Hun er alene hjemme med sin datter, da hun er ved at falde om på badeværelsesgulvet. Den dag bliver det afgørende vendepunkt

Advarsel: Artiklen indeholder beskrivelser af spiseforstyrret adfærd.

Da 30-årige Signe Yde lå på badeværelsesgulvet og var tæt på at besvime, vidste hun, at der måtte ske drastiske ændringer.

Det var første gang, hun mærkede sin krop sige fra. Og nu handlede det heller ikke længere bare om hende selv.

Det havde taget Signe mange år at nå frem til den erkendelse, men viljen til forandring var nu så stærk, at den ikke længere kunne overhøres.

Det fanatiske forhold til mad og motion måtte stoppe nu.

Men selv om Signe var kommet til den erkendelse, stod hun alene.

Hvis hun havde haft anoreksi eller bulimi, havde sagen været en hel anden, og hun havde haft ret til hjælp. Men den spiseforstyrrelse, hun kæmpede med, er ikke på samme måde anerkendt.

Ortoreksi, som Signe var ramt af, har ellers samme konsekvenser som de andre spiseforstyrrelser. Herunder at man bruger al sin energi på at bekymre sig om mad, vægt og krop, ligesom man belaster kroppen og risikerer at blive alvorligt syg. Det oplyser Psykiatrifonden.

Fordi ortoreksi ikke er en anerkendt spiseforstyrrelse, er der ikke specifikke retningslinjer for behandling af ortoreksi. Og det er problematisk, mener Laila Walther, direktør for Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade.

– Hvis man ønsker behandling, må man selv opsøge og betale for en privat psykolog. Det er den eneste mulighed, der er.

Det er derfor kun dem, som har råd til at opsøge privat behandling, der får den nødvendige hjælp. Resten afvises og får ikke hjælp til at få det bedre, forklarer Laila Walther.

At ortoreksi ikke er anerkendt betyder også, at man ikke kender det reelle omfang af problemet endnu, da ingen danskere officielt er diagnosticeret med ortoreksi, oplyser Laila Walther.

Dog skønnes det, at cirka to procent af danskerne mellem 15 og 74 år har symptomer på ortoreksi. Det svarer til cirka 87.000 personer, oplyser Videnscenter om spiseforstyrrelse og selvskade.

Signe var en af dem, og hun har hele livet oplevet, at der var fokus på hendes krop, kost og vægt.

I klassen var der dem, der var gode til fodbold, dem der var gode til at synge, og så var der tynde Signe.

Signes krop var altid i centrum, og den blev hyppigt kommenteret på. Hun blev også rådet til at drikke sødmælk og spise tandsmør af sundhedsplejersken som barn, husker hun.

I Signes barndomshjem var der ellers – som hun kalder det – en rigtig 90’er fedtforskrækkethed. Fra barnsben havde hun derfor allerede en bevidsthed om, hvad der var sundt – og hvad der ikke var.

Generelt var der også regler for mad i familien, men kun i bedste intention.

– Man måtte godt få slik om fredagen. Man måtte også godt få en bolle som eftermiddagsmad, men kun med pålægschokolade på den halve. Ellers var der frugt for resten inden aftensmaden, fortæller Signe.

Det handlede med andre ord om at leve sundt og være sund, som generelt var en meget udbredt samfundstendens, husker hun.

Men at der var et så stort fokus på Signes krop, og der samtidig var bestemte regler for mad derhjemme, lagde kimen til det, der senere hen skulle tage styringen i hendes liv.

Kontrol gennem mad

Da Signe som 15-årig gik i 9. klasse, blev hendes mor alvorligt syg, og gulvtæppet blev revet væk under hende.

Hun er den ældste ud af en søskendeflok på tre og det blev dermed hende, der indtog mor-rollen overfor sine mindre søskende i hverdagen. Hun klarede vasketøjet og tog sig af sine søskende.

Signe blev derfor voksen fra den ene dag til den anden.

Imens skulle hun tage sin afgangseksamen, og det var generelt en kaotisk tid, hvor meget ansvar landede på hendes skuldre, husker hun.

– Gulvtæppet blev trukket væk under mig, og hvad kunne jeg så gribe fat i? Min kost. Den kunne jeg styre.

Det er her, spiseforstyrrelsen begyndte at spire.

På Signes efterskoleophold begyndte hun at skære al unødvendig mad fra. Hun rørte derfor ikke franskbrød eller andre former for middagssnacks. Hun drak i stedet en kop te.

Det mønster fortsatte videre op gennem gymnasiet, hvor der var stor kontrast mellem hverdags- og weekendkost.

– Jeg kunne godt gå i byen. Det begrænsede mig ikke. Men i hverdagen levede jeg bare ekstremt sundt og kompenserede på den måde.

Langsomt indtog kosten i løbet af teenageårene en større og større del af Signes tanker, og grøntsagerne fik efterhånden den centrale plads i alle hendes måltider.

Men hun var ikke bekymret.

Hun var tværtimod overbevist om, at hun bare levede sundere end de fleste – og den tanke kunne hun godt lide. Det er dog også en forestilling, som er et af de typiske symptomer på ortoreksi.

Ortoreksi er en spiseforstyrrelse, hvor idéen, om hvad der er sundt, bliver altoverskyggende i tilværelsen. Man udvikler derved et tvangspræget forhold til kost og motion, som langsomt gør det svært at få en normal hverdag til at fungere.

I takt med at Signes fokus på kost og motion steg, begyndte hun også at indføre bestemte ritualer – og kalorieregnskabet var hele tiden tændt.

Hun begyndte for eksempel at drikke et stort glas vand inden hvert måltid for at blive hurtigere mæt og dermed spise mindre. Hun lavede også faste rammer for de daglige måltider.

En typisk dag bestod i gymnasiet af en lille skål havregryn til morgen, to stykker knækbrød til frokost, gulerod til eftermiddagen og ofte salat og kylling til aften.

Skulle sulten alligevel melde sin uvelkomne ankomst, blev den slukket med en kop te, kaffe eller et stort glas vand.

Præstation og træning på tom mave

Under uddannelsen til jordemoder begyndte Signe også at springe måltider over.

Især da hun kom i praktik.

På fødegangene oplevede hun, at der var prestige i at dedikere sig til sit arbejde og presse sig selv til det yderste. Men det gjorde det også nemt for hende at springe måltider over uden nogen satte spørgsmålstegn ved det.

– Det blev en slags anerkendelse at springe pauser over. Folk kunne sige: "Wow. Signe har slet ikke været ude at spise frokost, hvor er det sejt, hvor er det dedikeret”, fortæller hun.

Under studiet begyndte hun derfor at skippe flere og flere måltider og kunne sagtens finde på at tage en tur i træningscenteret på tom mave.

Det var først sent på jordemoderstudiet i 2017, at det gik op for Signe, at hendes forhold til mad og træning måske ikke er optimalt – eller normalt.

Derfor opsøgte hun hjælp i det offentlige system, men blev afvist. To gange.

– Jeg opsøger først egen læge, som ikke mener, jeg har en spiseforstyrrelse, fordi jeg er inden for normalvægt. Jeg er simpelthen ikke syg “nok”, fordi jeg spiser. Men jeg spiste jo ekstremt kontrolleret. Anden gang henvises jeg til center for spiseforstyrrelse, hvor jeg igen afvises på grund af normal BMI. Fordi jeg ikke passede ind i en bestemt spiseforstyrrelseskasse, kunne jeg ikke få den hjælp, jeg havde brug for.

Spiseforstyrrelsen gik i dvale, da Signe blev gravid. Men det var ikke let for hende at se kroppen ændre sig.

– På den ene side var det svært at se kiloene sætte sig på kroppen. På den anden side brugte jeg graviditeten som et fripas. Fordi nu var det ikke kun min krop, der kaldte på mad. Der var også et andet menneske, som gjorde det. Derfor var jeg meget afslappet i forhold til mad.

Men i det splitsekund Signes datter, Ronja, kom til verden, gik kalorietælleren igen i gang.

Da Signe vendte hjem fra hospitalet, ville hun derfor kun drikke sukkerfri sodavand. Men aftalen blev, at hvert andet glas skulle være med sukker i for at få lidt energi ovenpå fødslen på opfordring fra jordemoderen.

Efter tre måneder var hun tilbage på samme vægt som før graviditeten.

Opkast og overdreven motion

Sygdommens grimmeste ansigt viste sig først, da Signe i 2021 blev skilt fra sin mand og blev alenemor til Ronja, der lider af cerebral parese.

Igen befinder Signe sig i en presset livssituation.

– Jeg lever i en fuldstændig sindssyg tilværelse. Jeg får ingen søvn, mine drømme er knuste, og jeg bliver rigtig syg.

Derfor blev det igen gennem mad og træning, at hun higede efter den kontrol, hun manglede i sit liv. Det blev et holdepunkt, der fik hende igennem den hektiske hverdag.

Det var i denne periode, Signe var allermest syg – og motionen og kosten for alvor tog overhånd.

Signe gik på keto-kur, cyklede 16 kilometer, gik 10 kilometer med barnevogn og tog også til en times crossfit træning hver dag, hvis hun kunne komme til det.

Hun begyndte også at udvikle kompenserende strategier for at holde til det hele.

– Jeg spiste næsten ingenting i løbet af dagen. Derfor reagerede jeg ved at tillade overspisning, som jeg bagefter kastede op.

Opkastningen fandt ofte sted om aftenen, når Signes datter var puttet. Signes datter er meget lydsensitiv, så derfor lærte hun sig selv at kaste op under stille forhold.

Det foregik under dynen med en opvaskebalje.

Den sidste dråbe

Vendepunktet indtraf, da Signes krop for første gang nogensinde begyndte at sige fra. Hun var ved at besvime flere gange, men den sidste gang blev afgørende.

Imens Signe ligger ude på badeværelsesgulvet og har koldsved, kvalme og et syn, der langsomt tildækkes af sorte pletter, sidder hendes datter inde i sofaen og ser tegnefilm.

De er alene hjemme.

Signe forsøger at komme i kontakt med venner og familie. Men ingen svarer. Det eneste, Signe kan tænke på, mens hun ligger på gulvet, er, “har jeg nogen, der kan tage sig af min datter, hvis jeg besvimer nu?”.

Hun besvimede ikke. Men det blev det afgørende vendepunkt.

– Det var dråben, og derfra vendte jeg. Det her skal min datter ikke udsættes for, fortæller Signe.

Signe tog derfra sagen i egen hånd. Systemet havde hun forsøgt sig med før – uden held.

Første skridt blev at involvere venner og familie i processen, smide badevægten ud og øve sig på at spise mere intuitivt og blive tryg ved de “usunde” madvarer.

Hun tilmeldte sig i den forbindelse også til TV2’s program “Styret af mad” som en del af rejsen mod at blive rask. Herigennem fik Signe for første gang professionel hjælp.

I dag er Signe så rask, som hun kan blive. Men hun bliver nok aldrig 100 procent rask, som hun siger.

Kost og motion er stadig vigtig. Og hun lever stadig sundere end gennemsnittet. Men det er hende – og ikke spiseforstyrrelsen – der har styringen.

– Jeg plejer at sige, at jeg har spiseforstyrrede Signe og rationelle Signe. Før skændtes de to, og det var altid spiseforstyrrede Signe, der vandt. I dag taler de i stedet sammen. Engang imellem pipper spiseforstyrrede Signe, men så træder rationelle Signe frem og anerkender pippet, men handler ikke længere på det.

Det har været en hård kamp at komme ud af sygdommen. Og med sygdommen kom også en helt anden frygt. En frygt for at opleve sit barn gå igennem det samme, som hun har været.

– Jeg håbede jo, at jeg fik en dreng. For så skulle han med større sandsynlighed ikke igennem det samme som mig, tænkte jeg. Det var en klar bekymring, hvis det blev en pige.

Ifølge foreningen Spiseforstyrrelser og selvskade er kvinder generelt overrepræsenteret i forhold til de klassiske spiseforstyrrelser som anoreksi, bulimi og BDD (Binge eating disorder). Men mænd kan også godt udvikle spiseforstyrrelser.

I dag kunne Signe aldrig være sin datter foruden, men hun har særligt fokus på at give sin datter et forhold til mad, der er styret af lyst og behov. Ikke regler og kontrol.

Når Signe kigger tilbage, ved hun nu, at hun burde have fået hjælp meget tidligere. Havde hun fået det, var det muligvis ikke endt så galt, som det gjorde, og maden havde ikke været det, hun havde grebet ud efter i manglen på kontrol.

Fordi Signe ikke blev grebet af systemet, måtte hun selv tage teten for at blive rask. Men sådan burde det ikke være, ifølge Signe. Hun bebrejder dog ikke systemet, men synes alligevel, det er et forældet system, der ikke fungerer optimalt.

– Jeg synes det er ærgerligt, at man ikke har opdateret systemet, så man i højere grad vurderes individuelt frem for at skulle passe ned i bestemte spiseforstyrrelseskasser. Det gør det jo svært at få den hjælp, som man har brug for.

Alligevel er Signes budskab til sit 15-årige jeg – og dem, der måtte kæmpe med det samme, som hun selv har kæmpet med – klart.

– Opsøg hjælp. Nu. Betal for den psykolog. For hvis du gør det nu, er du fri for at dykke så dybt. Det har været en virkelig hård kamp at komme ud af det, og det ville det nok ikke have været, hvis jeg havde fået hjælp.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: