Det kys, hun fik efter VM-sejren, stjal al opmærksomheden
Foto: Kim Price/AP/Ritzau Scanpix
Præsidenten for det spanske fodboldforbund, Luis Rubiales, har fået skarp kritik for at kysse Jenni Hermoso, angriber på det spanske landshold, på munden efter Spaniens 1-0-sejr over England i VM-finalen søndag.
I en video, der har affødt stærke reaktioner på sociale medier, ser man Rubiales kysse Jenni Hermoso på munden.
Jenni Hermoso blev bagefter optaget på en livestream, hvor hun gav udtryk for, at hun "ikke kunne lide det".
Luis Rubiales selv afviser, at kysset på nogen måde skulle være et udtryk for noget upassende. Adspurgt på spansk radio om kysset og de affødte reaktioner udtalte han, at "der er idioter overalt."
Præsidenten var også med i omklædningsrummet efter sejren, hvor han lovede spillerne en tur til Ibiza, mens han havde armen om Hermoso og sagde, at han vil gifte sig med hende på øen.
Kysset har affødt mange reaktioner og domineret spanske medier efterfølgende.
Kritikken lyder blandt andet fra den tidligere engelske landsholdsanfører Casey Stone, der skriver på X (tidligere Twitter), at Rubiales ikke ville have kysset en mandlig spiller på den måde.
En af dem, der også har reageret, er den spanske ligestillingsminister, Irene Montero, som har skrevet følgende på sin profil på X:
"En form for seksuel vold, som vi kvinder udsættes for dagligt og indtil nu har været usynlig. Vi kan ikke normalisere dette."
Ligestillingsministerens synspunkt blev bakket op af Nadia Tronchoni, der er redaktør for sportsdækningen på avisen El País.
Her skriver hun om kysset og kalder det et angreb på alle kvinder, der fejrede sejren ved søndagens finale:
"Sikke en skam, at sådan en smuk dag ender med at blive plettet af denne snuskede machocisme. Hvilken lille følsomhed."
Med til historien hører også, at det spanske kvindelandshold netop er i gang med et opgør mod sporten som mandsdomineret.
Derudover var det spanske landshold i forvejen ikke særligt tilfredse med Luis Rubiales og det spanske fodboldforbund.
Efter EM i 2022 krævede 15 spanske landsholdsspillere flere ændringer – blandt andet, at landstræner Jorge Vida skulle stoppe som træner, hvis de skulle spille for holdet igen. Men han er fortsat træner, og således vandt holdet også VM uden en del af holdets stjerner, som ikke tog med til VM i protest.
Senere søndag aften udsendte det spanske fodboldforbund en skriftlig udtalelse, som angiveligt skulle være fra Jenni Hermono, hvor kysset beskrives som "en fuldstændig spontan gensidig gestus" på grund af den glæde, der følger med at vinde VM:
"Præsidenten og jeg har et fantastisk forhold, hans opførsel med os alle har været enestående, og det var en naturlig gestus af hengivenhed og taknemmelighed."
Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: