Hun besvimede i bussen på vej til arbejde: "Det var jo mig, der svigtede"

Det var hendes fødselsdag, og hun sad i bussen på vej på arbejde. Den dag var der planlagt et stort personale arrangement, som hun ikke følte hun havde styr på. Hun husker stadig præcis, hvor hun sad i bussen, da det skete. Lige ved den midterste dør.

Pludselig begyndte Anja C. Jensen at få problemer med at trække vejret.

– Jeg glemte simpelthen, hvordan man gjorde. Men jeg tænkte også, at det ikke kunne passe, for det gør man jo bare. Det er ikke svært at trække vejret. Men det fortsatte, og jeg tænkte kun på, at jeg skulle have ilt, men ikke vidste hvordan. Jeg havde brug for hjælp.

Anja rejste sig, gik op til buschaufføren og spurgte, om han ville hjælpe hende. Men han vidste ikke, hvad han skulle gøre, og blev forvirret, da Anja fortalte, at hun havde glemt, hvordan man trækker vejret. Hans svar lød, at det nok var noget, hun skulle snakke med sin læge om.

Så hun vendte perpleks rundt og gik tilbage mod sit sæde.

– Men på vej ned igennem bussen faldt jeg om, fordi jeg var holdt op med at trække vejret. Jeg vågnede ved, at der stod to ambulancefolk over mig.

– En af mine første reaktioner var en slags lidt stakåndet grin. For da de spurgte, hvad der var sket, måtte jeg fortælle dem, at jeg ikke kunne finde ud af at trække vejret. Det var latterligt og pinligt. Altså hvor dum er man, hvis man ikke engang kan finde ud af at trække vejret, tænkte jeg.

Det er nu 20 år siden, at Anja C. Jensen blev ramt af arbejdsrelateret stress. Busturen blev starten på hendes sygemelding. I dag er hun forbundsformand i HK, der er Danmarks andenstørste fagforening.

Kvinder rammes oftere af arbejdsrelateret stress

Netop nu er HK i samarbejde med Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) ude med en ny analyse, der undersøger alvorlig arbejdsrelateret stress, der især rammer kvinder.

Analysen undersøger udviklingen i stressrelaterede erhvervssygdomme fra perioden 2010 til 2023, hvor der skelnes mellem arbejdsulykker, der er pludselige og/eller kortvarige og erhvervssygdomme, der modsat er en følge af en længerevarende påvirkning.

2,3 ud af 1.000 kvindelige lønmodtagere blev i 2023 ramt af en stressrelateret erhvervssygdom.

Det er over tre gange så mange som blandt mænd, hvor tallet er 0,7.

Det afspejler sig også i erhvervsskadeanmeldelserne. For i 2023 var der 4.000 danskere, der anmeldte en stressrelateret erhvervssygdom - cirka 3.000 af dem var kvinder.

På trods af det er stress ikke anerkendt som en skade eller en sygdom, påpeger Anja C. Jensen og tilføjer, at der i systemet i dag er stor forskel på, hvordan fysiske og psykiske erhvervskadeanmeldelser behandles.

– Det betyder, at du i dag ikke kan få en henvisning til en psykolog fra din egen læge. Du kan ikke få dækket behandlingsudgifterne, og du har heller ikke udsigt til at få erstatning for indtægt, du mister, hvis du er langvarigt sygemeldt. Men husk, at det er arbejdet, som er årsag til din sygdom. I modsætning til stress, så bliver PTSD anerkendt af systemet næsten hver gang. Og det er især i de jobs, som mænd har, at risikoen for PTSD findes.

Det kan også være årsagen til, at 9,4 procent af mændene får anerkendt deres psykiske arbejdsskader, mens det samme gælder for 3,6 procent af kvinderne, påpeger hun.

Hvorfor tror du, at kvinder i højere grad rammes af arbejdsrelateret stress?

– Kvinder arbejder ofte i job, hvor de er tæt på kunder eller borgere. Her er jævnligt konflikter og et arbejdstempo, der er meget højt. Samtidig står de tit med en følelse af socialt ansvar på en arbejdsplads og vil gerne have, at alle har det godt. Derfor er de også i udsatte positioner, når det gælder det psykiske arbejdsmiljø, netop fordi de tager meget af det mentale og sociale ansvar på sig.

– Man vil ikke være hende, der ikke kan tåle mosten. For i forvejen skal mange kvinder arbejde lidt hårdere og lidt ekstra for at få anerkendt deres værd. Mange vender det indad, for det opleves som skamfuldt, hvis man ikke kan leve op til forventningerne, selvom de måske er urealistiske.

Samtidig oplever HK igen og igen, at deres medlemmer fortæller, at deres arbejdsgivere siger, at stressen skyldes noget derhjemme. Måske man bager for mange speltboller, eller går til for mange fodboldkampe med sine børn. Men tallene i analysen handler udelukkende om arbejdsrelateret stress, og alt andet er sorteret fra, siger hun og tilføjer:

– Men selvfølgelig kan der være elementer i det, for vi går jo på arbejde som hele mennesker.

Skylden skal rykkes fra den enkelte og hen på systemet

Anja C. Jensens egen stress, blev aldrig anmeldt som en erhvervsskade. Hun endte med at være sygemeldt i omkring syv måneder og væk fra arbejdsmarkedet i 10 måneder.

Efter hun var blevet hentet af ambulanceredderne i bussen, kørte de hende på hospitalet. Her blev hun ramt af en følelse, der stadig sidder i hende, hvis hun møder sine gamle kolleger.

– Jeg havde enormt dårlig samvittighed over, at jeg ikke kom ud til mine kollegaer og fik ordnet det personalearrangement eller nåede alle de andre ting, jeg skulle den dag. Hvis jeg møder nogen af dem den dag i dag, så er jeg stadig skamfuld over det. For det var jo mig, der svigtede, fortæller hun.

– Og det er virkelig noget af det, som jeg synes er vigtigt. At få flyttet den skam og skyldfølelse fra skuldrene af dem, det går ud over, og i stedet hen på systemet og arbejdspladserne, der har en forpligtelse til at passe på dem. For det er og bliver arbejdsgivers ansvar at sikre et sundt arbejdsmiljø.

Derfor foreslår fagforeningen HK, at der afsættes 20 millioner kroner til et treårigt forsøg, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) pålægges at indhente arbejdsmedicinske erklæringer i alle relevante sager.

Et tiltag, der kan dokumentere mindst 1.000 ekstra sager årligt, så flere psykiske arbejdsskadesager kan få en ordentlig og saglig vurdering, skriver de i en pressemeddelelse.

Hvad kræver det ellers at komme problemet til livs?

– Ledere skal have en uddannelse i psykisk arbejdsmiljø, der skal være krav om en stresspolitik på arbejdspladserne, og så skal vi have anerkendt stress som en sygdom. Stress smitter, og stress er fuldstændig lige så invaliderende som en fysisk arbejdsskade, når det går galt. Det er ikke dig, der er stressramt, der skal skamme sig over at blive syg. Det skamfulde er, hvis vi som samfund ikke tager ansvar og gør noget ved det, siger Anja C. Jensen.

– Når du ikke kan sove om natten, når du lige pludselig får hovedpine, når du begynder at snerre ad dine børn og ikke har overskud til at gå en tur i solskinnet, så er der noget galt. Det skal tages alvorligt.

Hun tilføjer, at det desuden er vigtigt, at alle tør tale om det og helst gerne inden det vokser sig for stort. Hvis ikke man føler sig tryg ved at snakke med sin leder om det, foreslår hun, at man tager fat i nogle af sine kollegaer, sin arbejdsmiljørepræsentant eller tillidsrepræsentant.

I fællesskab kan I derefter tage fat i arbejdsgiveren og bede om at få drøftet, hvad I gør hos jer, og få indført en stresspolitik.