Hun er blevet kaldt "Tønder-pigen" og har hele sit liv hørt andre tale om hende. Nu fortæller Zandra sin historie

Zandra Berthelsen drømmer om at have nogen, der elsker hende ubetinget.

Hun drømmer om, at de vil spise aftensmad med hende klokken 18. Ikke bare i aften, men hver aften.

Hun drømmer om ikke at have større ting at brokke sig over end en parkeringsbøde, at færdiggøre sin HF og kunne gå til en fest og bare have det sjovt.

Hun drømmer om at gøre “normale” ting.

Leve et “normalt” liv.

De fleste kender ikke hendes navn, men de ved, hvem pigen fra Tønder-sagen er. Det ved de, fordi sagen fra 2005 stadig i dag er en af Danmarks største og mest omtalte sager om seksuelt misbrug af børn.

Indtil nu har 28-årige Zandra Berthelsen set og hørt andre fortælle historien, men i bogen “Jeg er her jo” fortæller hun for første gang hele sin egen version af den.

– En del af undertrykkelsen for mig som barn – men også gennem systemet – har været, at jeg ikke måtte sige noget. Det er også den måde, mændene har haft magten over mig på. Så der er noget ekstremt powerfuldt over at gå ud og fortælle min historie.

- Selv om jeg har mega meget angst, det har jeg, fuck mand, jeg er skidebange. Men det her er vigtigt for mig, siger Zandra, da femina møder hende på kontoret hos hendes forlægger

Mens vi går rundt i Kongens Have i det indre København, fortæller hun mig, at hun er træt af, at folk altid lægger hovedet på skrå, når de møder hende. At de betragter hende som et offer, reducerer hende til at være sagen. Som om hun ikke var et menneske med drømme og længsler.

– Folk er gået ud fra, at de vidste, hvem jeg var, fordi jeg var “Tønder-pigen”. Men der var aldrig nogensinde nogen, der spurgte: Hvem er Zandra? siger hun.

Det her er vigtigt

I bogen kan man læse, at hun var tre år, da hendes far første gang bad hende røre ved hans “vovse”. Hun var fem år, da han første gang tvang hende til fuldbyrdet samleje, efter han havde drukket hende fuld.

Man kan læse, at han penetrerede hende med en toliters colaflaske. At han stak røde pølser op i anus og tvang Zandra og hendes lillesøster til at spise dem bagefter. At han tvang hende til at gå nøgen rundt og beordrede hende til at sidde vågen ved sofaen, når han sov. Som en hund på vagt.

Det stoppede, da hun fyldte 11 år, og hun og hendes søster blev tvangsfjernet. På det tidspunkt havde hendes mor forladt dem. Ud over hendes far blev i alt 14 mænd dømt for at have misbrugt hende.

Siden da har hun boet på et opholdssted, hos en plejefamilie, været indlagt som psykiatrisk patient, hun har været stofmisbruger, mere eller mindre hjemløs. Hun har forsøgt at tage sit eget liv flere gange og ved stadig ikke, om hun har lyst til at være her.

Det ville være mere end rimeligt, hvis hun ikke havde spor lyst til at gennemgå sin egen fortid i så detaljeret en grad, som hun gør i bogen, og blive konfronteret med offentlighedens læsning af den.

Men siden hun var 11 år, har hun vidst, at hun blev nødt til at gøre noget med sin historie.

– Jeg har brugt mange år på at grave i den og spørge folk: Hvad så du egentlig ovre i skolen? Hvordan syntes du, jeg var? fortæller hun.

Inden søstrene blev fjernet, da Zandra Berthelsen var 11 år, havde Tønder Kommune modtaget adskillige underretninger. Hvorfor var der ikke nogen, der gjorde noget?

– Jeg har brug for svar, siger hun.

Også selv om bogen vil skabe fornyet fokus på “Tønder-sagen”, og folk måske igen vil omtale hende som “pigen”. Hun siger selv, at mediernes sensationshungrende dækning af sagen dengang var med til at smadre hendes ungdomsliv og til at skabe en fortælling om, at hun var sådan en, man kunne gøre med, hvad man ville.

I en bog om sagen, som blev udgivet i 2007, står der, at hun var “koket” – en, der flirter og prøver at smigre sig ind.

Hun var 11 år.

Og da sagen rullede, oplevede hun, at ingen rigtig tog sig af, hvordan hun havde det, og hvad der skulle blive af hende: Hvordan skulle hun blive et menneske efter alt det, hun var blevet udsat for i de år, der skulle have været hendes barndom? I stedet havde alle travlt med, at hendes far og de øvrige overgrebsmænd skulle dømmes.

– Det er kun et år siden, en ny psykolog fortalte mig, at det ikke var min skyld. Hvorfor var der ikke nogen, der fortalte mig det, da jeg var 11 år, i stedet for at spørge mig, hvor mange gange min far havde bollet mig?

Det værste var det, der kom bagefter

Zandra Berthelsen bliver overrasket, faktisk rørt, da jeg spørger, hvad for noget musik, hun godt kan lide, og hvad hun ser på Netflix, for det er der aldrig nogen, der har spurgt hende om.

– Jeg har været vant til, at folk gik ud fra, at jeg ikke havde nogen interesser. Det var der ikke nogen, der tænkte over, at jeg kunne have. Som om jeg ikke var et menneske, siger hun.

Hun var teenager, da hun første gang blev medicineret for depression, og det blev startskuddet til et årti i “en døs”, som i perioder udviklede sig til et reelt misbrug.

Ifølge Zandra Berthelsen er det værste ikke alt det, hendes far gjorde mod hende, og som han lod andre mænd gøre mod hende. Det værste er alt det, der kom bagefter – og konsekvenserne af det. For da hun endelig blev fjernet fra sit barndomshjem, blev hun sygeliggjort i stedet for at blive bygget op som menneske.

– Men det er ikke mig, der var syg. Det var dem, der gjorde de ting mod mig, der var syge.

Derfor rummer hendes bog også en klar kritik af systemet.

– Kan vi ikke møde folk i lidelse på en anden måde? Hvorfor spørger vi dem ikke, hvorfor de har det dårligt, i stedet for bare at give dem medicin? Tænk, hvis man spurgte om det, eller om hvilke serier de så på Netflix. Så kunne det være, de følte sig lidt mere som mennesker, lyder opfordringen.

En menneskelig isterning

I sin søgen efter svar har Zandra læst stakkevis af psykologibøger, for når systemet ikke kunne hjælpe hende, måtte hun selv gøre det.

Hun tager sin telefon op for at finde den, hun læser lige nu. Hun tog et screendump forleden, fordi det, der stod i bogen, ramte noget i hende. Det handler om, at man bliver til en isterning, forklarer hun.

– Det er først nu, isen er begyndt at smelte, og jeg er begyndt at blive mere menneske. Før følte jeg, at alle andre mennesker var trusler, og at de ville være ondskabsfulde ved mig, siger hun.

Men selv om hun nu oftere føler, at hun kan slappe af, at hun kan være sig selv, har traumerne stadig fat i hende:

– Jeg sover ikke om natten. Når jeg går i bad, er jeg bange for, at nogen voldtager mig. Jeg hører stemmer.

Mange af de oplevelser og overgreb, hun har været udsat for, sidder i hendes krop.

– Hvis bare jeg kunne vaske den følelse væk af, at nogle mænd har gjort ting ved mig på ulækre måder. Men det kan jeg bare ikke få væk. Jeg føler mig virkelig ulækker, jeg føler mig virkelig forkert, jeg føler mig forurenet, siger hun.

Men det hjælper at læse i bøgerne.

– Pludselig giver det mening for mig, at jeg har svært ved at definere grænser og forklare, hvad der sker inden i mig. Når jeg læser det, bliver det hele lidt mindre slemt. Jeg kan holde mere ud, når jeg forstår det.

Hun har læst mange bøger af psykologen Susan Hart, og hendes favorit er en, der handler om, at det “aldrig er for sent at få en god barndom”. Med til sådan én hører også, at forældrene lærer barnet at begå sig i verden.

Det gjorde Zandra Berthelsens forældre åbenlyst ikke, og derfor er der mange ting, hun prøver at lære sig selv. F.eks. hvordan man lader andre komme ind på livet af én. Hun har venner, og også en bedste veninde. Hun vil gerne være der for dem, men de må ikke være der for hende.

– Jeg kan ikke rumme det. Derfor lever jeg meget ensomt og føler mig meget ensom. Det er nemmere for mig at fortælle en terapeut eller en journalist, jeg ikke kender, hvad jeg ser på Netflix, end min bedste veninde. Det er lidt råt, siger hun og fortsætter:

– Jeg føler altid, jeg skal bevise noget i relationer, at jeg skal præstere for, at nogen kan lide mig, men jeg er holdt op med at please så meget. Det er med til at hele mig.

Relationer kan hun øve sig i at være i.

– Men det er min største smerte ikke at have nogen, der elsker mig ubetinget. Det gør ondt ikke at have en mor og en far. Det gør ondt ikke at have nogen at ringe til, hvis jeg en dag skulle blive gravid. Det gør ondt ikke at have nogen at ringe til, som elsker mig, og sige: “Hey, jeg er sgu færdig med den her bog, hold kæft, hvor har det været svært.” Hvem deler jeg det med? Min terapeut, ikke? siger hun og bliver lidt stille.

Det rigtige og det ærlige svar

Hun føler sig ikke særlig voksen følelsesmæssig, siger hun, men jeg tænker alligevel, at hun har gjort sig flere tanker om at være i live, end de fleste unge kvinder på knap 30 år har.

Hun mener, vi selv skal have lov til at bestemme, om vi vil leve eller dø, og hun har flere gange besluttet sig for, at hun ville dø. Hun har taget overdosisser. Hendes arme er fyldt med ar. Hun forsøgte at springe ud ad et vindue. Hun rejste til Belgien for at få assisteret selvmord, men mødte tilfældigt en fremmed dernede, som fik hende til at rejse hjem igen.

Da jeg spørger, hvad der giver hende lyst til at leve, bruger hun lang tid på at svare. Hun holder hænderne op foran øjnene, mens hun tænker, indtil hun siger, at hun faktisk ikke ved, om hun kan svare på det.

– Jeg ved godt, du og andre mennesker helst vil høre noget positivt på mine vegne. Det rigtige svar vil være at sige, at bogen selvfølgelig giver mig håb, men det ærlige svar er, at jeg ikke ved, om jeg kommer derhen, hvor jeg tænker, at nu vil jeg i hvert fald ikke slå mig selv ihjel mere. Før havde jeg det hele tiden sådan, at jeg blev nødt til at planlægge min egen død. Nu har jeg nogle dage, hvor jeg tænker, at “Ej, det er sgu alligevel godt, at jeg stadig er her”.

På de dage føler hun sig glad, i glimt bobler det spontant i hende.

– Jeg tænker: Er det her rigtigt glad? Kan jeg godt føle det? spørger hun med en forundret stemme.

Netflix og playlister

Der er tre tidsregninger i Zandra Berthelsens liv, siger hun selv: Den første stoppede, da hun var 11 år og blev fjernet fra hjemmet. Her begyndte den anden, som stopper nu, 17 år senere, hvor den tredje begynder.

– Det er, som om jeg først starter mit liv nu. Jeg ved godt, det lyder mærkeligt, men det er, som om jeg er ved at føde mig selv, siger hun.

Så hvem er den nærmest nyfødte Zandra Berthelsen?

Hun er forfatter. Hun holder foredrag om at høre stemmer uden at tage medicin og om at trappe ud af medicin. Det giver hende appetit, at hun måske kan omsætte alt det, hun har været igennem, til noget, andre forhåbentlig kan blive hjulpet af.

Hun godt kan lide “The Playbook” på Netflix, som handler om coaching. Hun har løbet, siden hun var 14. Det er vigtigt for hende at have en stærk krop. Hun er et madøre. Hun elsker bøger og kan lide at læse om menneskers indre landskaber.

Hun lytter til meget forskellig musik og har forskellige playlister – en til træning, en til når hun tegner og en med sange, hun kan synge med på.

Det gjorde hun i badet i morges.