Hun drømte om fem børn, men fik ingen: ”Jeg efterlyser en samtale, som består af andet end klynk”

Birgitte Possing havde høj feber og måtte ikke stige ud af sengen på den gynækologiske afdeling, hvor hun havde været indlagt med underlivsbetændelse i en måned i 1980.

Til sidst konstaterede overlægen, at de nok blev nødt til at operere, for det tydede på, at æggestokkene var vokset ind i livmodervæggen.

Men inden de skulle i gang med operationen, sagde overlægen: ”Det er meget spændende, lille fru Possing.” For personalet havde ikke foretaget sådan en operation før, og de vidste ikke, om det ville lykkes.

Hvad nu, hvis det ikke gør det, ville den 28-årige Birgitte Possing vide. Hvis operationen mislykkedes, ville de blive de nødt til at fjerne livmoderen, lød svaret fra overlægen.

Med den første bedøvelse løbende i blodet og klargjort til operation rejste hun sig op, stavrede ud på gangen, ringede til sin mand og forlod hospitalet.

For Birgitte Possing ville have børn. Det var først mange år senere og efter en skilsmisse, at hun fandt ud af, hvorfor det aldrig lykkedes.

- Jeg havde været rigtig mange bekymringer foruden, hvis jeg havde vidst det, siger hun.

Tidsånden

Mens Birgitte Possing igen og igen forsøgte at blive gravid, var der en anden ung kvinde, der gjorde noget ganske spektakulært i forsøget på at blive mor.

Det var Ninna Arbo, som inseminerede sig selv med en fremmed, anonym mands sæd, blev gravid og fødte en datter. Som den første kvinde i Danmark, måske i verden.

Birgitte Possing kendte ikke historien om Ninna Arbo dengang, men senere ville deres veje krydses.

Rygtet om Ninna Arbo spredte sig i det lesbiske miljø i København i start 80erne, og lesbiske par, der også ønskede sig børn uden en far, kontaktede hende. Ville hun ikke hjælpe dem? Der gik ikke længe, før Ninna Arbo drev en donorcentral, Danmarks første uofficielle fertilitetsklinik, frivilligt og dog utroligt professionelt.

Det er den historie, som Birgitte Possing nu har fortalt i bogen ”Mod sædvane”. Hun er professor emerita, dr.phil. og “elsker” at være kulturhistorisk detektiv, og i sit arbejdsliv, der fortsætter, selvom hun er fyldt 70 år, har Birgitte Possing blandt andet, men især skrevet kvinders historie frem.

- Jeg var som ung meget opmærksom på, at der blev forventet noget bestemt af de to køn. Jeg kunne se, at mænd havde positioner, privilegier og penge. Jeg ønskede at få børn af flere grunde, men blandt andet, fordi jeg ville vise mine børn, at med det køn, jeg har, var det muligt at gøre noget andet end at blive husmor. Det har jeg i stedet brugt mine bøger til, siger hun.

I ”Mod sædvane” viser hun, hvordan det blev muligt for kvinder at få børn uden at have sex med en mand. De mænd, som donerede sæden til Ninna Arbos pionérvirksomhed, gjorde det frivilligt, gratis og anonymt.

Possing skriver også Ninna Arbos pionérvirksomhed ind i historien om, hvordan vores sexliv langsomt er blevet adskilt fra det at give liv, og hvordan kvinder har fået flere reproduktive rettigheder.

Helt op til 1900-tallet blev halvdelen af alle drab her i landet begået af mødre, der slog deres egne spædbørn ihjel.

De var blevet gravide uden for ægteskab og frygten for konsekvenserne af at beholde dem var så stærk, at de ofrede deres børn. Langt senere kom p-pillen, aborten blev fri i 1973, og sex og graviditet blev i højere grad skilt ad.

Livets mening

Ninna Arbo forsøgte i sin tid at råbe medierne op, men hun oplevede desværre, at visse journalister misbrugte hendes historie, og derfor har hun ikke lyst til at give interview i dag.

Hun er nu 74 år, og i 2015 havde hun inviteret Birgitte Possing hjem til sig, fordi hun gerne ville have et råd om, hvad hun skulle gøre af sine historier og sit arkiv af notater, båndudskrifter og avisudklip.

Hun og Birgitte Possing mødtes for første gang i begyndelsen af 80’erne gennem Ninna Arbos søster, og siden dengang havde Ninna Arbo fulgt Birgitte Possings arbejde med blandt andet at skrive kvindelige pionérers historie.

Possing endte med at overnatte hos Arbo den sommerdag i 2015, fordi der var så meget at snakke om. Og da Possing tog derfra, var det med ”Arbo Arkivet” og en mundtlig aftale om, at Possing som kulturhistoriker skulle skrive Ninna Arbos historie, når hun fik tid.

Derfor er det Birgitte Possing, der nu både fortæller historien og har inviteret til interview i sin stue. Hun tilbyder sutsko ved ankomst og fortæller, at hun slet ikke havde regnet med, at bogen ville ramme plet i vores tidsånd.

Men det gør den.

I dag forsøger ultrakonservative kræfter at ændre på retten til fri abort, og vi står midt i en fertilitetskrise.

Barnløshed udnævnes som den største kroniske sygdom blandt mennesker i den fødedygtige alder, mange søger hjælp til at blive forældre, alt imens længslen efter et lille liv og en familie bliver flittigt beskrevet i bøger og vist som drama på film.

Det beskrives som en sorg og en tragedie af dem, som det ikke lykkes for. Som om der knækkes en flig af livets mening, som ikke sådan lige er til at genoprette.

Med bogen rejser Birgitte Possing også nogle af livets store eksistentielle spørgsmål:

Er det en menneskeret at få et barn? Har et barn krav på at kende sit genetiske ophav? Skal staten blande sig i vores mulighed for at få børn?

Spørgsmålene blev meget konkret diskuteret i medierne i december, da en mand, der havde doneret sæd til snart 19 børn, blev idømt en bøde på 25.000 kroner for at have brudt vævsloven, fordi han ikke havde haft samleje med mødrene.

Ifølge den kræver det nemlig tilladelse fra Sundhedsstyrelsen at distribuere sæd via simpel insemination.

Her bidrog Birgitte Possing også med sine synspunkter.

- Det, der anfægtede mig ved den historie, var, at man igen gik ind og lovgav om, hvad man må og ikke må, hvis man skaber liv. Det er jeg ikke begejstret for, for jeg synes, det er et kontroltræk ved vores samfund, som indskrænker individets frihed. Det er ikke kønt i et demokrati.

Men dengang Ninna Arbos begyndte at skabe liv, var der ingen regler mod privat insemination af lesbiske kvinder. De kom først langt senere.

Et hemmeligt kodesystem

Det var en lun augustnat i 1977, da Ninna Arbo lagde sig på en bænk bag Helligåndskirken i København, trak sine bukser ned og inseminerede sig selv med en fremmed mands sæd.

De var faldet i snak på en café tæt ved kirken, og Ninna Arbo havde fortalt ham om sin jagt på sæd. Den havde stået på i årevis, for Ninna Arbo var lesbisk, og myndighederne havde afvist at hjælpe hende, fordi hun ikke var del af et heteroseksuelt par.

Indtil videre havde jagten kun resulteret i afslag fra mænd, som ikke havde lyst til at hjælpe en lesbisk kvinde med at få et barn.

Men Ninna Arbo bar stadig på håbet: Hun havde altid en engangssprøjte og et glas i tasken, hvis nu hun mod forventning skulle møde en mand, der ville fylde det med sæd.

Det havde han gjort i buskene ved Helligåndskirken.

Efterfølgende skiltes de to. Og Ninna Arbo blev gravid.

Dengang var det fuldstændigt utænkeligt for enhver, at en ugift kvinde kunne blive mor uden at have sex med en mand, at hun kunne blive det alene med en fremmed mands sæd, og at barnet ikke skulle have en far.

Det var først i 1981, at homoseksualitet ikke længere blev kategoriseret som en sygdom i Danmark.

Det lesbiske miljø i København, som Ninna Arbo selv var en del af, var en udspringer af Rødstrømpebevægelsen. Der betragtede man moderskab som noget, der frarøvede en kvinde selvbestemmelse, og som stod i modsætning til den frigørelse, de kæmpede for.

Men det var, som om noget ændrede sig, efter Ninna Arbo i april 1978 havde født sin datter.

De lesbiske veninder øjnede for første gang muligheden for, at de kunne blive forældre sammen – og for at Ninna Arbo kunne hjælpe dem med at blive det.

Det gjorde hun: Fra 1980 og 16 år frem til 1996 faciliterede Ninna Arbo knap 600 inseminationer. 86 kvinder modtog sæd fra donerer gennem Ninna Arbo. Alle flere gange – altid med samme donor. 32 børn blev født, og 30 af dem lever stadig i dag.

I 19 Mayland-kalendere og i et nøgternt opbygget system noterede Ninna Arbo en oversigt over, hvilke kvinder, der blev insemineret med hvilke mænds sæd på hvilken dato.

Men på et kodesprog, som ingen andre end Ninna Arbo kunne tyde, og som Birgitte Possing kun fik indblik i med det løfte, at hun ikke offentliggjorde det.

Natlægen

De første donorer fandt Ninna Arbo i bøssekollektivet ”Rosa Vinkel”, hvor hun brugte timevis på at tale med mændene om, hvorvidt de skulle donere sæd eller ej. Vilkåret var anonymitet.

Birgitte Possing beskriver Ninna Arbo som tillidsvækkende, tålmodig og menneskeklog.

- Hun har været en sølje af ro i det flagrende, sjove kollektiv, hvor de styrtede rundt, klædte sig ud og forsøgte sig med hinanden. De havde et helt særligt familieliv i Rosa Vinkel. Det var deres familie, og de opfattede det sådan, fordi de havde gjort op med deres egen biologiske familie på grund af deres seksualitet.

Men så kom AIDS til Danmark. I 1985 blev den første beboer fra Rosa Vinkel indlagt på Rigshospitalet. Ninna Arbo sørgede for, at mødre og børn, der havde modtaget sæd fra bøsserne, blev tjekket for sygdommen. Alle var raske.

Men i de følgende år blev de fleste fra kollektivet, som Ninna Arbo kendte, syge og døde af sygdommen.

Ninna Arbo holdt en pause. Og bagefter brugte hun kun sæd fra heteroseksuelle mænd.

Alt imens forsøgte Ninna Arbo forgæves at gøre myndigheder og pressen opmærksomme på, at enlige mødre og især lesbiske par manglede hjælp til at blive forældre, og at det var et problem, samfundet skulle løse.

Men i 1997 blev det ulovligt at inseminere lesbiske.

Det var efter, Ninna Arbo trak sig i 1996. Hun var udmattet, ensom og havde ikke mere at give af.

- Mødrene brugte ikke bare Ninna Arbo som inseminator, men også som mentor, psykologisk rådgiver og som natlæge. Hun havde travlt med at hente sæd og aflevere det til mødrene – og komme væk derfra igen. Det var meget intime situationer, som hun egentlig ikke ville være en del af, fortæller Possing.

I alle de år havde hun haft lange tillidsopbyggende samtaler med både donorer og mødre, men uden at have det professionelle apparat til at bearbejde det.

Og stadig i dag bærer hun på hemmeligheden om, hvilke donorer, som donerede til hvilke mødre. Hvem, der er far til hvilke børn.

I bogen fortæller Ninna Arbo, at de personlige omkostninger har været for store for hende. Alligevel fortryder hun ikke, at hun har hjulpet med at skabe liv. Men havde hun vidst det, hun ved i dag, havde hun ikke gjort det.

At sætte spor

Da Birgitte Possing gik rundt i sin stue og lyttede til Ninna Arbos gamle interviews med bøsserne i Rosa Vinkel, stak det til noget i hende selv.

- Det var så betagende og rørende. Jeg både grinte og græd, fortæller Possing. Hun læner sig lidt frem i stolen, samler sine hænder og er tydeligt rørt igen.

Da hun var indlagt med underlivsbetændelse i 1978, havde hun forsøgt at blive gravid i lang tid. Og efter bruddet med sin daværende mand, blev hun ved med at prøve.

Det var først efter, at hun som 42-årig fik fjernet sin livmoder, at hun fandt ud af, hvorfor det aldrig var lykkedes at blive gravid.

Birgitte Possing har endometriose. En underlivssygdom, som rammer hver 10. kvinde, og som giver voldsomme smerter under menstruation. For nogle kvinder bliver det vanskeligt, for andre umuligt at blive gravid.

Hun havde sagt ja til at skrive om Ninna Arbo, dels fordi hun mente, det var en vigtig historie at fortælle – hun betegner det som et vidnesbyrd om en stille og diskret, men vigtig kulturrevolution.

- Jeg var fascineret af Ninna Arbos vedholdenhed og i virkeligheden magiske arbejde. Jeg kender jo også det stærke behov for at få børn. Derfor havde jeg den her empati, som ikke var bitterhed. Jeg tænkte, den her bog også kunne blive mit barn – ligesom alle mine bøger er. Så jeg kunne give noget liv tilbage, siger hun.

Birgitte Possing ville gerne have haft fem børn. Hun er selv vokset op i en søskendeflok af fire og nød sin barndom. Hun havde også et tæt forhold til både sin mor og mormor.

- Fra en tidlig alder talte vi om tro og eksistens, hvad livet gik ud på. Det gav mig en fornemmelse af, at der var en mening med at være en led i en lang kæde, som gav erfaringer videre. Og jeg tror, det er et dybt menneskeligt behov for mange af os at sætte spor. Derfor blev jeg aldrig afklaret med, at jeg ikke skulle have børn. For jeg ville gerne have dem. Sådan har det været.

Har det så været helende at skrive den her bog? Possing trækker på det.

- Det har både været helende og anfægtende i den forstand, at jeg har forholdt mig både professionelt og etisk personligt til det. Er det en menneskeret at få børn? Det synes jeg ikke.

Og selvom Birgitte Possing altid har sørget over ikke at kunne få børn, skiftede hun tidligt fokus: I stedet for at dyrke den sorg, fandt hun ud af, hvad hun kunne bidrage til livet og samfundet med. Det var forskningen og historiefortællingerne.

Birgitte Possing oplever, at nutidens unge dyrker tabet på en helt anden måde. De bliver i den, sorgen over ikke at kunne få børn.

De føler sig berettigede til et barn på en helt anden måde, fordi de ifølge Possing er vokset op i en tid, hvor de har fået at vide, at alt kan lade sig gøre for dem.

- Jeg synes, det er synd for dem, der ikke kan få børn, ligesom jeg synes, det var synd for mig selv. Men jeg efterlyser en samtale, som består af andet end klynk og selvmedlidenhed. En forståelse for, at der er nogle ting her i tilværelsen, som ikke er givne.

Hun kan godt forstå, at folk går igennem alt, hvad der er muligt for dem for at få et barn. At de tager imod hjælp og selv betaler i dyre domme i ønsket om at blive en familie.

Men når du har været igennem alle prøvelserne, må du skifte fokus. For ellers får du et dårligt liv. Find ud af, hvordan du så kan udtrykke din livsvilje, siger Possing.

Birgitte Possing kendte ikke noget til Ninna Arbo, som var det tætteste, hun kunne være kommet på en fertilitetsklinik dengang. Ville hun have fået et barn på den måde, hvis hun havde vidst af det?

Nej. Hun ville ikke modtage sæd fra en anonym donor.

Ønsker hun sig det stadig?

Selvfølgelig. Men det kan jo ikke lade sig gøre, siger hun.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: