Henriette og Betina har sagsøgt deres tidligere arbejdsgiver for 800.000: “Det handler om retfærdighed”

Betina skyndte sig at finde Henriette, hev hende med ind i et mødelokale og fortalte, hvad hun lige havde fået at vide.

Bagefter pakkede Henriette sine ting sammen og tog hjem for at arbejde resten af dagen.

– Jeg kunne slet ikke koncentrere mig. Jeg var simpelthen så chokeret og ked af det, siger hun.

Betina var frustreret.

– Det ville jeg bare ikke finde mig i. Jeg vidste, at jeg blev nødt til at gøre noget, siger hun med et determineret blik.

Da hun kom hjem, ringede hun til sin fagforening, som sagde, det lød som en ligelønssag.

Og Henriette var ikke ”et sekund i tvivl” om, at hun skulle være med.

– Vi må gå forrest og danne præcedens, siger hun, mens Betina nikker samstemmende.

Så Betina og Henriette gjorde noget, meget få kvinder gør: De lagde sag an mod deres arbejdsgiver gennem deres fagforening HK.

De har sagsøgt dem for cirka 800.000 kroner i alt. De dækker over lønforskellen mellem deres lønninger og den, deres tidligere mandlige kollega fik i den periode, de arbejdede i samme afdeling. En lønforskel på op til 24 procent.

Betina og Henriette mener, at de tre udførte arbejde af samme værdi for virksomheden. Ja, faktisk mener de, at en stor del af arbejdet var det samme – bare med forskellige kunder. Uddannelsesmæssigt mener de også, at de matchede den mandlige kollega.

De mener grundlæggende også, at de tre var lige kvalificerede til at udføre arbejdet, og at den eneste grund til, at de to kvinder blev betalt mindre end ham, er, fordi de er kvinder. Det er arbejdsgiveren uenig i.

Hverken Betina, Henriette eller den mandlige kollega arbejder længere i virksomheden, og sagen, som har kørt siden foråret 2021, forventes først at blive afgjort til vinter. Derfor er det også begrænset, hvor detaljeret den kan beskrives her.

Men den her historie handler ikke kun om Betina og Henriette. Den handler om, at kvinder i gennemsnit tjener 12 procent mindre end mænd ifølge Danmarks Statistik. Alligevel lægger ganske få kvinder sag an, og endnu færre står frem, når de gør.

Derfor kan sagen få stor betydning for andre end Betina og Henriette.

Især hvis de vinder.

”Se, hvor dygtig han er”

Men hvorfor vil Betina og Henriette overhovedet stå frem? Det kan jo være, de taber.

Da vi sidder ved Betinas spisebord i hendes rækkehus, svarer de næsten i kor, at de håber, nogle kvinder læser med og finder troen på, at det godt kan lade sig gøre at lægge sag an.

– Det skal frem, at det foregår. For mig handler det om uretfærdighed: At man som kvinde på en arbejdsplads yder det samme som en mandlig kollega, men bliver aflønnet så meget lavere. De vil gerne have ens viden, men de vil bare ikke betale det samme for den, som hvis jeg var en mand, siger Betina.

Den oplevelse har Henriette også:

– Chefen fremhæver ikke de kvindelige medarbejdere og siger: ”Hun har bare lavet et godt stykke arbejde”. Men de trækker de mandlige frem og siger: ”Se, hvor dygtig han er”. Og det kan man jo også se på lønnen, siger hun og fortsætter:

– Hvis der ikke er nogen, der gør noget, kan vi sidde her igen i 2030, uden at der er sket noget.

De undrer sig begge over, at #MeToo-bevægelsen ikke har ledt til et større fokus på
ligeløn.

Det er, som om det stadig er tys-tys at tale om, og når de to kvinder lægger sag an, er det dem, der bliver kigget skævt til, og som skammen bliver placeret hos – ikke deres arbejdsgiver.

Henriette Laursen, der er jurist og direktør hos videnscentret KVINFO, kan godt forstå de to kvinders undren.

For udover det fokus på løn, der er blevet rejst blandt kvinder i de traditionelle omsorgsfag som sygeplejersker og jordemødre, er der ikke meget lønkamp at få øje på, når man kigger på arbejdsmarkedet.

– Sexisme fik sin helt egen særlige plads med #MeToo, og vi ser det måske ikke i sammenhæng med de andre felter, men det hænger dybt sammen. Det er alt sammen nedvurderinger på baggrund af køn, fastslår hun.

Hvad er du værd?

Men de mange vidnesbyrd om sexisme, som stadig vælter ud fra forskellige brancher, er for mange nemmere at forholde sig til: En historie om en hånd på låret er mere konkret end én om løn.

Det viste sig for eksempel under sygeplejerskernes strejke i sommeren 2021, hvor det største stridspunkt i medierne var, hvad sygeplejerskerne egentlig tjente. Her fløj en masse forskellige tal omkring, og det var svært at blive klog på, hvilket der var korrekt.

Henriette Laursen nævner også, at vi i sexismesagerne er nået til enighed om at placere ansvaret hos fællesskabet i stedet for hos individet. Vi betragter det som et samfundsproblem, men når det handler om ligeløn, placerer vi stadig ansvaret hos den enkelte.

Når du står helt alene med det, kan det være svært at råbe op.

– Det handler om den værdi, du har – ovenikøbet som arbejdskraft og som forhandler. Der skal noget til, før du står frem og siger: ”I har vurderet, at jeg er for lidt værd.” Det er et meget usikkert sted at stå, siger Henriette Laursen.

Mange kvinder frygter også at blive den besværlige – hende, der ødelægger den dårlige stemning.

Derudover er det stadig tabu at tale om løn, og når en kvinde endelig taler om det, kan det hurtigt ende med at blive skudt tilbage på hende.

– Vi kunne se det med Sofie Linde. Mange reagerede ved at spørge, hvordan hun dog kunne hun tro, hun kunne være lige så meget værd som Thomas Blachman, siger Henriette Laursen.

Betina og Henriette kan også godt forstå, hvis andre kvinder tøver med at lægge sag an.

– Hvis man er alenemor med tre unger og ikke får den løn, man er berettiget til, kan jeg godt forstå, man er bekymret og bange for at miste sin stilling, siger Betina.

Det er heller ikke uden omkostninger, de kører sagen.

De nævner begge dialogen mellem virksomheden og deres egne advokater, da sagen begyndte sidste forår.

– Det var frygteligt, siger Betina, og Henriette supplerer:

– Så ringede vi sammen og fik raset ud. Jeg græd, mens vi talte. Der var også dage, hvor jeg ikke performede særlig godt på arbejdet, fordi det kørte rundt i hovedet. Det har kostet mange tudeture og frustrationer.

Blåmalere og rolledrejere

Der er blevet ført 12 sager om ligeløn ved domstolene i perioden 2009-2022 ifølge en opgørelse fra Dansk Arbejdsgiverforening. De vil dog ikke udelukke, at der findes domme, de ikke har hørt om.

Ud af de 12 sager er to blevet vundet af lønmodtageren.

Hos Ligebehandlingsnævnet har man behandlet 39 sager om ligeløn i perioden 2009-2021. 11 er blevet vundet af lønmodtageren.

De helt store sager dukker sjældent op, men i foråret stævnede HK Privat biotechvirksomheden Novozymes for op mod 100 millioner kroner.

450 laboranter, primært kvinder, mener, at deres arbejde er af samme værdi som det, virksomhedens teknikere, primært mænd, udfører.

Det afviste Novozymes’ direktør, Morten Enggaard Rasmussen, i et skriftlig svar til Finans i marts.

Han skrev, at HK sammenligner ”to forskellige personalegrupper med forskellige arbejdsopgaver, ansvar, kvalifikationer og uddannelsesmæssig baggrund, og derfor kan deres stillinger og løn ikke sammenlignes”.

Sagen er endnu ikke afgjort, og vi skal helt tilbage til 1990’erne for at finde ligelønssager af samme størrelse.

I 1991 tabte Grundfos en sag, hvor de måtte anerkende, at en gruppe kvindelige lønmodtagere blev lønnet lavere end en gruppe mandlige lønmodtagere, selv om begge grupper var omfattet af samme overenskomst.

Fem år senere, i 1996, måtte Royal Copenhagen anerkende, at deres blåmalere, som maler de så velkendte mønstre på porcelænet, primært bestående af kvinder, udførte arbejde af samme værdi som deres rolledrejere, en gruppe primært bestående af mænd.

Værdien af et arbejde

I 1976 ville en god portion danskere nok have haft svært ved at forestille sig, at kvinder som Henriette og Betina knap 50 år senere ville føre en ligelønssag.

Dengang fik Danmark nemlig en ligelønslov, som afskaffede de kvinde- og mandesatser, vi hidtil havde haft, og som lønnede mænd 10-20 procent højere end kvinder.

Det fortæller Byrial Bjørst, som er jurist og har skrevet en ph.d.-afhandling om ligeløn.

– Hvis du læser aviserne fra dengang, kan du læse, at man var helt sikker på, at nu havde man fået ligeløn, siger han.

Med ligelønsloven slog man fast, at mænd og kvinder ikke må lønnes forskelligt på grund af deres køn.

De har ret til samme løn for samme arbejde, og siden hen blev det også tilføjet til loven, at de skal have samme løn for arbejde af samme værdi.

I Betina og Henriettes tilfælde mener den tidligere arbejdsgiver ikke, at de to kvinder og den mandlige kollegas arbejde havde samme værdi.

Men hvad er arbejde af samme værdi overhovedet? Det har man ikke defineret klart i loven.

– Det bliver en virkelighed i loven, for det er aldrig rigtig blevet accepteret som koncept i virkeligheden, siger Byrial Bjørstad.

Et puslespil

Derfor er det vigtigt, at sagerne bliver ført. Det fortæller Kirsten Precht, som har mangeårig erfaring med ligelønssager, blandt andet som advokat hos HK og jurist ved Institut for Menneskerettigheder.

Når sagerne om arbejde af samme værdi er så vigtige, er det netop, fordi lovgivningen ikke definerer, hvad det vil sige, forklarer hun.

– Der er ikke nogen god opskrift, som folk kan slå op i. Kampene må i mange tilfælde kæmpes fra sag til sag.

For på den måde skabes præcedens. Det er sager som Henriette og Betinas også med til at skabe – det er derfor, sagen ikke kun får betydning for dem selv, hvis de vinder.

– Det er ligesom et puslespil, hvor hver sag lægger en brik til et billede af retten til ligeløn. Dem, der lægger sager an, er pionerer, siger Kirsten Precht.

Men hvorfor føres der så få sager?

Kirsten Precht fortæller, at frygten for repressalier fra arbejdsgiver er noget af det, der holder folk fra at lægge sag an, fordi man ofte fortsætter med at være på arbejdspladsen, mens sagen kører og efter, den er afgjort.

Det er jo arbejdsgiver, man lægger sag an mod, og ifølge Kirsten Precht får få hjælp af deres kolleger.

– Forestil dig, at du siger til en af dine mandlige kolleger, at du synes, du er absolut lige så dygtig som ham. I ses hver dag, samtidig med at I måske skal til retsmøde i næste måned. Det er benhårdt, siger Kirsten Precht.

Hvorfor Lone ikke fik et tillæg

Derudover er der den manglende løngennemsigtighed.

Mange kvinder er slet ikke klar over, om deres mandlige kollega bliver bedre lønnet, blandet andet fordi vi generelt ikke taler særligt meget om vores løn.

Heller ikke selv om det står i loven, at medarbejdere har ret til at videregive oplysninger om løn, som Kristen Precht minder om.

Men hvis man ikke er klar over, at man bliver betalt mindre end en mandlig kollega, går man ikke i gang med at vurdere, om man har de gode argumenter og det nødvendige belæg for at lægge sag an.

Astrid Elkjær Sørensen, som er post.doc. i historie ved Aarhus Universitet, hvor hun forsker i ligeløn, fremhæver også løngennemsigtigheden.

Den handler ikke alene om, hvad dine kolleger tjener, men også om, at dine ledere skal gøre det helt klart, hvilke kriterier du skal opfylde for at opnå en lønstigning.

Det kunne for eksempel være, at du skal have to års erfaring, gennemføre et specifikt kursus og levere nogle bestemte resultater for at få en lønstigning.

– På den måde bliver det tydeligt for alle medarbejdere, hvorfor Lone ikke fik et tillæg, når Lars gjorde. Så er det ikke bare, fordi chefen synes, Lars er hyggelig at drikke fadøl med, men fordi man ved, at Lars har påtaget sig mange af de opgaver, alle har vidst ville udløse en lønstigning.

At stå ved sig selv

Den dag, Betina hev Henriette med ind i mødelokalet, havde den mandlige kollega netop fortalt hende, hvad han tjente.

Dengang troede Betina og Henriette ikke, det hele ville tage så lang tid. At der ville gå over halvandet år, før sagen ville nå sin afgørelse, som den forhåbentligt gør til vinter.

Siden da er de også begge begyndt i nye jobs.

De tænker over, om sagen, uanset afgørelse, vil få konsekvenser for deres karriere. Men så igen:

– De virksomheder, som vil være bange for at ansætte os, er dem, der ikke har styr på det, siger Betina.

– Jeg har det også sådan, at hvis de ikke kan tåle det, så er jeg det forkerte sted, supplerer Henriette.

De siger flere gange gennem interviewet, at det er vigtigt for dem at stå ved sig selv. At det er derfor, de gør det.

Men hvad vil det sige?

For dem handler det om ikke at lade sig kue. At fjerne sig selv fra en arbejdsplads, hvor de ikke følte sig værdsat, men snarere holdt nede. Om at have fået nok.

Betina nævner også sine fire børn.

– De ved godt, hvad der foregår, og jeg kan mærke, de er stolte af at have en mor, der kæmper og står ved sig selv og sine værdier. Det smitter også af på dem, håber jeg.

Så selv hvis de taber sagen, mener de, det har været det hele værd. At de er det værd.