Samfund
20. juni 2023

Når hun har forældre i terapi, går én ting igen: "Jeg tror, det er et grundlæggende dilemma for moderne forældre"

I en ny podcast vil psykolog Sofie Münster, der har speciale i familier, par og børn, invitere forældre ind i sit terapirum til en samtale om konflikter og bekymringer. Målet er at give forældrene troen på, at de godt selv kan løse det.
Af: Signe Larsen
Sofie Münster

Foto: Rita Kuhlmann

Hvad gør man, når ens barn har et voldsomt kritisk blik på sig selv, eller når ens barn kun søger den ene forælder?

Hvis du har børn, kender du nok til at have en masse bekymrede tanker og måske følelser af utilstrækkelighed. Det kan være benhårdt, fordi de krav, som forældre stiller til sig selv, ofte er meget høje.

Det ved psykolog Sofie Münster, der har speciale i familier, par og børn – og som til daglig har forældre i terapi.

– Jeg tror, at alle, der har børn, kan genkende tvivlen, usikkerheden og følelsen af, at man virkelig gerne vil gøre sit allerbedste for sit barn, forklarer Sofie Münster og fortsætter:

– Det, som podcasten viser, er i virkeligheden, at forældre selv har svarene. De er alle helt klare på, hvad det er for en ramme, familien skal være omkring deres børn, de har en naturlig forældreomsorg og kan tydeligt mærke, hvad deres børn egentlig har brug for.

Forældreterapi 

Det er benhårdt at være forældre. Særligt fordi de krav, du som mor eller far stiller til dig selv, ofte er meget høje. Det ved psykolog Sofie Münster, der har speciale i familier, par og børn - og som til daglig har forældre i terapi.

I en ny podcastserie bliver du som lytter inviteret med ind i hendes terapirum - til en samtale mellem Sofie Münster og forældre, der kæmper med konflikter, bekymringer og måske spøgelser fra deres egen barndom.

Udfordringen er bare, ifølge Sofie Münster, at der sommetider er noget, der hindrer adgangen til at kunne mærke og fornemme det.

Hendes pointe er, at der sommetider kan være nogle barrierer for den helt almindelige forældreomsorg. Selv om det er godt, at forældre i dag er så nysgerrige og vil vide alt, så er det også vigtigt, at man husker på, at meget af det, man giver til sine børn, kommer indefra og altså ikke er noget, man har læst sig til.

– Jeg tror, at det grundlæggende dilemma for moderne forældre er, at vi ved utrolig meget om, hvad der er godt og sundt for børn, og når vi så alligevel oplever, at det er svært at omsætte al vores viden, så bliver det let til en følelse af skam, forklarer hun.

Kan man sige noget om, at forældre stiller højere krav til sig selv i dag end tidligere?

– Jeg synes ikke kun, det er forældre, der stiller højere krav til sig selv. Jeg synes også, at samfundet stiller højere krav til forældre. Og tror jeg også, at vi helt generelt føler os mere betragtede og vurderede i dag. Der er enormt meget ansvar lagt over på os, og der er et enormt fokus på, at børn skal klare sig godt i skolen og videre i systemet, så de kan tage en uddannelse.

– Og der har forældre fået pålagt et stort ansvar. Vi føler et vildt ansvar for, at vores børn har det godt, trives og klarer sig godt. Der er meget, der bliver lagt over på os, og vi føler os derfor nemt som en fiasko, hvis noget afviger.

Problemet med de høje krav, som forældrene og samfundet stiller til dem, er ifølge Sofie Münster, at det gør det svært for forældrene overhovedet at handle på de udfordringer og konflikter, der opstår.

– Hvis følelsen af utilstrækkelighed og skyld kommer til at fylde for meget, så handlingslammer det en. Så bliver det faktisk enormt svært overhovedet at handle, fordi det kan føles, som om alting alligevel bare er dømt til at mislykkes, siger hun.

Hendes vigtigste opgave i terapirummet, også i podcasten, er derfor ikke bare at inspirere folk til, hvad man kan gøre i de svære situationer, men nærmere at vise forældrene, hvordan man selv får løsnet op for de ting, der hæmmer én fra at gøre det.

– Hvis man f.eks. har svært ved at vise sit barn tillid, kan det jo nemt skyldes, at man mangler tillid til sig selv, og tvivler på, om man er god nok. Måske i virkeligheden fordi man ikke selv følte sig mødt og anerkendt som barn. Vi har alle sammen noget med os ind i rollen som forældre, og det er okay. Men hvis man er bevidst om, hvad det er, og hvordan man reagerer på det, er det nemmere at undgå, fx at behandle sit barn som en yngre udgave af sig selv, siger Sofie Münster.

Hun håber, at podcasten kan være med til at vise det sårbare, og at give forældre nogle værktøjer til at tale mere om det, der er svært, når man føler sig magtesløs og handlingslammet.

Læs mere om:

Læs også