Samfund
12. november 2024

I over 100 år har der kun været mænd. Nu tager 30 betydningsfulde kvinder plads

Tirsdag blev det store maleri afsløret, som nu hænger i et af de fineste værelser i Folketinget.
Af: Signe Larsen
maleri

Pressefoto: Folketinget/Ólafur Steinar Rye Gestsson

Helle Thorning-Schmidt, Margrethe Vestager og Elna Munch.

Det er tre af de i alt 30 betydningsfulde, kvindelige danske politikere, der fra tirsdag d. 12. november vil hænge på væggen i det såkaldte Samtaleværelse i Folketinget på Christiansborg.

Et rum, der indtil nu har stået stort set som ved indretningen i 1918. Det vil sige, at der i over 100 år kun har været mænd på væggene.

Maleriet af de kvindelige politikere skal hænge over for Herman Vedels berømte maleri, der skildrer 30 mænd, som forbereder grundlovsændringen i 1915, hvor danske kvinder fik stemmeret og ret til at stille op til valg.

Det er billedkunstner Mie Mørkeberg, der siden starten af 2023 har arbejdet på værket, som blev bestilt af Folketinget i 2021.

- Man påtager sig noget for kvindehistorien. Jeg synes, det var vigtigt, at maleriet fandtes. Jeg har følt et stort ansvar for det, og givet hvad jeg kunne. For jeg synes, det manglede, siger hun til Jyllands-Posten.

Al kunsten i Samtaleværelset knytter sig til fortællingen om det danske folkestyre.

I en video fortæller nogle af de portrætterede politikere, at de glædes over at være med på maleriet.

- Jeg håber, det vil inspirere unge piger og kvinder til at engagere sig i demokratiet, skriver den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt blandt andet på Instagram.

Den tidligere formand for Folketinget, Henrik Dam Kristensen, udtalte i 2022, at man med det nye maleri vil skabe en bedre kønsmæssig balance i udsmykningen af Samtaleværelset, og at det vil være et vidnesbyrd om de kvinder, som har haft en særlig betydning for Folketingets virke.

Maleriet blev afsløret tirsdag klokken 14.30 ved en ceremoni i Samtaleværelset på Christiansborg.

Læs mere om:

Læs også