Mens jeg skriver dette, sidder jeg i en hospitalseng på ottende sal. I gang med at abortere

Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Mens jeg skriver dette, sidder jeg i en hospitalsseng på ottende sal på Sygehus Nord i Aalborg. Gynækologisk Akutstue. Min krop gennemgår lige nu en uønsket abort i uge 11. Min tredje abort på under et år. Alt i mig skriger efter professionel hjælp. Nu.

Jeg har fået saftevand, kæmpetrusser og to piller med morfin. På det lille hospitals-tv holder Løkke pressemøde med et opråb til danskerne: Vi får for få børn.

Det føles helt paradoksalt. For hvor er hjælpen til mig? Jeg er en af Løkkes bedste borgere, der ønsker at sætte så mange børn ind i verden som muligt - jeg kan bare ikke.

Jeg er fertil. Så jeg har ikke brug for fertilitetsbehandling, som ellers er den hjælp, der er i fokus for ufrivilligt barnløse.

Jeg har været gravid fem gange i mit liv, men skæbnen har villet at jeg endnu ikke er nået til fødslen af mit ønskebarn.

Og det er ikke hjælpepakker eller anden økonomisk hjælp, der kommer til at hjælpe den fødsel på vej. Giv mig de fagfolk og den udredning, jeg har brug for.

Så skal jeg nok være med til at redde velfærdsstaten.

Sundhedssektoren er presset. Det har vi oplevet indefra det sidste år.

Nogle steder er vi blevet mødt af en stor omsorg, men desværre også en begrænset mængde viden og hjælp til, hvad vi rent faktisk kan gøre.

De fleste steder er vi blevet proppet i kassen “inde for normalområdet”, og følt os taget alt andet end seriøst.

Hvordan skal jeg føle mig hjulpet og set, når jeg gang på gang får at vide, at jeg blot skal være tålmodig, eller - efter utallige besøg hos lægen med smerter i underlivet efter en udskrabning foretaget sidste år – går derfra med beskeden om at “det gør ondt at være kvinde, og det er ikke altid, vi finder ud af hvorfor?”

For kære Lars Løkke og resten af regeringen:

Jeg har forgæves bedt om hjælp i et år til at gøre lige præcis det, I efterspørger og nu har sat som topprioritet på jeres politiske dagsorden: Jeg er klar.

Men ved I overhovedet, hvad der rent faktisk tilbydes af hjælp til potentielle forældre, der godt kan blive gravide, men kæmper med at få barnet i armene?

Det var sidste år i maj, vi tog beslutningen: Nu var vi klar til at være forældre.

Blot to måneder senere så vi de magiske to streger på den første graviditetstest, vi nogensinde havde købt. Chokerede og lykkelige begyndte vi at bygge rede.

Vi fik en vandrejournal, undersøgte de lange ventelister for vuggestuepladser, og vi købte et puslebord fra genbrug. Vi talte om barsel og om at komme hurtigt tilbage på job, fordi vi begge elsker det, vi laver.

Ved en tidlig tryghedsscanning kunne vi ikke vente med at finde ud af, om der gemte sig én eller to inde i min livmoder.

Vi græd af lykke, da vi så det første hjerteblink på den lille "reje", der svømmede rundt derinde. Aldrig har noget føltes mere meningsfuldt.

Og aldrig har noget været mere traumatiserende for os, end da vi til 12 ugers-scanning først hørte den altgennemtrængende lyd af vores barns hjerteslag og så dens små legemer bevæge sig livligt i mit indre, for derefter med en rystende jordmoderstemme og et flakkende blik at modtage den nyhed, alle gravide par frygter allermest. Misdannelse.

I så svær grad, at vi måtte stoppe det lille hjerte og operere graviditetsvævet ud, for kun at ende som et dødt foster og knuste forældredrømme.

“Det sker. Det er normalt. Det er bare op på hesten igen”, har vi hørt et utal af gange, når vi er kommet sørgende og spørgende til systemet.

Da jeg bad om psykologhjælp til at bearbejde det traume, det er at lægge sig op på et operationsbord velvidende, at min allerdyrebareste drøm blev fjernet fra min livmoder, fik jeg at vide, at der kunne gå op til et år, før jeg kunne få en tid i det offentlige. Siden da har jeg selv forsøgt at finde min vej ovenpå igen.

Jeg blev gravid igen. Denne gang aborterede jeg spontant i flyet på vej hjem fra Gran Canaria den første dag i 2024.

Endnu et håbløst lægebesøg, hvor jeg blot fik at vide, at spontante aborter desværre også er normale, og at der enten skulle tre af sådanne til eller et helt år uden graviditeter, før vi kunne få fertillitetsbehandling - en behandling, vi tydeligvis ikke har brug for, da vi jo kan blive gravide.

Så fulgte mange måneders slid på både krop, sind og parforhold og nul procent hjælp fra de offentlige fagpersoner, vi har søgt vejledning hos. I juni kunne vi endelig ånde lettet op, da vi så de to streger på graviditetstest nummer hundrede. Vi tog til en tidlig scanning og så et svagt hjerteblink, og har holdt vejret lige siden.

De seneste tre måneder har vi været forsigtige med at drømme, og mens svangerskabet har udviklet sig, er mine tanker gået i stå ved angst og uvished.

Jeg har flere gange bedt om ekstra opmærksomhed på min tidlige graviditet grundet vores historie, men blot fået at vide, at jeg måtte væbne mig med tålmodighed.

I seks måneder ud af et helt år har jeg været gravid med alle symptomer, som har tvunget mig til sygemeldinger til stor frustration.

Jeg har simpelthen ikke kunne være den superborger, både du og jeg ønsker, at jeg skal være.

Fordi jeg ikke har fået hjælp.

Man siger, at 15-20 procent af graviditeter går til grunde i første trimester. For mig er det indtil videre 100 procent. Den 12. august fik vi endnu engang dårlige nyheder.

Hvad der skulle have været en graviditet i uge 11, var gået i stå i uge 6. Hjerteblinket var ikke længere til at se. Heller ikke mit håb.

Mit største ønske er de sidste dage blevet reduceret til et såkaldt ‘graviditetsprodukt’ af de mange reservelæger, som har scannet mig.

Hvad jeg har oplevet i forbindelse med den her abort af uvidende reservelæger, som gang på gang er kommet med kryptiske svar, indtil jeg har krævet at blive set på af speciallæger, som har kunne berolige mig, og travle sygeplejersker som har fortalt mig, at den medicinske abort, jeg stod overfor, blot skulle føles som en kraftig menstruation, mens de har slået mine ve-lignende smerter ned med masser af morfin - den oplevelse kunne bære en helt klumme for sig selv.

Stærkest står det bare for mig, hvordan fagpersonalet ej heller denne gang har kunne guide mig i den rigtige retning, mens jeg har ligget der hver eneste dag i denne uge med benene i bøjler på en kold briks og tigget og bedt om at blive grebet.

Krisehjælp?

“Det kan du lige undersøge selv.” Udredning?

“Den første gang tæller vist ikke som en abort?” Gravid igen?

“Det er bare op på hesten igen så hurtigt som muligt.”

Og mens jeg nu sidder her i en hospitalsseng med en varmepude på mit krampende underliv, og modvilligt har taget de stikpiller, som forhåbentligt snart helt skal få mig til at føde det embryo, som endnu ikke var et foster, og derfor heller ikke kan betragtes som et barn for andet end moren og faren, så spørger jeg mig selv:

Hvordan kan vi forvente, at flere vil føde børn til samfundet, når der ingen hjælp er at få, når drømmen om en familie går i stykker igen og igen?