Han elskede at optræde, men da han så, hvem der sad i publikum, forsvandt glæden

Vi starter med at spole tiden ca. 20 år tilbage. 13-årige Youssef Wayne Hvidtfeldt står sammen med sin bror iført dametøj i et kopirum i medborgerhuset på Blågårdsgade på Nørrebro.

Drengene er blevet hyret til at optræde med et af deres sketchshows for områdets beboere. Til lejligheden er kopirummet derfor forvandlet til et backstageområde.

Men selv om brødrene er vant til at optræde, er noget anderledes denne aften. De kender ellers formatet godt.

Deres far, som på det tidspunkt er meget engageret i medborgerhuset, har løbende inviteret drengene til at optræde til diverse arrangementer såsom fødselsdage og julefester.

Desuden har de hele deres barndom set deres mor, onkel og andre familiemedlemmer more sig med at klæde sig ud og lave forskellige sketches, som de har filmet med deres videokamera.

Under normale omstændigheder ville de glæde sig til at gå på scenen. Ikke mindst på grund af de 500 kroner, som venter dem bagefter, men ikke i dag.

For blandt publikum har brødrene fået øje på nogen, som får det til at krympe sig i dem, når de tænker på, at de lige om lidt skal danse som Michael Jackson, mime til den satiriske musikgruppe Gramsespektrum og ja, klæde sig ud som damer.

Denne aften har flere af Blågårdens unge fyre nemlig fundet vej ind i medborgerhuset og taget plads blandt publikum.

Altså, de store drenge fra gården, som altid skubber lidt ekstra, når de spiller fodbold. De drenge med alle øgenavnene, som ofte er i medierne på grund af uroligheder på Nørrebro. Da de kjoleklædte brødre ser dem, går de i panik.

– Vi var bare sådan: “Nej, nej! Hvad gør vi? Vi bliver jo mobbet for evigt nu.” Vi var vant til at optræde for begejstrede voksne, der bare klappede. Ikke de her gutter, siger Youssef Wayne Hvidtfeldt grinende.

– Altså, det var jo i starten af 2000, vi var omkring 13 år og boede midt på Nørrebro. Den gang var det her ikke stedet, hvor man trak i en kjole og spillede fandango, siger han og slår ud med armene.

Største frirum

Vi sidder på Youssef Wayne Hvidtfeldts yndlingscafé, café Arabica på Blågårdsgade. Det er her, han er vokset op.

Faktisk, siger han og spejder tværs over gaden, ligger hans barndomshjem lige skråt over for caféen.

Mindet om barndomshjemmet får historien fra backstageområdet til at glide i baggrunden, og i stedet trækker Youssef Wayne Hvidtfeldt en sammenrullet plakat frem.

Hvordan det gik brødrene Hvidtfeldt optræde i kjole, vender vi selvfølgelig tilbage til. Men først fortæller han, at plakaten er hans brors.

– Han er musiker og har spurgt, om ikke jeg vil hænge den op her på caféen, siger han og tilføjer, at det er pudsigt, at både han og hans bror er endt i kreative fag.

– På den anden side er jeg vokset op i et virvar af hjemmelavede sketchshows, tegninger af Cirkeline og marokkansk musik, så det lå måske i kortene. Han smiler, men bliver så stille et øjeblik, mens han ruller plakaten sammen.

– Jeg har haft en lille angst over at lave interviewet lige her, siger han så.

– Ikke fordi jeg er flov over det her sted. Tværtimod. Mere fordi jeg er i tvivl om, om det er sandfærdigt for mig at mødes her. Jeg bor her jo ikke længere. Jeg er ikke en del af lokalmiljøet længere, og derfor blev jeg bange for at lave det her Erasmus Montanus-agtige øjeblik, hvor jeg vender tilbage, nu iført flot tøj, og kan kigge ned på alle de andre.

Han trækker lidt ud i jakken og smiler let. Valget er faldet på en lyserød bomberjakke over en grå sweat-shirt med teksten Scuzi. Han vil ikke udsende sådan et signal. Hverken til omverden eller sig selv, fortæller han.

For stedet her er hans frirum. Her kan han sænke skuldrene – også selv om han ikke har boet her i mange år. Her genkender han folkene på gaden og ved, hvordan baggårdene ser ud. Det er lidt som en lille landsby midt i København.

– Her behøver jeg ikke at postulere alt muligt. Jeg føler, at folk kigger på mig på den der familiære måde. Der er et sammenhold og en ret vild hjemmefølelse på en eller anden måde, som jeg ikke har fundet andre steder i København, siger han.

Og derfor giver det alligevel mening at mødes her i gaden med den store grønthandler nede på hjørnet. For det var her, Youssef fandt sine ben at stå på, og ikke mindst her, at han forelskede sig i skuespillet. Og så er vi tilbage hos den 13-årige Youssef i backstage-området.

– Ja, vi måtte jo ud på den scene. Så vi tog en dyb indånding og fik det overstået, , smiler han.

Den reaktion, der efterfølgende mødte brødrene, glemmer han aldrig.

– Altså, de gutter der … de hujede og grinede. Og bagefter var det sådan med kram og alt muligt. Han griner.

– Den oplevelse har faktisk gjort, at jeg aldrig nogensinde efterfølgende har været bange for at spille på en scene foran et publikum. Jeg har altid kunnet tænke tilbage på den dag, hvor jeg spillede for de gutter, som jo var Danmarks farligste på det tidspunkt. Altså, i den periode var det dem, der var i medierne. Dem har jeg stået over for i kjole og danset Michael Jackson. Og de elskede det.

Op- og nedture

Meget er sket siden den aften i medborgerhuset. Skuespillet tændte noget i ham, som han vidste, han måtte forfølge.

Flere gange havde han set mennesker omkring sig i sin opvækst med store drømme, som aldrig blev indfriet, og derfor besluttede han sig for, at det skulle lykkes for ham.

Han knoklede for at blive optaget på Den Danske Scenekunstskole i Odense, og det lykkedes ham som 21-årig. I dag er Youssef Wayne Hvidtfeldt 35 år.

Og han har fået en hovedrolle i DR’s nye serie “Huset”, som er skabt af Kim Fupz Aakeson i samarbejde med instruktørerne Michael Noer og Frederik Louis Hviid.

Rollen er kulminationen på mange års hårdt arbejde. Helt tilbage fra da forældrene kørte ham til diverse teaterlejre og ungdomsteatre til nu, hvor det føles helt rigtigt, at det endelig er hans tur til at få den store rolle.

– Det er ret vildt, at selv om jeg er gået efter skuespillerdrømmen, siden jeg var helt ung, har jeg aldrig rigtig tvivlet på, at det var det rigtige for mig. Jeg kan ikke undvære skuespillet, og heldigvis har jeg været så privilegeret, at jeg har haft så mange job, at jeg ikke har behøvet at undvære faget.

Faktisk har han mere eller mindre tjent penge på skuespillet, siden han var omkring 17 år, fortæller han.

– Der er noget fascinerende ved den her branche, det her drømmeerhverv, fordi alt på en eller anden måde kan lade sig gøre. Man ved aldrig, hvor man ender. Man kan nå rigtig langt, helt op til stjernerne.

– Selvfølgelig er det vanskeligt at komme gennem nåleøjet. Det kræver både talent, timing, held og en hel masse andre ting, og derfor føles det nu også meget godt at få tildelt denne store rolle.

Det ultimative kontroltab

I serien spiller Youssef Wayne Hvidtfeldt den distancerede fængselsbetjent Sammi, som sammen med sine kollegaer, spillet af Sofie Gråbøl, David Dencik og Charlotte Fich, skal forsøge at holde styr på bandemedlemmer og kriminelle i fængslet.

En kompliceret og til tider farlig opgave, da fangerne mere eller mindre har overtaget kontrollen i fængslet.

For at blive klar til at spille Sammi har Youssef Wayne Hvidtfeldt haft både en diætist og en træner. Men for skuespilleren har det vigtigste været at finde ind til Sammis indre, og han er virkelig glad for resultatet. Sammi er ordknap og distanceret, som befinder han sig i et indre fængsel.

– Det passer jo godt til de ydre omstændigheder, siger Youssef og tilføjer, at han ikke har tænkt over fængselslivet, før han blev tilbudt at spille Sammi.

Men de lange optagedage i fængslet har gjort et indtryk på ham.

– Lige så snart døren ind til en celle lukker…, siger han og suger luften højlydt ind.

– Altså, det skaber sådan et vakuum, og herefter bliver der så stille, at man næsten kan høre sin egen hyletone.

– Jeg var derinde på et tidspunkt, og jeg brugte hvert sekund på at tænke, hvordan jeg kunne komme ud igen. Det var jo et ultimativt kontroltab. Jeg tænkte, der må være en eller anden sprække, hvor jeg liiige … han lader, som om han får fingrene ind i en revne i væggen, som han kan udvide og gøre større og større.

– Men grunden til at jeg også gik lidt i panik, var, at jeg jo bare ved, at dem, der har siddet derinde i 10, 20, ja, 30 år, har haft præcist den samme tanke.

Begyndte at græde

Når Youssef Wayne Hvidtfeldt ikke selv skulle være med i en scene, gik han sommetider om bag instruktøren under optagelserne og fulgte med på monitoren.

Han husker særligt en scene, hvor en indsat går amok, fordi fængselsbetjentene har fundet en ulovlig genstand på hans værelse og derfor nægter ham udgang.

Den indsatte skal besøge sin kæreste på hendes fødselsdag, og udsigten til at skulle skuffe hende endnu en gang, får ham til at eksplodere.

– Jeg kan huske, at selv om jeg sad og tænkte, at “wow, det så fedt ud”, og at jeg egentlig var meget bevidst om, at det jo var fiktion, så gav det mig en knude i maven. Og da jeg senere kørte hjem, begyndte jeg bare at græde helt vildt, han løfter øjenbrynene, som for at understrege, at reaktionen kom bag på ham.

– Det, der ramte mig, var, at jeg pludselig så det her lille barn i ham. Altså, det røde arrige hoved dér på skærmen kunne lige så godt have været et barn, som mest af alt bare trængte til at blive holdt om.

– Men i stedet fik han nogle tæsk. Og lige pludselig så jeg bare alle de der indsatte i danske fængsler, der bare er sådan nogle kæmpe brød, men som jo engang bare var små børn, der aldrig rigtig blev set.

– Det fuckede mig op i flere dage, faktisk.

Så tilføjer han:

– Og jeg ved godt, at der selvfølgelig er indsatte, som i høj grad selv er skyld i, at de er havnet i et fængsel. De tager jo et aktivt valg på et tidspunkt om at gøre noget kriminelt, men altså, for mange er de forudsætninger, de har haft, fra de var børn, bare ikke i orden. Det kan jeg ikke lade være med at tænke på. At vi skylder vores børn og unge at passe bedre på dem.

Akavede lange ben

Rollen som fængselsbetjenten Sammi har udfordret Youssef Wayne Hvidtfeldt. Ikke mindst fordi den vækkede nogle gamle følelser fra hans egen ungdom, som han ellers for længst har sluttet fred med.

– Altså, de gutter, der spiller de indsatte, er jo gigantiske. Det ser jo ud, som om de har spist steroider, siden de var to år, siger han.

Selv er skuespilleren høj og slank. Og han har lange ben. Akavede lange ben, kalder han dem, som altid har givet ham følelsen af, at man nemt kan vælte ham omkuld. At han aldrig har været særlig maskulin.

Som ung kæmpede han med at finde ud af, hvem han var som mand. Særligt fordi han var så anderledes end sin far, fortæller han.

– Min far er er på mange måder en virkelig karismatisk mand. Tager man fat om ham, kan man mærke, at han er bomstærk, selv om han aldrig har styrketrænet. Han har også altid elsket sport. Så den der mandetype har jeg tit jagtet lidt. Også i mine roller, siger han.

– Det har da i perioder været ret svært ikke at føle sig som værende nok mand. Jeg var ikke særlig god til de der sportsting, og jeg har ikke særlig meget temperament, og faktisk var jeg også temmelig nørdet.

– Jeg har altid været rigtig glad for tegneserier, jeg elskede at tegne. Så jeg var mere interesseret i at sidde stille og nørde end at tonse rundt på en fodboldbane.

Late bloomer

Youssef Wayne Hvidtfeldt kalder sig selv late bloomer – en, der folder sine vinger ud lidt senere end mange andre. Som dreng elskede han at fordybe sig i legen og nåede vist nok at blive teenager, før han lagde sine Spiderman-figurer på hylden.

– Altså, alle andre gjorde alting først. Altså, altid. Jeg har aldrig taget stoffer, jeg begyndte først at drikke alkohol, da jeg kom på skuespilskolen, hvilket betød, at den der periode, mange har som teenager, hvor de vælter berusede rundt, havde jeg først i mine 20’ere.

Han tager sig til hovedet.

– Selv kaffe drak jeg ikke, før jeg var temmelig gammel. Alt det var nok med til at rokke ved mit selvbillede. At jeg var en anden type mand. For heldigvis fandt jeg jo ud af, at man kan være mand på mange måder. Og der kom også et tidspunkt, hvor jeg var nødt til at sige fra. Altså ikke så meget over for min far, men mere over for det stereotype mandeideal.

Med rollen som Sammi blev han pludselig konfronteret med netop det mandebillede.

Inden den sidste casting fik han nemlig at vide, at han skulle spille over for en fyr, som var bokser i virkeligheden, og castingen handlede om, at Youssef Wayne Hvidtfeldt skulle intimidere og true fyren.

Han brugte lang tid på at fundere over, hvordan han skulle gribe det an.

– Jeg tænkte: “Hvordan fanden gør jeg det?” Jeg forestillede mig, at jeg skulle spille over for det, man kalder en minotaur, altså, mænd med kæmpe store overkroppe med sådan nogle gedeben. Og så væltede mange af de gamle tanker ind over mig, om at jeg ikke var maskulin nok til at kunne intimidere andre.

– Jeg fik tanker som, at: “Jeg er jo så slatten”. Godt nok er jeg høj, men jeg kunne være tre meter høj og stadig have følelsen af at være let at vælte omkuld.

Derfor fandt han på forskellige intimiderende teknikker, så han undgik at få et par på hovedet til den sidste casting.

– Men da jeg så kommer ind til castingen, står der den her 15-16-årige dreng. Altså, han ville godt nok kunne nakke os alle sammen på ét sekund, men han var bare stille, rolig og lidt genert på den der måde, hvor han ikke rigtig kiggede mig i øjnene.

– Jeg fik det så dårligt, fordi her havde jeg gået og pustet mig op inden, og så kommer jeg ind til den sødeste dreng – jeg var jo tre hoveder højere end ham. Og dér tænkte jeg virkelig: “Okay, maskulinitet handler ikke en skid om at puste sig op. Det handler jo bare om at være tro mod den, man er.”

Youssef Wayne Hvidtfeldt øver sig i det liv, der også følger med som skuespiller. Han har tidligere haft roller i serier som “Yes No Maybe” og “Borgen”.

Sidste år var han til Robert Prisen med holdet bag “Borgen”. I tv-serien spiller han Benjamin Holmgren, en journalist fra TV1. Da hele holdet gik op ad den røde løber, bad fotograferne skuespillerne om at stoppe op og træde frem.

– Af en eller anden grund gik jeg bare videre med kamerafolkene og klipperne. Det var først, da jeg trådte ud på den anden side af den røde løber, at jeg tænkte: “Hvad fanden har jeg gang i?” Og så var det sådan lidt akavet at gå tilbage, så det gjorde jeg ikke. Men egentlig var jeg jo berettiget til at stå der.

Det mindede hans agent ham om, da han for nylig rejste til Cannes med holdet bag “Huset”.

Da han tænker på at stå på den røde løber foran verdenspressen, kan han ikke lade være med at grine og give luften et skub med højre albue som for at give sig selv plads:

– Altså, jeg må bare sige, at det var noget helt andet denne gang. Presset var taget af mine skuldre, og det faldt mig helt naturligt at tage pladsen, da jeg endelig stod der.

Artiklen blev udgivet i femina uge 37, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: