Hun så en tynd blodig væske sive ned i toilettet. Der var ingen tvivl

Da Kirstine Florander og hendes kæreste var ude at gå aftentur med deres hund, Carla, måtte Kirstine bøjer sig forover, fordi hendes livmoder krampede så kraftigt. Flere gange måtte hun sætte sig på hug for at komme igennem smerterne.

Den tur satte gang i hele hendes system, og da de kom hjem, kunne Kirstine, som var gravid i uge 13, ikke finde ro.

- Det føltes, som om mit underliv blev vredet rundt og vredet sammen. Det var en fornemmelse af, at der var noget, der bare ville ud derfra, siger hun.

Kramperne kom med få minutters mellemrum, og når de kom, oplevede hun også en kraftig blødning.

- Det var en sindssyg skarp smerte. Det små-sortnede for mine øjne, og jeg fik kvalme. Det føltes som om en ud kroppen-oplevelse. Jeg kunne bare ikke være i mig selv. Jeg kunne ikke forholde mig til andet end smerten, og at jeg skulle igennem krampen, fordi jeg vidste, at på den anden side af den ville jeg få en pause.

På det tidspunkt var Kirstine og hendes kæreste så bekymrede for hendes situation, at de ringede til hospitalet. En sygeplejerske sagde, at hvis Kirstine var utryg, måtte hun komme ind.

- Jeg var ikke utryg, men jeg vidste heller ikke, hvad jeg havde i vente. Hvis jeg havde vidst det, havde jeg valgt anderledes, siger hun.

Samme morgen, da Kirstine var gået på toilettet, havde hun første gang opdaget blodet. Det var frisk, og der var en del af det.

Det var ikke ligesom de svage, rosa pletbødninger, hun havde haft et par dage forinden. Kirstine blev bekymret. Samme dag skulle hun sammen med sin kæreste til nakkefoldsscanning.

Her viste det sig, at fosteret var alt for lille i forhold til den størrelse, det gerne skulle have haft. Der var ingen puls.

Kirstine lå på briksen og havde det, som om hendes eget hjerte også holdt op med slå.

De blev sendt til en anden afdeling, hvor personalet ifølge Kirstine fortalte, at hun var så langt henne, at man typisk ikke ville tilbyde medicinsk abort. Men fordi Kirstines krop var i gang med at udskille fosteret, der var gået til i uge 10, ville de gerne give det en chance – dog ville de indlægge Kirstine imens.

Hun fik derfor den første pille, som sørger for, at graviditeten ophører, og så fik hun besked på at møde ind kl. 7.30 næste morgen.

Her ville de indlægge hende, mens hun skulle tage de piller, der får livmoderen til at udskille fosteret – og altså igangsætter det, man forstår som selve aborten.

De fortalte, at Kirstine ville opleve stærke smerter og blødninger, men hun ville jo være indlagt, mens det stod på.

Kirstine kunne slet ikke overskue at forholde sig til aborten og var derfor lettet over, at hun først skulle igennem den dagen efter, hvor hun også regnede med, at hun ville få flere informationer.

For på det her tidspunkt var hun bare frygteligt ked af det og tænkte, hun havde dagen foran sig til at lande i det.

- Jeg havde glædet mig til at ringe rundt med gode nyheder, men i stedet skulle jeg ringe og sige, ”du skal altså ikke være mormor alligevel”. Jeg følte, tæppet var blevet hevet væk under mig, fortæller hun.

Men derhjemme begyndte Kirstine at bløde kraftigere og kraftigere. Hun lagde mærke til, at der var en del klumper i blodet, og hun fik ondt.

Det var den samme smerte, som hun mærker i løbet af sin menstruation. Hendes livmoder kramper, men det er en smerte, hun kender.

Det var her, hun og hendes kæreste gik tur med hunden Carla, og smerterne bagefter blev så voldsomme, at de ringede til hospitalet og fik at vide, de kunne komme ind, hvis Kirstine var utryg.

- Men mit hoved var slukket på det tidspunkt. Jeg kunne ikke tænke på andet end mine smerter.

Hun følte ikke, at hun var ved sig selv – slet ikke nok til at insistere på, at hun altså havde brug for at se en læge.

Sygeplejersken i røret fortalte også, at de ikke havde andre anbefalinger end ipren, pamol og varmetæppe til at tage smerterne. De tre ting havde Kirstine allerede forsøgt sig med uden held.

Hun afsluttede samtalen og følte sig overladt til sig selv med smerterne, der nu var konstante.

Lidt efter sad hun på toilettet med en pose i hænderne, fordi hun var ved at kaste op.

Så kom der et kæmpe pres i hendes underliv, og hun så en tynd blodig væske sive ned i toilettet. Og så så hun fosteret komme ud.

- Der var ingen tvivl. Det var på størrelse med en lillefinger, og jeg kunne tydeligt se, at det havde et fint lille hoved, en krop, arme og ben. Det lignede en til en det, vi havde set på scanningen tidligere på dagen.

Kirstine, der stadig sad på toilettet, tog sine hænder op til munden og kiggede væk. Hun råbte til sin kæreste, at hun troede, den var kommet ud. Hun turde ikke kigge ned igen.

Hendes kæreste ringede til hospitalet og fortalte, at de var meget utrygge ved situationen, og at de gerne ville derind.

I Kirstines journal står der, at hun og kæresten har ”kvitteret grav. produkt i toiletkummen”. Der står også, at Kirstine blev tilbudt at komme ind på afdelingen, men at hun ikke følte behov for det på det tidspunkt.

Men den udlægning er Kirstine ikke enig i. Ifølge hende fik parret at vide, at det ikke kunne svare sig at komme ind, for personalet kunne alligevel ikke gøre noget for dem, og blødningen ville aftage inden for den næste time.

Ifølge Kirstine spurgte lægen i røret, hvordan Kirstine havde det.

- Men det spørgsmål er ikke til at svare på to minutter efter, man har aborteret og set fosteret. Det var sådan en stor drøm for os, og så havde vi vitterligt lige skyllet det ud i toilettet. Så jeg svarede ”det ved jeg ikke”.

femina har forelagt Horsens Regionshospital kritikken, og her oplyser ledelsen på hospitalets afdeling for Kvindesygdomme og Fødsler, at hospitalet ikke har mulighed for at gå nærmere ind i konkrete patientforløb, men at patient og personale generelt taler om mere end det, der dokumenteres i en journal.

De skriver også, at hvis patienten havde et ønske om at blive tilset eller generelt var utryg i situationen, så ærgrer det dem, at de ikke var i stand til at imødekomme det i tilstrækkelig grad.

Den eneste kontakt, Kirstine og hendes kæreste efterfølgende havde til systemet, var, da Kirstine en uge senere skulle have taget en blodprøve – en standardprocedure for at sikre, at aborten er gennemført.

Svaret på blodprøven skulle hun læse på nettet.

- Vi har været ladt til os selv. Jeg er i chok over, hvor lidt information vi fik om forløbet, siger Kirstine.

For eksempel ville hun gerne have vidst, at der var en risiko for, at hun ville abortere derhjemme, som hun gjorde, så de kunne have forberedt sig.

Hun ville gerne have vidst, hvor meget hun ville bløde, hvor ondt det kunne gøre, og hvilke muligheder der var for smertelindring.

Hun ville også gerne have været forberedt på, hvordan et foster i uge 10 ser ud.

En standard anbefaling ved medicinsk abort er også, at man ikke bør være alene, mens man gennemgår den, men den information mindes Kirstine heller ikke at have fået. Lægerne havde vurderet, at hun skulle indlægges.

Hun ville ønske, at den læge, hun talte i telefon med, mens det stod på, havde fortalt hende, at der var en risiko for, at hun var ved at abortere, og at de havde tilbudt hende at komme ind. Beskeden om, at hun kunne komme, hvis hun var utryg, oplevede hun som beskrevet ikke som en invitation.

Tværtimod:

- Jeg følte, at jeg var til besvær, siger Kirstine.

Hun følte i stedet, at det var op til hende at vurdere. Hun havde netop brug for, at en læge tog kontrollen, for den havde hun selv mistet i et forsøg på at komme igennem smerterne.

Bagefter har det også undret hende, i hvor høj grad aborten blot betragtes som et medicinsk indgreb – ”som ingenting,” siger hun – og slet ikke som noget, der har påvirket hende psykisk, som menneske, ikke bare som krop.

- Jeg havde brug for, at nogen talte forløbet igennem med mig. For os var det en kæmpe drøm og noget, vi havde glædet os til, men tabet, skuffelsen og sorgen må man bare klare selv. Der bliver ikke taget hånd om, at man står i en situation, der er så rystende og chokerende.

Det undrer Kirstine, at det ikke fungerer anderledes. For hun tænker, de må have oplevet det tusind gange.