Hun dansede hver uge i fjer og pailletter foran hele Danmark. Så gik det op for hende, at hendes mission var ved at mislykkes

Ena Spottag Fog var egentlig på vej til den lokale kaffebar, hvor vi har aftalt at mødes, da vi render ind i hinanden på gaden foran hendes hoveddør. Hun overvejer kort, om vi skal lave interviewet hos hende, men dropper tanken, og vi går mod kaffebaren.

På vejen taler vi om, at vi også kan gå i parken, fordi vejret er godt. Nej, lejligheden er nok bedst, siger hun og ringer derfor til sin lillesøster, som hun bor sammen med, for at sige, at vi laver interviewet der.

Kort efter ombestemmer hun sig, og vi aftaler at lave interviewet i det fri. Mens vi venter på kaffen, bliver Ena alligevel enig med sig selv om, at interviewet skal foregå i hendes lejlighed. Der er hun mest tryg.

– Det er altså ikke, fordi jeg har svært ved at tage beslutninger. Jeg får bare hele tiden nye ideer, forsikrer hun mig, og jeg tror på hende.

Ena Spottag Fog virker ikke vægelsindet. Nærmere som om hun vil virkelig mange ting samtidig.

Alligevel er der en smule nervøsitet at spore hos den 38-årige skuespiller. Hun lægger heller ikke skjul på, at hun er både genert og indadvendt, og at hun ikke har lavet interview længe.

Men det er, som om der sker noget, i det øjeblik vi træder ind i hendes lejlighed.

Hun må skubbe lidt ting til side på bordet, fjerne et håndklæde over en stoleryg og åbne et vindue med lidt besvær, fordi vindueskarmene er fyldt fra kant til kant med planter.

Da vi har sat os, sænker hun skuldrene, så man næsten kan se det fysisk. Det er her, hun føler sig hjemme. Blandt de talrige planter, samlingen af tegneserier, gamle dvd’er, sin lillesøster som roommate og, ja, en del rod.

Rod har der også været i Ena Spottag Fogs hoved i det meste af hendes liv, når det handler om at finde ud af, stå ved og tale om, hvem hun egentlig er, når hun ikke er Martha i “Badehotellet”.

Når hun ikke er det fremadstormende teatertalent, der udfordrer køns- og kropsopfattelserne på scenen. Når hun ikke er datter af skuespiller Jens Jørn Spottag, og når hun ikke er tidligere vinder af “Vild med dans”.

Selv om alle delene naturligvis har været med til at forme hende.

– Jeg har haft nogle år, hvor jeg har haft det lidt crazy. Jeg har nok været på flugt fra mine følelser. Nu er det, som om der er kommet lidt ro på.

– Jeg er et sted nu, hvor jeg begynder at føle, at jeg godt må være i verden, som jeg er, men også er lidt overvældet af at være i den, fordi jeg faktisk har gemt mig i ret lang tid, siger hun.

For tyk og for queer?

Ena Spottag Fog føler på den ene side, at hun i de første år af sin karriere har udbasuneret sig selv i interview, men i dag mener hun ikke, at det handlede ret meget om, hvem hun er. For det vidste hun faktisk ikke engang selv.

Den senere tid har hun imidlertid fået en række roller, som har givet hende stof til eftertanke om ikke bare, hvem hun er, og hvad hun kan på scenen, men også hvem hun er privat.

– Det har hjulpet mig rigtig meget, at jeg har følt mig virkelig set af mange af de mennesker, jeg har arbejdet sammen med i teateret. Jeg har været heldig at komme ind på Betty Nansen og arbejde med Elisa Kragerup og møde nogle mennesker, som hviler meget i deres queerness.

– Jeg så Elisas tredjeårsforestilling, da hun gik på teaterskolen, og det var første gang, jeg så to piger kysse hinanden på scenen. Der tænkte jeg bare: Fuck, det må man godt? Hvor sindssygt!

Hun nævner bl.a. forestillingerne “Animal Farm”, som hun medvirkede i sidste år, hvor skuespillerne ikke talte om, hvilket køn de spillede på noget tidspunkt, og ikke mindst “Iliaden” fra 2023, hvor hun som den eneste spillede et andet køn, end det hun er født med, i rollen som Hector.

– Jeg fik rollen, fordi jeg har en naturlig maskulinitet og samtidig har en følsomhed, som gjorde, at jeg kunne spille den her helterolle. Jeg har længe troet, at det var noget, jeg skulle modarbejde.

– At jeg var for queer og for tyk til at spille en helt, men nærmest også til at være skuespiller i det hele taget. Nu følte jeg, at jeg blev accepteret gennem mit arbejde.

Forestillingen satte en tankerække i gang hos Ena.

– Det var virkelig en øjenåbner, hvor jeg tænkte, at hvis jeg må være sådan her på scenen, hvorfor skal jeg så ikke kunne stå ved at være sådan i mit privatliv og over for mig selv?

På et tidspunkt kaldte hun sig selv for panseksuel i et interview, men det handlede mere om, at hun følte, hun skulle kalde sig et eller andet.

– Jeg oplever, at der har været en forventning om, at jeg skulle springe ud, men jeg har ikke rigtig haft noget at springe ud som. For jeg synes jo, at jeg altid har været den, jeg er i dag.

– Jeg har ikke engang haft lyst til at sige, at jeg er nonbinær, for det er jeg måske også, men jeg tror samtidig, at det hos nogle vil give en følelse af, at man ekskluderer en hel masse, hvilket jo er det modsatte af, hvad det burde, siger hun.

Derudover har hun gennem årene oplevet mange kommentarer om sin krop, som har gjort, at hun ikke altid har hvilet lige godt i sig selv, selv om hun ellers ikke har noget problem med at kalde sig tyk.

Ena Spottag Fog spillede f.eks. engang en rolle, hvor hun skulle spise en klapsammen og en frikadelle, og både hun og instruktøren mente, at det var lidt besværligt at sidde med begge dele i den scene, så hun lagde frikadellen væk.

Det affødte en kommentar, hun sent glemmer, fra en ansat i produktionen: “Jamen, hvordan skal man ellers forstå, at hun er kommet til at se sådan ud?”

– Der er virkelig mange jokes på bekostning af tykke mennesker. At vi er grimme eller ikke sexede. Det synes jeg, er pisseunderligt.

– Jeg har måttet arbejde enormt meget med at ændre det billede. Jeg synes, at der er masser af tykke mennesker, som er smukke og sexede.

Tilbage på teaterskolen oplevede hun ofte, at “os med maver” ikke havde helt lige så meget at lave, når de f.eks. lavede projekter sammen med Filmskolen, som foregik uden castings, og man derfor udelukkende blev valgt på grund af sin fysiske fremtræden.

– Jeg har brugt de sidste par år på at omprogrammere min hjerne. Det er, som om vi har fået smidt sådan nogle weird løgnehistorier i hovedet for at kunne tilpasse os en struktur, som jeg slet ikke forstår.

– Jeg synes, at de systemer, jeg har lært at indgå i, i virkeligheden ikke passer. Jeg har oplevet, at der er flere mænd, der kigger efter mig i dag, hvor jeg ser mere queer ud.

Omvendt synes Ena også, at hun har fået lov til at spille en del roller efterhånden, som har udfordret køns- og kropsidealet eller bare slet ikke forholdt sig til det.

F.eks. da hun spillede sin egen version af Ofelia i “Hamlet” på Aalborg Teater.

– Jeg synes egentlig, at jeg har været heldig, så det kan godt være, at min angst for at skulle tilpasse mig ikke stemmer helt overens med, hvad jeg har fået af muligheder, fordi jeg bare bliver virkelig trigget, når der kommer de der kommentarer indimellem.

Thomas i protokollen

Ena Spottag Fog har muligvis været mange år om at finde ud af, hvem hun er og stå ved det, både over for sig selv og omverdenen, men hun har, lige siden hun var barn, protesteret, hvis nogen har forsøgt at putte hende i en kasse.

– Jeg låste mig inde på et toilet, da jeg fandt ud af, at det kun var pigerne, der skulle gå luciaoptog, og hver eneste gang, der blev sagt: Drengene her, pigerne dér, har jeg sagt nej!

Men den tilgang var ikke nem i en tid, hvor Britney Spears og Christina Aguilera var rollemodeller, og der ikke var ret meget plads til at fortolke sit køn på mere end én måde.

– Unge kvinder blev jo vildt seksualiseret dengang, og jeg tænkte, at det kunne jeg jo ikke være en del af, men hvor hørte jeg så til? Jeg følte, at jeg skulle være en prinsesse, men jeg vidste, at jeg ikke kunne.

– Samtidig har jeg taget afstand til de sider af mig, som måske ville synes, det var sjovt at lege prinsesse, fordi jeg har følt, at jeg skulle leve op til at være en prinsessepige på en bestemt måde.

– Jeg ville jo stadig gerne spille fodbold og stå på skateboard.

Ena har altid set sig selv som “genderqueer”, men som hun tidligere ikke har haft et sprog for.

– Jeg hed Thomas i protokollen. Hvis jeg ikke reagerede på Ena, spurgte min søde friskolelærer, om Thomas var der. Det var jo sindssygt progressivt for start-90’erne.

– Det gjorde, at jeg følte, at det var okay at gå ud og lege Robin Hood, siger hun.

For der er noget med skuespilleren og Robin Hood, som hun har fortalt om ved flere lejligheder.

Men hvor hun tidligere har tøvet ved helt at stå ved det, som Robin Hood repræsenterer for hende, har hun for nylig omfavnet det i meget bogstavelig forstand ved at få karakteren tatoveret på sin mave.

– Jeg har altid været megafan af Robin Hood. Han var rebelsk, kæk og reddede de fattige, og i filmversionen fra 1938 (spillet af Errol Flynn, red.) var han også lidt feminin.

– Men på det tidspunkt gik det op for mig, at Robin Hood er en mand, og det var jeg jo ikke. Så tænkte jeg, at jeg jo ikke kunne være Robin Hood, medmindre jeg også var en mand.

Det var derfor, hun pludselig hed Thomas i protokollen. For Ena Spottag Fog er ikke opvokset med flydende kønsidentiteter og queer-karakterer i popkulturen.

– Dengang jeg gik på Skuespilskolen, blev det at være queer anset som noget, man arbejdede med. Hvis du f.eks. var en meget feminin mand, fik du at vide, at du skulle øve dig i at være mere maskulin. Det er nyt, at det ikke er sådan i dag.

– Nogle gange kan jeg tænke, at jeg måske aldrig vil føle mig repræsenteret, eller at det bliver meget svært. Der er jo en forventning om, at man skal være feminin på en særlig måde, når man er skuespiller. Sådan var det i hvert fald, da jeg blev uddannet.

Nedtur efter “Vild med dans”

Alle de følelser blev genaktiveret, da Ena Spottag Fog deltog i, og vandt, “Vild med dans”. Modsat hvad mange andre deltagere ellers beretter, så havde hun faktisk ikke et særlig stort kendskab til “Vild med dans” i 2015.

– Jeg var ikke en kæmpefan og ser generelt sjældent tv, men meget mere tegnefilm. Jeg så det bare som et sjovt eventyr og en mulighed for at lære en masse danse.

– Jeg ringede til min veninde, da jeg fik det tilbudt, og spurgte hende, hvad hun mindst kunne se mig i på dansk tv, og dér sagde hun “Vild med dans”, og så tænkte jeg, at jeg skulle sige ja.

Et stykke hen ad vejen fik hun ret i sin antagelse.

– Det var på en måde et eventyr, men også et ret ekstremt eventyr, hvor der også var drager, orker og trolde, der skriver grimme ting om én. Jeg var nok lidt impulsiv, da jeg sagde ja og kastede mig ud i det uden at tænke det igennem.

Ena sagde, ud over det eventyrlige aspekt, også ja, fordi hun syntes, der manglede repræsentation af tykke mennesker, men også af kvinder, der “er lidt drengede” som hende selv.

Men efter at have danset uge efter uge i fjer og pailletter, med glimmerøjenskygge, bobbet hår og shellac på neglene, gik det op for hendes, at hendes mission om at vise, at der var flere måder at være kvinde på, ikke så ud til at lykkes.

– Det kan godt være, at det er min egen internaliserede queer-fobi, men jeg følte, at de gerne ville fortælle historien om drengepigen, der blev til en prinsesse. Det var decideret skadeligt og ødelæggende for mig.

Da Ena Spottag Fog sagde ja til “Vild med dans”, vidste hun, at hun havde en fastansættelse på Aalborg Teater i vente året efter.

Hun havde bare ikke forudset den opmærksomhed, der fulgte i kølvandet på “Vild med dans”, som gjorde, at tiden i hjembyen Aalborg ikke ligefrem blev rolig og afstressende, hvilket nok var det, hun egentlig havde brug for.

Den periode pirkede til den angst, hun altid har kendt.

En angst, som hun tror satte sig i hende, da hun som barn oplevede begge sine skuespillerforældre være væk næsten hver aften, hvor hun blev passet af en barnepige.

– Angsten har altid ligget latent i mig. Jeg var nok skidebange for, at de ikke kom hjem igen. Jeg er et ret følsomt og lidt skrøbeligt menneske, som havde brug for lidt ekstra omsorg.

Der var ellers lagt op til et boost i teaterkarrieren ved Aalborg Teater, hvor hun først spillede Ofelia i “Hamlet”, dernæst Ronja i “Ronja Røverdatter,” og hun fik endda lov til at spille mand for første gang i “Drengen, der ville være vægtløs”.

Men presset blev for stort, og hun endte med en sygemelding, som varede et halvt års tid.

– Jeg tænkte, at jeg tog til Aalborg for at gemme mig lidt og få ro på, men når du laver fire forestillinger om året, og det eneste tidspunkt, du egentlig har fri, er om natten med bajere i “gaden”, så var det nok ikke det bedste for en som mig, som nok i den periode mest trængte til at få nusset det parasympatiske nervesystem, siger Ena.

Reddet af corona

Da det var værst, havde hun flere angstanfald dagligt, og hun begyndte at gå i terapi.

– Jeg har gået virkelig meget i terapi. Det synes jeg, alle mennesker burde gøre, hvis de har mulighed for det, men især, hvis man har tendens til angst og depression, for det tærer virkelig på de mennesker, du elsker allerhøjest.

– Der synes jeg, at man har et ansvar. Det er ikke din skyld, at du har det sådan, men du har et ansvar, siger Ena Spottag Fog og skynder sig at understrege “hvis man har råd”, for det har hun f.eks. ikke selv for tiden.

I dag er hun mere bevidst om, hvad angsten skyldes.

– Den hænger sammen med min queerness og min tykhed og følelsen af, at jeg ikke måtte være i verden, som jeg var.

– Terapien gjorde, at jeg begyndte at arbejde aktivt med de dæmoner og den vrede, jeg havde i mig, som gjorde, at jeg fik den angst.

I stedet for at kæmpe imod, har hun på det seneste forsøgt at omfavne nogle af de ting, der har gjort hende angst.

– Jeg øver mig stadig på at være i verden, og der er rigtig mange ting, jeg ikke tør. F.eks. sad jeg med min veninde og tænkte, at det da godt kunne være, at jeg skulle prøve at oprette en Tinder.

– Men da vi gik i gang, begyndte jeg bare at ryste. Og hun sagde: “Jeg tror ikke, at du er klar, Ena.” Det var jeg virkelig ikke, siger hun.

I dag er der længere mellem angstanfaldene, men Ena kan stadig opleve social angst, og hun skal bruge meget tid på at restituere og lande efter at have været sammen med andre mennesker.

Det var især den isolation, coronapandemien medførte, der havde en effekt. Inden den havde hun bare “mast på og drukket sygt meget kaffe”, mens hun accepterede de daglige anfald.

– Pludselig var der sindssyg meget ro og ikke nogen skam i, at man ikke var ude blandt andre mennesker. Det imødekom et kæmpestort behov, jeg havde for at kigge indad, være lidt selvoptaget og lappe mig sammen igen.

“Hvis jeg var en mand …”

Som medvirkende i en af de mest populære danske tv-serier siden “Matador” har Ena Spottag Fog ikke kunnet komme uden om en vis interesse for sit privatliv, som ikke ligefrem blev mindre, efter hun medvirkede i “Vild med dans.”

Hun har især oplevet at skulle svare på meget personlige spørgsmål om kærester og børn.

– Jeg tænker ofte, at hvis jeg var en dude, havde jeg ikke fået de samme spørgsmål. Så havde det været helt cool og acceptabelt, at jeg bare var langsom om at komme i gang.

– Men der er en forventning om, at min krop skal kunne føde børn, og det kommer den bare ikke til lige om lidt. Og der har jeg det sådan: Det er bare ærgerligt. Men så kan jeg hænge ud med alle mulige andres børn.

For det handler slet ikke om, at Ena ikke kan lide børn.

– Jeg synes, børn er vildt grineren, men jeg synes også, at det virker som sindssygt hårdt arbejde, siger hun, inden tonen er lidt mere alvorlig.

– Med den angst, jeg har haft, har jeg ikke engang følt mig klar til at have en partner, fordi jeg ved, at jeg ikke ville være særlig rar at være sammen med.

Jeg tror ikke, at jeg ville have været en god mor. Jeg ville være selvoptaget, frustreret, temperamentsfuld og kontrollerende og alt muligt ubehageligt.

Men selv om hun godt kan tænke, at hun gerne ville være sluppet for de spørgsmål, har hun samtidig et behov for at svare på dem.

– Jeg vil gerne svare ærligt, for jeg kan ikke andet, men hvis jeg tænker, at jeg var en mand, kan det hjælpe mig til at slippe for at føle, at jeg bliver dømt for det, jeg svarer.

Ena Spottag Fog har det stadig svært ved at have folk tæt på sig.

– Men det hjælper jo, at man ikke aktivt bekriger det. Jeg har nok troet, at jeg var sådan en “lone wolf” og har skubbet en masse mennesker væk fra mig, f.eks. nogen, der bare gerne ville kysse.

Ena kan gå så langt som at sige, at hun faktisk godt gad at være venner med sig selv.

– Jeg har det ret godt med mig selv i dag. Jeg har jo venner, og jeg har lært at hvile mere i det, turde gå mere ud og være mindre bange, hvis folk virker interesserede, være mindre mistroisk generelt.

Revolutioner tager tid

Når hun ser på sit fag, mener hun, at der er sket meget. Ikke mindst i form af kampagnen “Et større billede” – et initiativ, som arbejder for større mangfoldighed og repræsentation i dansk tv og film.

– Branchen er stadig meget tynd, lang og hvid, og det synes jeg, er fucked up, for sådan er mennesker jo ikke. De færreste ser sådan ud.

Hun byder derfor initiativer som dette velkomment, men der er også en lille del af hende, som bekymrer sig om udviklingen.

– Jeg synes, det er rigtig dejligt, at der kommer så mange queermennesker, og jeg håber virkelig, at det kan fortsætte. Jeg kan godt være bange for, at det bare er en modeting.

Det handler også om hendes egen personlige rejse og dens konsekvenser.

– Jeg er helt klart bange for, at nu, hvor jeg læner mig ind i at kunne få lov til at være på den her måde, at det pludselig bare stopper.

– Jeg har respekt for, at ting tager tid, og at revolutioner ikke behøver at være aggressive, men jeg kunne godt tænke mig, at der skete noget mere, og at udviklingen i hvert fald ikke går i stå eller går tilbage.

Men på det seneste har Ena oplevet en udvikling både i samfundet og hos sig selv.

– Jeg har i mange år følt, at hvis jeg én gang har sagt, at jeg har det lidt maskulint, så kunne jeg ikke samtidig tage lyserød neglelak på eller en af kjolerne, jeg stadig har i mit skab.

– Jeg oplever tit, at det er “bordet fanger”, når det handler om køn og seksualitet. Det har jeg bare ikke lyst til.

For nylig er hun begyndt at tænke, at hendes queerness ikke nødvendigvis handler om, hvilket køn hun identificerer sig som, men at hun generelt efterlyser højere til loftet, når det handler om, hvordan man fortolker og udtrykker sit køn.

– Det er gået op for mig, at jeg nok også har fornægtet det at få lov til at være kvinde, fordi jeg har følt, at hvis jeg skulle være kvinde, skulle man være det på Barbie- eller prinsessemåden, men sådan behøver det jo ikke at være. Der har jo altid været queermennesker, og vi vil altid være her.

Omvendt har hun heller ikke noget som helst imod, at nogle lever op til mere klassiske kønsopfattelser.

Ena Spottag Fog understreger, at hun kender masser af mennesker, som er “de mest cis’ede, men stadig er vidunderlige, dejlige og åbne”. I sidste ende er det netop det, det handler om for hende. Hun slutter med en lille opfordring:

– Lad være med at blive provokeret og bange for, at det at give mere plads til queerpersoner betyder, at du ikke må være, som du er.

– Det er helt fair, hvis du opretholder alle mulige strukturer. Men hvis du konservativt insisterer på at forsvare, at man ikke kan være på andre måder, så har jeg nok lyst til at give dig en knytter i fjæset.

Artiklen blev udgivet i femina uge 45.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: