"Man ser hijaben, man ser de mange lag tøj, og så slutter blikket der"

I skolen sidder Amina Elmi ved bordet med hånden oppe. Men læreren tager hende ikke denne gang. Det samme sker næste gang. Og næste gang igen.

Og kigger hun rundt i lokalet, kan hun se, at sådan er det ofte, når det er hende eller en anden i klassen med minoritetsbaggrund, der rækker hånden op.

- Jeg kunne mærke på lærerne, at det ikke kom fra et dårligt sted. De tænkte ikke, “nu overser jeg dig med vilje”. Det handlede om deres egne fordomme og lave forventninger til os og en frygt for at sætte os i en situation, hvor de var bange for, at vi ville gøre os selv til grin, siger Amina.

Men nu er Amina træt af at vente med hånden oppe.

Hun er også træt af som dansk-somalier ikke at kunne tale åbent om alt fra kønsulighed, sexisme og homoseksualitet til traumer og religiøse spændinger.

Det skal være slut med tabuerne i det somaliske miljø, og derfor har hun haft et brændende behov for at skrive sin digtsamling “Barbar [Tavshedens objekt]”.

Lokal skriveskole blev afgørende

Fem hjerter i Politiken, Information kalder samlingen for en “stærk debut” og oplæsning på Lyse Nætter, den litterære gadefest på Nørrebro, hvor en række forfattere inviteres til at læse op af deres værker.

At Amina Elmi i dag står som nyuddannet fra den prestigefyldte forfatterskole i København og for nylig har udgivet en digtsamling, der roses til skyerne, lå langt fra i kortene, da hun som tre-årig kom til Danmark fra Somalia.

Hendes familie flygtede fra borgerkrig og endte i Aalborg, hvor hun voksede op som næstyngst i en søskendeflok på fem. Da hun som lille blev spurgt, hvad hun ville være, når hun blev stor, så svarede hun altid landevejsdigter, og da hun var yngre, og blogs var moderne, brugte hun dem hyppigt til at skrive om religiøst betingede emner.

Alligevel var det, som om muligheden for at gøre alvor af sine drømme ikke var ægte. Men efter gymnasiet startede hun på en lille, lokal skriveskole, hvor hun stødte ind i underviseren Jørgen Dissing Nørgaard. Han kunne se noget særligt i hendes tekster og gjorde hende opmærksom på muligheden for at søge ind på Forfatterskolen.

Uden helt at vide hvad det var for et sted, eller hvad hun kunne få ud af det, gav hun det et halvhjertet forsøg og søgte ind.

Afslag, lød svaret på.

Men det skulle være løgn.

Hvis jeg skal gå på den skide skole, så skal det være nu, tænkte hun.

Hun gav det denne gang et helhjertet forsøg, søgte ind igen og kom ind.

For få måneder siden dimitterede hun fra skolen og udgav digtsamlingen “Barbar [Tavshedens objekt]”. Med den har hun smidt sin kappe af usynlighed, som hun følte, at hun havde båret rundt på, og hun opfordrer andre danske-somaliere til at gøre det samme.

Der er brug for en renæssance for dansk-somaliere, som er den største afrikanske gruppe i Danmark, men alligevel er de usynlige i samfundet, og særligt i den kreative industri, mener Amina.

- Jeg tror bare ikke, at der er den forestillingsevne hos dansk-somaliere. Den eksisterer ikke, siger hun.

Og hun er ikke i tvivl om, hvad årsagen er.

- Vi er blevet stigmatiserede, siden vi kom hertil, svarer hun uden at tøve.

Blikket stopper ved hijabben

“Europa forstod først flygtningen, da flygtningen var europæeren, her er min nedarvede hukommelse, og her endnu en fuckfinger”.

Sådan står der i prologen til Aminas digtsamling, der bygger på hendes egne erfaringer.

Hun mener, at danskere i overvejende grad har lettere ved at sympatisere med nogen, der på overfladen ligner dem selv.

- Kigger man på en somalier, så er det statistikkerne, man ser. Det er islamofobien, fremmedhed og fordomme. Man ser hijaben, man ser de mange lag tøj, og så slutter blikket der, siger hun.

Hun oplever, at politikerne fodrer os med en forestilling om, at vi er forskellige, og at denne forskellighed understreges med vores pas.

Bliver vi bedt om at se et pas for vores indre blik, så tænker de fleste af os nok automatisk på det rødbedefarvede danske pas, men for Amina og flere tusind andre, der ikke har dansk statsborgerskab, er situationen en anden.

“FREMMEDPAS”, står der med versaler på deres grå pas.

- Det er ekstremt tærende psykisk og følelsesmæssigt. Danmark er det eneste, man kender til, og så ved jeg godt, at der er nogen, der vil sige, at man skal gøre sig fortjent til et statsborgerskab. Men hvad er det, man skal gøre sig fortjent til? Et fællesskab? Et fællesskab, som man alligevel allerede er en del af?, spørger hun.

Man skal gøre sig lille, holde sin kæft og være taknemmelig for det, man har fået, oplever Amina.

Men det er ikke kun fra et højere strukturelt plan, at hun føler sig fremmedgjort. Det er også i dagligdagen.

- Jeg føler mig fremmed, når jeg får at vide, at min kusine bliver overfaldet på sin arbejdsplads og bliver kaldt alt muligt. Jeg føler mig fremmed, når jeg bliver behandlet anderledes, siger hun.

Og særligt intellektuel racisme og usynliggørelse i klasseværelset har hun været ramt af.

Hun fremhæver et eksempel fra, da hun lige var startet i gymnasiet. Her skulle de i grupper analysere en kortfilm ud fra den famøse berettermodel, og her var de andre i gruppen forvirrede over, hvordan de skulle gribe det an.

Amina kendte derimod modellen fra folkeskolen og forklarede derfor de andre, hvad den gik ud på. Men klassekammeraterne kiggede bare ned, begyndte at snakke videre med hinanden og ignorerede hendes input.

Først da læreren kom hen og forklarede præcis det, som hun netop havde sagt, kiggede de på hende og anerkendte hendes bidrag.

Den dansk-somaliske kultur mangler et sprog for tabuer

Men det er ikke kun i samfundsbilledet og dagligdagen, at Amina som dansk-somalier oplever tavsheden dominere.

Også i særligt det dansk-somaliske miljø oplever hun en larmende stilhed, når det kommer til for eksempel tro, tvivl, religiøse spændinger, kønsulighed og homoseksualitet.

- Tavsheden fylder meget i det somaliske miljø, jeg er vokset op i. Hvis man kommer fra et stille og roligt, hvidt middelklassehjem, så er det ikke de samme ting, der er på spil og de samme ting, man ikke taler om, siger hun.

Med sin digtsamling forsøger hun at skabe et sprog i det dansk-somaliske samfund for de emner, der ellers har været fraværende.

Samlingen er delt op i fire akter, hvor det første handler om slægten, familiehistorien og sorgen efter Aminas afdøde far.

Og netop hendes fars død var det, der satte gang i en personlig og skrivemæssig udvikling.

- Jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved en masse, når det kommer til religion. Tidligere fulgte jeg alle dogmerne, men jeg endte med ikke at kunne være i det, fordi der var mange ting som for eksempel sexisme, homofobi og racisme, der ikke gav mening for mig. Nu følger jeg min egen religiøsitet, siger hun.

- Islam kan godt blive brugt som et våben og en ammunition til at retfærdiggøre en bestemt måde at se mennesker på, især kvinder og minoriteter.

Hun understreger dog, at det ikke kun sker indenfor islam, og at man kan finde de samme tendenser i andre religioner.

Hendes brud med den stringente tilgang til religion udviklede sig med tiden til også at omhandle hendes skrivning, hvor hun begyndte at bryde med de fastsatte regler og dogmer.

I akt to går hun videre til at beskrive kærlighedsforhold mellem to kvinder, i akt tre fokuserer hun på brødrene, og i akt fire langer hun ud efter eliten, det finkulturelle og folk, der taler “hvidvinsk”.

“Jeg rækker ud til dig, jeg skælder ud på”

Men selvom hun bruger digtsamlingen til at komme med kritik, så er der også en omsorg i kritikken.

“Jeg rækker ud til dig, jeg skælder ud på”, skriver hun i digtsamlingen.

- Selvom vi lever i en tid, hvor vi har fokus på at respektere hinandens forskelle, kommer vi ikke rigtig hinanden i møde. Jeg håber, at den vækker en nysgerrighed for de folk, man har mødt og tænkt, “de er meget anderledes, end jeg er”, at man tør at nærme sig hinanden lidt mere, og at det bliver startet nogle nye samtaler, siger hun.

Men hun håber særligt, at unge dansk-somaliere læser digtsamlingen og kan bruge den til at spejle sig i, og at hun med “Barbar [Tavshedens objekt]” har fået skabt et sprog, der kan være med til at bryde med tavsheden i det dansk-somaliske miljø.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: