Russisk forfatter med vigtig opfordring: Jeg ved godt, det ikke er alle, der vil lytte til mig lige nu

Da forfatter Guzel Yakhina voksede op i Sovjetunionen gennemsyrede troen på fred hendes barnlige sind. Og sådan var hun ikke den eneste, der havde det.

Troen var så stærk, at den er blevet en del af hendes generations DNA.

Den fulgte dem i børnehaven, når de malede fredsduer på væggene og op igennem skolegangen, hvor de havde "fredens time" på skemaet.

På hvert et gadehjørne i de sovjetiske gader var fredspropagandaen synlig. Guzel følte sig som en af de heldigste børn i verden, fordi hun levede i netop det land.

Da Sovjetunionen brød sammen i 90’erne blev det tydeligt for Guzel, at den stat hun havde idylliseret, ikke nødvendigvis var så fredfyldt som den prædikede.

Og det blev igen tydeligt, da hun d. 24. februar i år sad og så nyheder i sit hjem i Moskva.

- Jeg er aldrig blevet så knust af nyhederne før. Det, der sker i Ukraine, er en tragedie, og jeg tænker hver dag på de to millioner mennesker, hvis liv er blevet ændret på et splitsekund.

Guzel bor i Moskva, og derfor er der ting, hun ikke kan sige, fordi det vil være i strid med russisk lov og kan betyde en fængselsstraf.

Hun må blandt andet ikke omtale det, der sker i Ukraine, som en krig. Men selvom hun forsøger at holde sig inden for lovens rammer, vil Guzel gå langt for at fastholde den menneskelige dialog.

- Jeg kan kun sige, at der ikke er noget positivt at sige. Det, der foregår, er skrækkeligt.

Da jeg spørger hende, om hændelserne d. 24. februar har ændret hendes tro på Rusland som en fredelig stat, svarer hun lidt overraskende:

- Den har ikke ændret sig. Den er en fastgroet del af mig. Og jeg har aldrig haft mere brug for den tro, end jeg har nu.

Guzel er i Danmark i forbindelse med udgivelsen af hendes prisbelønnede debutroman ”Zuleijka åbner øjnene”.

Og som hun selv siger, er det nok det værste tidspunkt i historien at udkomme som russisk forfatter. Men derfor også det vigtigste.

- Det er så afgørende, at vi holder samtalen mellem os i gang. At vi lytter til den menneskelige stemme i stedet for politikere, våbenbærere og propagandister. Jeg vil gerne være en bro. For det er kun hvis vi bliver ved med at holde dialogen åben, at vi kan opnå fred.

Folkets traume

Netop det lille, ubetydelige menneske over for den store, altoverskyggende stat er et tema, som går igen i Guzels tre romaner, som alle har et kritisk blik på den sovjetiske fortid.

Guzel brugte det meste af hendes barndom i hendes bedsteforældres hus. Det var et almindeligt vilkår for sovjetbørn, fordi forældrene arbejdede meget.

Her fortalte Guzels bedstemor ofte historier om livet i 1930’ernes Sovjetunion. Det er den tid og bedstemorens fortællinger, som "Zuleijka åbner øjnene" er baseret på.

En tid, som Guzel mener, er vigtig for at forstå det russiske samfund i dag, og som har hjulpet hende til at forstå sig selv som russisk statsborger.

Det var en tid, hvor staten var det største medlem af familien, fordi den styrede alt, fra hvor man boede, og hvad man arbejdede med, til om man skulle sendes i fangelejr i Sibirien eller i krig.

En tid, hvor hele ens liv var baseret på statens ve og vel, og selvom mange levede i fattigdom, så var den kommunistiske ideologi og dermed staten det eneste, man havde at klynge sig til.

I dag ser hun historien gentage sig. Eller rettere sagt, så ser hun den fortsætte.

Hun mener, at før Rusland kan ændre sig, skal det russiske folk bearbejde det traume, der opstod i tiden under Stalin.

- Befolkningen bærer rundt på en stor klump af et socialt traume, som de ikke kan komme af med. Der var hungersnød, borgerkrig og folk arbejdede sig ihjel i iskolde fangelejre. Over en million mennesker døde.

Men skal man komme et traume til livs, bliver man nødt til at snakke om det og reflektere over det, mener Guzel. Det har der ikke været mulighed for, fordi mange af dem, der oplevede det, undertrykker det, og mange af dem, der ikke har oplevet det, idylliserer det.

Guzel vil med sine bøger hjælpe befolkningen med at bearbejde det traume, og det er tydeligt for hende, at der er en stor efterspørgsel efter det:

Bøger om den sovjetiske fortid er de seneste par år blevet det største inden for russisk litteratur, og Guzel har selv oplevet, at hendes bøger har skabt stærke følelser i befolkningen.

Sådan har det været indtil for otte måneder siden, hvor alt ændrede sig markant.

Nu er der opstået et nyt traume, som skal behandles.

Alt er ændret

Hver dag sidder Guzel på samme måde som d. 24. februar foran fjernsynet, når der bliver sendt nyheder. Hun gør det, for at forstå, hvad der sker - også selvom hun ikke har lyst.

Men mediebilledet har ændret sig markant, og de nyheder, hun ser, kan hun ikke længere stole på, viser et sandfærdigt billede af virkeligheden.

Derfor plukker hun informationer fra forskellige medier, YouTube og telegrammer.

Hun føler, at der har været et liv før og efter den 24. februar, og da jeg spørger hende, hvor hun var den dag, svarer hun markant:

- Selvfølgelig kan jeg det. Alle kan huske den dag, fordi den ændrede vores liv. Mange af mine nærmeste har mistet deres jobs, fordi de har arbejdet i internationale butikker, som er lukket. Rigtig mange af mine relationer både de nære og perifere er rejst ud af landet.

Det er ikke kun i hendes nære kreds, at hun kan se, at samfundet har ændret sig. De fleste af de offentlige folk, hun plejede at lytte til og spejle sig i, har forladt landet. Teaterfolk, filmfolk, forfattere og kritikere. Og hun beskriver, at det har ændret kulturlivet markant.

Det er også hendes relation til udlandet, som er væk. De samarbejder, hun har haft i både Tyskland og Sverige, har ikke været mulige at fortsætte.

Uvisheden er det, der fylder mest.

- Der er ikke nogen, der har en fornemmelse af, hvad der skal ske i morgen. Vi oplever alle de her små ændringer, men vi ved ikke hvad målet med den her lange, uigennemsigtige proces er.

Ikke alle russeres krig

D. 4. marts bragte Guzel et opråb i Politiken, hvor hun beskrev, at der ikke er nogen i hendes nære eller perifere kreds, der støtter op om Putins handlinger i Ukraine. Det var vigtigt for hende at udtrykke til omverden, at det ikke er alle russere, der ønsker krigen.

- Jeg vil gerne opretholde en bro mellem landene, fortæller Guzel. Hendes største frygt er, at jerntæppet genopstår, for det kan hun huske fra sin barndom.

- Vi var helt afskåret fra omverden. Hvis man mødte en tysker, var det som at se en alien.

Guzel har de sidste måneder rejst rundt i Europa og talt om hendes bog og om det at være russer lige nu. Og hun er blevet rørt, hver gang folk har taget godt imod hende.

- Det er ikke alle, der vil lytte til en russisk forfatter lige nu, og derfor er jeg taknemmelig for alle dem, der gider tagen snakken om, hvordan vi opnår en fredelig verden.

Mød Guzel Yakhina i videoen herunder: