder ofte i bilen. Det hele føles så magtesløst. Jeg får dårlig samvittighed over, at jeg lever trygt. At jeg kan spise og sove uden fare. Alt jeg gør, giver mig dårlig samvittighed.

Jeg har ikke noget begreb om, hvad udsigterne er. Det er svært at bevare håbet, svært at være optimistisk. Jeg læste i går, at selv hvis krigen stoppede lige nu, så vil Gaza først være tilbage på samme niveau som før krigen i 2092. Det er om 68 år.

Jeg håber selvfølgelig, at krigen snart slutter. Men jeg er bange for, hvilke konsekvenser det kan få, at man har traumatiseret en hel befolkning. Traumer går i arv. Min mors traumer har påvirket mig.

Selv om det virker håbløst, tror jeg på, at der kan komme fred. Men det kræver en retfærdig proces, hvor alle bliver behandlet og set som ligeværdige.

Jeg håber, det kommer til at ske.