Jeg kan ikke sove. Jeg ligger og tænker på, hvor uretfærdig verden er. De mest brutale ting sker som regel om natten

Jeg er født i 1959 i Gaza By. Vi boede i et fint hus med have, der lå næsten helt ned til vandet. Dengang var der ingen højhuse og heller ikke særlig mange indbyggere. Alle kendte alle.

Min far var ingeniør, og min mor arbejdede på den lokale FN-skole. Det betød, at jeg gik i FN-skolen, som ellers var forbeholdt børn med flygtningebaggrund. Min mor var meget disciplineret, og hendes førsteprioritet var altid vores skolegang.

Jeg var syv år, da Israel besatte Gazastriben under seksdageskrigen. Vi havde to beskyttelsesrum under vores hus, og derfor kom flere af naboerne over til os. Jeg kan huske, at vi byggede en lerovn, så vi kunne bage brød, fordi der ikke var noget gas. Vi rev også væggene ned mellem husene, så man kunne bevæge sig mere frit.

Inden besættelsen var der ikke israelske soldater på gaderne og kampvogne på vejene.

Min far var meget politisk aktiv og blev ofte fængslet. Soldaterne kom ind i vores hus midt om natten. Det var først, da jeg kom til Danmark, at jeg forstod, hvor meget frygt har fyldt i min barndom. Angsten sidder dybt i kroppen.

På vej til skole så jeg ofte unge mennesker, der stod med hænderne over hovedet langs husmurene, fordi soldaterne inspicerede dem. Det var et helt almindeligt syn. Når der var demonstrationer, kastede de sommetider tåregas på os børn, og nogle blev også arresteret.

Vi havde en jernport foran vores hus og en jerndør ind til selve huset. Men alligevel skyndte jeg mig at løbe ind i huset og låse døren, hvis en gruppe soldater kom gående forbi. Jeg var så bange hele tiden.

Jeg rejste fra Gaza i 1976, efter at jeg var blevet student. Dengang kunne man som palæstinenser få gratis uddannelse i Egypten. Min mormor blev meget skuffet, da jeg sagde, at jeg hellere ville være tandlæge end læge. Vi palæstinensere er ofte udsat for krig, og derfor bliver du aldrig arbejdsløs som læge, sagde hun.

Jeg har ikke været tilbage i Gaza siden 1999. Jeg kan ikke få indrejsetilladelse, så derfor har flere af mine børn heller aldrig været der. De har kun besøgt min mands familie, som kommer fra en lille by nær Haifa i Israel. Jeg synes, det er hårdt, at vi aldrig har kunnet besøge min familie, og at de ikke har kunnet besøge os.

Den 7. oktober startede som en helt almindelig dag. Jeg vågnede og lavede morgenkaffe og begyndte så at læse nyheder på min telefon. Jeg kunne ikke tro, hvad jeg læste, så jeg tændte for fjernsynet og løb ind og vækkede min mand. Det var ligesom den 11. september. Jeg er stadig i chok over, at det kunne ske.

Samtidig blev jeg bange, fordi jeg vidste, at der nu igen ville blive krig i Gaza.

Alle mine fætre og kusiner bor stadigvæk i Gaza. Jeg har mistet mange af dem nu. På min mors side er 16 blevet dræbt, og på min fars side er seks blevet dræbt. Jeg får det at vide gennem medierne, fordi det ofte er svært at få kontakt til dem i Gaza. Internetforbindelsen svigter hele tiden.

Min fætters familie blev bombet i deres hjem. De var otte mennesker. To af hans sønner var ikke hjemme, men da de skulle begrave dem et par dage senere, blev de ramt af en raket og dræbt. Hele familien er blevet udslettet, bortset fra en datter som bor i udlandet.

Jeg lever i konstant angst. Hver dag forventer jeg at høre dårlige nyheder. Jeg forsøger at holde kontakt til min familie på sms, men som regel går der mange dage og nogle gange uger, før de svarer.

Jeg er begyndt at bruge mere makeup for at skjule, at jeg ikke kan sove om natten. Jeg ligger og tænker på, hvor uretfærdig verden er. Jeg kigger på uret og tænker: nu er den et, nu er den to, nu er den tre, og jeg har stadig ikke sovet. Til sidst giver jeg op og begynder at kigge på min telefon.

De mest brutale ting sker som regel om natten, og fordi jeg kender Gaza så godt, ved jeg også, hvor de forskellige områder er, og om jeg har familie, der bor der, hvor der bliver bombet.

Der er mange unge mennesker fra Gaza, som er begyndt at skrive til mig på Facebook for at spørge, om jeg ved, hvordan de kan komme ud. I morges var der en ung forfatter, hvis tekster jeg ofte har liket på sociale medier, der skrev til mig, fordi han havde hørt, at man kunne evakuere sine venner. Hans hus er blevet bombet. Han har mistet alt. Jeg tænker ofte, hvor synd det er, at hvis blot de her unge mennesker var blevet født et andet sted, så kunne de sikkert være blevet til noget stort. Men nu er deres fremtid udsigtsløs.

Det er flovt at sige, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal trøste dem. Jeg svarede forfatteren, at han skulle være glad for, at han stadig har sine arme og ben og sin familie, og at han må tænke på alle dem, som har det værre end ham selv. For hvad skal man sige? Alt føles forkert, når man selv sidder i sikkerhed her i Danmark.

Jeg har meget lidt energi for tiden. Jeg tager med til demonstrationerne, fordi de giver mig styrke, og jeg tager med til støttemiddage, men jeg kan ikke overskue selv at arrangere noget. Krigen er blevet en ventil for al den angst, jeg har i kroppen. Den eneste pause, jeg får, er, når jeg arbejder. Jeg har altid været glad for mit arbejde, men lige nu er det min eneste glæde.

Nogle aftener prøver min mand og jeg at sætte en film på, men jeg ender alligevel med at sidde med min telefon, fordi jeg ikke kan koncentrere mig. Krigen er der hele tiden. Hver dag lover jeg mig selv, at jeg ikke må læse nyheder eller kigge på de sociale medier, men det er umuligt. Jeg har brug for at vide, hvad der sker.

I sidste uge døde min fætters storebror, der blev bombet sammen med sin familie. Han fik hjertestop af sorg. Han var ellers lige blevet evakueret sydpå til Rafah, men pludselig gik hans hjerte i stå, og de kunne ikke nå at få ham på hospitalet, fordi der ikke var flere ambulancer. Han kunne ikke klare det psykisk længere. Hans krop gav op.

Det, der belaster mig allermest, er udsigtsløsheden i det hele. Jeg kan ikke se, hvordan det skal ende. Men jeg håber, at folk får lov til at vende hjem til deres ruiner. Det vil være katastrofalt, hvis alle de fordrevne ikke får lov til at vende hjem.

Min mand spurgte den anden dag, hvad jeg ville tage med, hvis soldaterne pludselig stod ude foran vores dør og sagde, at vi havde 15 minutter til at pakke.

Hvad ville man tage med? I Gaza får de ikke engang 15 minutter til at pakke. De får bare besked på at forlade deres hjem, men alligevel falder bomberne.

Jeg ville ønske, at vi kunne trykke på en knap, som stoppede krigen, for jeg kan ikke holde ud, at det skal fortsætte sådan her.