Maskerede mænd brød ind og anholdt hendes far. Nu kæmper Maryam for at få ham løsladt

Da de maskerede mænd brød døren ind, sad han allerede med hænderne over hovedet.

Han vidste, hvad de kunne finde på, så han havde fortalt sin familie, at når de kom, så ville han følge med fredeligt.

Men der gik bare få sekunder, før politimændene tæskede løs på Maryam Al-Khawajas far foran hendes mor, søster og to svogre – som har fortalt Maryam om, hvad de var vidne til.

De stoppede ikke, da han gentagne gange fremstammede, at han ikke kunne trække vejret.

Heller ikke, da han var slået bevidstløs.

I stedet trak de hans næsten livløse krop ned ad trapperne i lejlighedskomplekset. Oppe fra lejligheden hørte familien hvert bump, når hans hoved ramte trinene. Et efter et.

Den brutale anholdelse i 2011 resulterede blandt andet i, at Maryams far brækkede kæben flere steder.

Og det blev bare starten på flere års fysisk og psykisk tortur, som Abdul-Hadi Al-Khawaja har måttet udstå i fængslet i Bahrain.

Han sidder uretmæssigt fængslet på livstid, fordi han som en af de mest fremtrædende demokrati- og menneskerettighedsforkæmpere i Golf-regionen spillede en central rolle ved fredelige demonstrationer under Bahrains pro-demokratiske oprør i februar 2011.

Mens 35-årige Maryam Al-Khawaja fortæller detaljeret om den voldsomme tortur, som hendes far er blevet udsat for, er hun helt rolig. Det er hun nødt til at være.

– Hvis jeg begyndte at føle, hvad der skete og sker for mig selv og dem omkring mig, ville være umuligt for mig at komme videre, siger hun.

Og det må for alt i verden ikke ske – at hun går i stå. For der er masser arbejde, som kræver hendes opmærksomhed.

Maryam selv er som sin far dansk-bahrainsk statsborger og demokrati- og menneskerettighedsforkæmper. Hun har modtaget adskillige priser for sit arbejde gennem 10 år, og hun har været nomineret til Nobels fredspris sammen med sin far og søster.

Sideløbende med sin aktivisme har hun også kæmpet en personlig kamp for at få løsladt sin far, som hun ikke har set siden 2014, da hun selv var fængslet.

– Folk ser ham som menneskerettighedsforkæmper, men for mig er det min far. Det er ham, der elsker at spille fodbold, når familien samles, ham der fortæller jokes, ham der får sine børnebørn til at føle sig elsket. Jeg er blevet frarøvet chancen for at være venner med ham. Det blev taget fra mig og min familie. 12 års minder, kærlighed og diskussioner, som aldrig kan kompenseres.

– Men vi kan arbejde for, at det ikke fortsætter i to eller 12 år mere.

Maryam og hendes søskende blev flasket op med aktivisme. Sammen med sin familie fik hun politisk asyl i Danmark i 1989. Familien boede 12 år i Danmark, før de vendte tilbage til Bahrain.

Barndommen i Danmark husker hun som svær.

– Vi oplevede racisme hver eneste dag. Vi passede ikke ind og så anderledes ud i nabolaget. Folk råbte ad os på gaden og sagde, at vi skulle skrubbe af til lufthavnen. De blokerede os fra at gå ind i busser og tog og fulgte efter os ind i butikker, fordi de regnede med, at vi ville stjæle. Vi fik også hadbeskeder i postkassen.

Samtidig risikerede de at blive fængslet eller tortureret, hvis de tog tilbage til Bahrain.

Men det hun trods alt husker tydeligst fra sin barndom, var forældrenes store indsats for at forme børnene. Hen over aftensmadsbordet snakkede de derfor om, hvorfor man mon lod den ’lille’ regering have magten over den ’store’ befolkning. Hvorfor man lod sig kontrollere.

– Det fik os til at tænke over ting. De fortalte os altid om menneskerettigheder, og vi lærte at reflektere over, hvad vi hver især havde gjort den dag, der gjorde verden til et bedre sted. Det har vi alle sammen et ansvar for at gøre.

Det paradoksale var, at da Maryam og familien atter vendte tilbage til Bahrain flere år senere i 2002, følte hun sig også udenfor.

De rejste tilbage, fordi situationen i landet havde ændret sig. Der var kommet en ny mand til magten, som lovede reformer, og forældrene så en mulighed for at vende hjem og fortsætte arbejdet.

– Dele af mig var danske. Og det ironiske var, at jeg blev kaldt ’danskeren’ af mine klassekammerater i Bahrain. Jeg lærte, at andengenerationsflygtninge ikke kommer til at høre hjemme noget sted.

I Bahrain fortsatte Maryams familie det aktivistiske arbejde, særligt gennem ngo’en Bahrain Center for Human Rights (BCHR), som hendes far havde startet i 2002.

I mere end 19 år har BCHR arbejdet for at fremme menneskerettigheder og demokrati i Bahrain og den bredere Golf-region blandt andet gennem forskellige workshops, konferencer, mediekampagner og rapportering til FN, EU-parlamentet og USA’s kongres.

Det er blandt andet lykkedes dem at få løsladt fængslede politiske aktivister, fortæller Maryam Al-Khawaja.

Maryam var den person fra BCHR, der talte flydende engelsk og som blev valgt til at tage ud i verden og fortælle om alt det, de oplevede.

Derfor var hun på vej til USA, da telefonen vibrerede. Det var på Twitter, at hun i første omgang fik nyheden om sin fars anholdelse fra sin søster.

– Da de anholdt min far og onkel, vidste jeg, at hvis jeg kom tilbage, ville det være farligt for mig. Regeringen havde offentliggjort en liste over folk, de efterlyste. Jeg stod på den liste.

Når hun ser tilbage, kan hun også nu se, hvor stor effekt hendes telefon og især Twitter har haft på hendes liv.

– Jeg har altid fået dårlige nyheder fra min telefon, og jeg blev i en periode så afhængig af min telefon, at jeg blev ængstelig hver eneste gang, den sagde en lyd. Men jeg kunne heller ikke sætte den på lydløs om natten, fordi jeg var bange for at misse noget.

Det er en af grundene til, at hun i dag har PTSD og er helt udbrændt, siger hun.

Hun har været nødt til at skrue ned for sit arbejde, fordi hun sidste år pludseligt vågnede op en morgen og ikke kunne gå.

Ifølge Maryam har læger beskrevet, at det blandt andet skyldtes, at hun under et overfald, som hun var blevet udsat for af politifolk i Bahrain, var kommet så slemt til skade med sin ene skulder, at det havde sat sig i ryggen.

Hun brugte derefter knap et halvt års tid på fysioterapi for at kunne gå igen.

– Det tvang mig til at reflektere og forstå, at jeg ikke kunne fortsætte på samme måde.

I 2011 havde hun set en af sine meddemonstranter dø på sygehuset under oprøret i februar 2011. Alle omkring hende begyndte at græde, også lægerne. Men Maryam gjorde ikke.

– Jeg kan huske, at folk spurgte, hvorfor jeg ikke reagerede. Hvad var der galt med mig. Men jeg havde arbejde foran mig. Hvis jeg ikke gør noget nu, hvem gør så, tænkte jeg.

Siden dengang har hun formået at adskille sine følelser fra sit arbejde. Og hun har over for sig selv normaliseret at gøre det for at kunne skabe forandring i verden.

Men det har været på bekostning af hendes helbred. Angstanfald, mareridt og blackouts har været fast inventar i hendes liv i flere år.

– For et par år siden begyndte jeg til psykolog, og det gik op for mig, at jeg ikke kunne fortsætte som før. Problemet er ikke løst, jeg er ikke helet. Men det har gjort en forskel for mig.

Hun taler også i dag med andre om, hvorfor de ikke skal vente til før, det er for sent. Inspireret af sin far.

– Da jeg begyndte at involvere mig i arbejdet i 2010 og 2011, sagde min far til mig, at jeg skulle tage tid til mig selv. Til at gå i biografen med mine venner. ‘Ellers overlever du ikke’, sagde han. Og kan jeg ikke tage vare på mig selv, kan jeg heller ikke hjælpe andre.

– Jeg skulle bare have lyttet til ham tidligere.

Men arbejdet venter stadig på hende. Det vigtigste for hende er, at hendes niecer og nevø vokser op i en verden uden de problemer, hun selv havde.

– De skal vokse op i en verden, hvor de uanset hvilket land, de vokser op i, er respekteret, hvor deres liv har værdi, og hvor de har rettigheder. De skal ikke behandles som andenrangsborgere.

Hun kæmper for demokrati, men ifølge hende er ikke nok med et repræsentativt demokrati med udgangspunkt i menneskerettigheder, som er styret af folkevalgte.

Hun mener, der skal et yderligere sikkerhedsnet til, som beskytter alles rettigheder.

– Hvis flertallet stemmer på, at alle minoriteter skal smides ud af landet, så er det ikke sådan, det skal være. Der skal være et sikkerhedsnet, som beskytter alles rettigheder. Det er det slags demokrati, jeg vil se.

Og så er hendes vigtigste budskab, at vi alle sammen skal gå forrest.

– Min far blev ikke succesfuld ved at sætte fokus på menneskerettigheder, men fordi han byggede og støttede en hel generation af forandringsskabere. Folk tror, de skal følge én og sætte én på en piedestal, der skal skabe forandring. Sådan fungerer det ikke. Folk skal tro på, at de selv kan gøre en forskel.

Hun appellerer til, at vi husker at engagere os i, hvad der sker langt væk, og at vi ikke lukker øjnene for dem, der sidder fængslet langt væk. Hun mener, det ødelægger os som samfund, hvis vi stopper med at gå op i det. Hvis vi bare scroller videre på telefonen.

Derfor glæder hun sig blandt andet også over at se den nye generation af især unge kvinder og piger, der står op for sig selv, selv om de risikerer store konsekvenser.

– De nægter at stoppe. Over hele verden ser du kvinder og piger, der organiserer sig, stiller sig op og taler og leder bevægelser. Det inspirerer mig så meget at se. Det er det fællesskab, jeg hører til i. Feminister, der forsøger at ændre verden.

Maryam Al-Khawaja understreger, at et offentligt og direkte pres på Bahrain fra den danske regering er nødvendigt for at nå frem til en løsladelse af hendes far Abdul-Hadi Al-Khawaja.

– Jeg burde ikke arbejde så hårdt til at få den danske regering til at gøre noget. Min far er dansk statsborger, som er blevet tortureret og fængslet på grund af sin ytringsfrihed. Han er den eneste danske fængslede demokrati- og menneskerettighedsforkæmper i verden. Bahrains regering er stadig efter ham, fordi han fortsætter med at tale højt i fængslet. De prøver at lukke munden på ham. Det er nu, den danske regering skal komme på banen.