Lejlighedssangen er undervurderet og kan noget særligt, som flere burde stræbe efter i dag

Der findes den slags lejlighedssange, som nærmest kun kan synges i et forsamlingshus med praktisk hesteskosbordopdækning. De er skrevet på klassiske melodier som ’Jeg ved en lærkerede’ eller ’I en kælder sort som kul’ – og så er de altid printet, rullet til et aflangt rør og forsejlet med et nærmest ubrydeligt stykke tape eller sågar et flagklistermærke.

Denne arketype af en lejlighedssang fornemmer jeg lever i bedste velgående til konfirmationer og runde fødselsdage rundt om i landet. Det er bare oftest den ældre generation, som har kastet sig ud i gendigtningens kunst. Og jeg frygter, at den langsomt er ved at forsvinde.

Nu findes der jo desværre ikke en form for statistik på lejlighedssangbrug her i landet. Men som uironisk lejlighedssangentusiast føler jeg, at jeg selv har en vis form for ekspertviden på området.

Hvis jeg nu skal være helt ærligt, og det skal man vist som udgangspunkt, er jeg en smule besat af både at skrive og synge de hjemmelavede sange.

Og selvom jeg bestemt ikke bryder mig sådan at stå og bræge foran en forsamling og aldrig er den, som synger for, skylder jeg i det mindste lejlighedssangen at være den, som taler for dens eksistens. Så det har jeg tænkte mig at gøre nu.

For der er et ret stort uforløst potentiale, som jeg ville ønske, at flere snart opdagede.

Da jeg gik på højskole (et sted som i sandhed er indbegrebet af fællessang), var det første gang, at jeg var til en fest udenfor min gode gamle vennekreds, hvor nogen havde skrevet en sang. Og jeg har ikke rigtigt oplevet det siden.

Men når jeg en gang imellem møder andre i 20'erne, som fortæller, at de også har taget traditionen til sig, giver det mig håb for, at lejlighedssangen måske kan overleve endnu en generation.

For lejlighedssangen fortjener meget mere. Det er en undværlig og virkelig fremragende dansk tradition, som skaber samhørighed og viser omtanke for den eller dem, den er skrevet om.

Som med så mange andre litterære traditioner har den nogle helt særlige genretræk, som er med til at gøre den så legendarisk. De vaklende versefødder er karakteristiske.

Det skaber hurtigt en ret akavet stemning, når rytmen ikke lige passer. Særligt hvis folk i forvejen ikke rigtigt synger med. Det kan også tilføje endnu et lag af den uhøjtidelighed og charme, som en god lejlighedssang allerede har.

Men det kan også være et bevidst stilistisk valg. Det var det for eksempel, da jeg gik på højskole og var med til at skrive en sang, som opsummerede hele opholdet på melodien fra ’Bohemian Rhapsody’. Hvilket nok er den mest uoplagte lejlighedssangsmelodi nogensinde.

Til dem, som desværre ikke var til stede i øjeblikket, kan jeg berette, at det var helt genialt. Og ganske kaotisk.

Eller da vi den sidste dag i gymnasiet havde skrevet en lidt mere oplagt afskedssang på en kombination af ’En dag tilbage’ med Nik og Jay og ’Kun minderne tilbage’ med Drengene fra Angora. For der er altså noget grundlæggende sjovt ved at fællesrappe ude af takt om det politologiske princip interdependens, lappedykkere og de Bloody Marys, som blev drukket på en studietur til Litauen. Det skaber sammenhold.

En god lejlighedssang er virkelig sjov. Og den skal både være kærlig og have lidt kant. Det gælder både dem, man skriver til 80-års fødselsdage, og de lidt mere utraditionelle moderne drukviser, jeg ofte skriver sammen med og om mine venner. Det er dem, som handler mere om sex og rimer ’nu skal vi bunde’ på ’det skulle være så sunde’.

For en god lejlighedssang skal selvfølgelig rime. Men kræver også nogle gange, at man er en smule kreativ med rimstrukturen og er villig til at krydre de klassiske rim med lidt assonans. For det er bare lidt federe at rime Maradona på Cola eller rhododendron på opmærksom.

For mig er det i de uventede rim med lidt mere personlighed, at de virkelig gode sange opstår. Og jeg tror først, traditionen dør, hvis man begynder at ty til ligegyldige floskler og kedelige rim. Eller hvis man henter sangen fra nettet. Eller får kunstig intelligens til at skrive den.

Og så må man jo gerne udvide begrebet for, hvornår noget er en lejlighed til at skrive en sang. Mit eget bagkatalog indeholder både en Mortens Aftens-sang på ’Noget om helte', en julesang om at starte på studie og en nytårssang om min venindegruppe i gymnasiet. De mere intime detaljer i særligt den sidstnævnte er efterhånden ved at være en smule forældet, men den holder nu alligevel.

Her på sidste vers vil jeg vove at påstå, at en lejlighedssang altid falder i god jord. Jeg har i hvert fald ikke prøvet andet.

Det gør den altså selvom festkulturen i dag bygger rigtigt meget på floor og en lidt anden type af fællessang. Hvilket helt klart har sin charme. Men med lejlighedssangen er musikken lige pludselig ikke længere ‘Kun for mig’. Og det synes jeg, virkelig er fint, og noget flere godt kunne komme i gang med at stræbe efter.

For det skaber lige præcis den følelse af at være sammen om noget, som er helt særligt ved lejlighedssangen.