Hun var 40, da hun fandt ud af, at hun ville have børn. Hendes kæreste ville ikke. Så tog hun en beslutning
Foto: Privatfoto/GUSTAVO GALHARDO FIGUEIREDO
I mange år havde Corinne Henriksson arbejdet hårdt for at nå toppen af sin karriere og blive en succesfuld forretningskvinde.
Hendes frisørsalon Corinne and friends var en af Sveriges mest kendte, og hun arbejdede på forskellige tv-produktioner.
Som single kunne hun bruge al sin tid på arbejdet med alt, hvad det indebar – lange arbejdsdage, rejser og kundemiddage.
I hendes omgangskreds var hun ikke den eneste, der fokuserede på karriere i stedet for familie.
– Jeg var ikke helt sikker på, om jeg var en person, der ville have børn. Tiden flyver, når man har et højt tempo, og jeg havde ikke tid til at stoppe.
Men pludselig, efter at have passeret de 40, bemærkede Corinne, at noget havde ændret sig. Flere og flere forlovede sig og fik børn. Flere gjorde hende opmærksom på, at hun måske skal stoppe op i karrieren og tænke over, om hun også selv har lyst til at blive mor.
– Der er mange singler i Stockholm. Men så gik det hurtigt, jeg lagde mærke til, at mange begyndte at slå sig ned. Mange blev forlovet og fik børn.
I foråret 2016 begyndte Corinne at date en portugisisk mand. De begyndte at pendle frem og tilbage mellem Sverige og Portugal.
Hun begyndte at tænke over, hvordan hun ville udvikle sin virksomhed, og fokusere mere på produktudvikling i stedet for at drive den berømte salon. I 2019 tog hun det afgørende skridt, og solgte sin virksomhed for at starte en ny, hvor hun sælger sit eget hårpynt og udstyr.
Foto: Privatfoto
– Da jeg tog beslutningen om at sælge, havnede jeg i en form for identitetskrise, konstaterer hun.
Kæresten, der er 14 år ældre, ville ikke have flere børn, men det ville Corinne. Hun indså efter en del research, at hun formentligt fik brug for hjælp til at blive gravid.
Men hendes kæreste var ikke vild med det hele. Han havde været gift og har to voksne børn.
– Jeg kunne ikke slippe tanken om at blive mor. Jeg gjorde alt for at prøve at overtale min kæreste, og jeg troede, at han ville ændre mening. Jeg fik ham med på ét forsøg, men så ville han ikke mere, fortæller Corinne.
– Det blev stressende for vores forhold.
De to fortsatte med at ses som sædvanligt, mens Corinne overvejede, hvad hun skulle stille op.
Hun ændrede sit liv for at forbedre sine chancer for at blive gravid. Hun begyndte at leve sundere med mindre stress, bedre mad og mere søvn. Hun holdte pauser fra alkohol i lange perioder for at rense sin krop. Hun valgte også at motionere meget og gå til akupunktur for at finde ro.
– Jeg fortalte min kæreste, at jeg var nået frem til, at jeg ikke var klar til at opgive drømmen om at blive mor. Det var selvfølgelig stadig mit største ønske, at vi kunne gøre det sammen, men da han ikke ville det, var der ingen anden mulighed end at gøre det på egen hånd uden ham,
– Jeg håbede til det sidste, at han villle ændre mening, men det gjorde han ikke. Vores forhold blev værre. Det var en virkelig svær beslutning, fortæller Corinne.
Fertilitetslæge: “Vi bliver nødt til at tage det alvorligt, fordi det er rigtige mennesker, der ikke får de børn, de kæmper for”
Da Corinne havde besluttet, at hun ville prøve at blive gravid, undersøgte hun forskellige metoder og begyndte at spørge andre, hvad de havde gjort. I sidste ende valgte hun at rejse til Sankt Petersborg til en særlig klinik, der er kendt for høj rate af succesfulde graviditeter.
– De ville ikke lade dig bruge dine egne æg, hvis du er over 44 år. Og jeg valgte at lytte til deres råd. Jeg kom til den konklusion, at jeg ikke har den luksus at prøve tre eller fire gange.
– Det var en stor sorg, som jeg skulle bearbejde.
I foråret 2021, hvor corona-pandemien endelig var faldet til ro, kontaktede Corinne klinikken og startede processen.
I dag er der mange forskellige tilgange, hvor man for eksempel fokuserer på at finde de bedste æg og ved hjælp af medicin får æggene til at sidde bedre fast.
Corinne føler, at hun blev hjulpet hele vejen, og at klinikken bekymrede sig om hendes helbred. Graviditeten udviklede sig normalt, men lige før fødslen, fik Corinne corona.
– Jeg havde corona lige inden jeg skulle føde og tog på skadestuen. Så blev jeg bange. Lægen ville gerne sætte mig i gang, men jeg reagerede ikke på tabletterne. Til sidst måtte jeg have kejsersnit, fortæller hun.
Men med hjælp fra lægerne kom Corinnes søn til verden. Sund og rask.
Er livet som mor alt det du drømte om?
– Ja, det er det absolut. Jeg skal dog erkende, at det er kommet med flere udfordringer, end jeg måske havde forstået eller troet. Men det er det mest vidunderlige, jeg har gjort. Det er ekstra specielt, at jeg har taget turen selv, siger hun og fortsætter:
– Andre sagde, at jeg ville opdage, når jeg fik en baby, hvor meget livet ændrer sig. Men jeg har levet stort set normalt siden den dag, han kom. Jeg har været heldig, at han er ret rolig og tilfreds. Det er utrolig hyggeligt, men jeg har stadig kunnet køre videre.
– Det går nogle gange op for mig, hvor stort et ansvar det er, men jeg har klaret det meste alene, så det her klarer jeg også, siger hun.
Hun tilføjer, at hun har fået hjælp af en barnepige for at kombinere arbejde og moderskab fra hendes søn blev seks måneder.
Mens Corinne var gravid, så hun og hendes kæreste mindre og mindre til hinanden, selvom de ikke slog op. Han ville ikke stå i vejen for hendes drøm om at blive mor, men han havde samtidig ingen interesse i at blive far en tredje gang.
Michael Olesen troede, at svaret fra lægen var en fejl: "Jeg syntes, det var så pinligt"
Men efter Vinces fødsel er der meget, der har ændret sig, og i dag er Corinne og hendes kærestes forhold bedre end nogensinde.
Parret bor stadig ikke sammen på fuld tid, og de lever stadig deres eget adskilte liv. De har ikke travlt med at beslutte, om de skal flytte sammen.
– Nu hvor min søn er født, har min kæreste taget rigtig godt imod ham. Han er meget glad for ham. Min søn er stadig meget lille, men man mærker, at de får et stærkere bånd hver dag, siger hun.
Samtidig er ansvarsfordelingen krystalklar – Vince er Corinnes søn, og det er hende, der bestemmer og har ansvaret over ham.
Foto: Gustavo Figueiredo Photography
– Hvis vi for eksempel går fra hinanden, ville det ikke være sådan, at jeg kun havde Vince hver anden uge. Han behøver ikke føle sig presset, når han synes, det er svært. Så tager jeg over. Det er perfekt for os, siger Corinne.
Hun er åben for, at det kan ændre sig, og mener ikke, at det er umuligt, at Jose bliver far til hendes søn.
– Hvem ved, hvor det vil føre hen i fremtiden, det kan endda føles naturligt, at Jose adopterer Vince. Men for mig er det ikke det vigtige. Vi har det så godt nu.
Corinne vil gerne dele sin vej til at blive mor med andre, fordi hun stadig oplever stigma i forbindelse med IVF-behandlinger. Det tog hende lang tid at indse, hvor almindeligt det er, da så få taler åbent om det.
– For mit vedkommende føles det vigtigt at støtte og opmuntre andre kvinder i samme situation. Jeg havde mange kvindelige kunder som frisør, og mange fik deres første barn, da de var over 40. Meget få sagde, at det var gennem IVF eller ægdonation, ingen talte direkte om det. Jeg troede naivt, at det virkede at blive gravid i en ældre alder ved hjælp af medicin.
Mens Corinne ofte var irriteret over dem, der sagde, at man ikke kan være lykkelig uden børn, håber hun, at enhver, der er usikker på at få børn, vil tænke det igennem. For hende var beslutningen i sidste ende let, da hun følte, at der var en større risiko for at fortryde, hvis hun ikke prøvede. I dag er hun også taknemmelig for, at hendes venner støttede hende til at tage springet.
- Jeg kan anbefale at tænke over det, hvis man er i tvivl.
Artiklen blev første gang udgivet på femina.se. Dette er en redigeret version.