Brev til Renée: Der gik tre måneder, før jeg måtte holde mit barnebarn. Er det sådan at være farmor?

Kære Renée

Jeg er en kvinde på 53 år. Jeg har tre børn. Min mellemste søn på 28 år har to små børn med sin kæreste.

Da den sidste blev født, var jeg lykkelig over at skulle se mit barnebarn. Men jeg måtte ikke holde hende. Da hun var tre måneder, måtte jeg holde hende for første gang. Jeg følte mig meget udenfor og ikke som farmor.

Min svigerdatter har en mor, der er på pension og kommer to gange om ugen. Jeg er på arbejdsmarkedet og bor 100 km fra min søn og hans samlever. Jeg besøger dem én gang om måneden. Jeg føler lidt, at jeg skal bestille tid til besøg, hvor mormor bare kan komme, når hun vil.

Mormor hjælper ofte, men hun blev også farmor til tvillinger og skulle hjælpe til der. Min søn sagde, at det gik lidt ud over dem, så jeg tilbød min hjælp. Men jeg fik at vide, at jeg jo havde et arbejde at passe.

Jeg sagde, at jeg havde fridage, men de skulle nok sige til, hvis de fik brug for hjælp. Det blev jeg meget ked af. Nogle gange føler jeg, at min søn ser ned på os, fordi vi er almindelige arbejdere med korte uddannelser. Hans kærestes forældre har lange uddannelser.

Min søn snakker ikke med sin søster, som klarer sig meget godt og er alenemor til to. Hun bliver jo nødt til at få passet sine børn, når hun skal på arbejde. Jeg hjælper hende en del, da hun bor 15 km fra mig.

Jeg siger ikke noget til min søns kæreste, som er 10 år ældre end ham og 15 år yngre end mig.

Jeg har været oppe at skændes med min søn om det, men det fik jeg ikke noget ud af. Der kommer en vis afstand mellem os. Jeg er meget opmærksom på, hvad jeg siger og gør.

Jeg er meget ked af det og ville gerne være tættere på dem. Er det sådan at være farmor?

Venligst

En farmor, der er frustreret

Kære frustrerede farmor

Mit hjerte bløder for dig, det må bare være så hårdt. Jeg kan mærke i dit brev og gennem alt det, du fortæller, at det på ingen måde har været din mening at være med til at skabe den afstand, du oplever, der nu er imellem jer.

Men jeg tror måske, at du kan have været med til det, uden at ville det, og måske er det den del, der skal kigges på?

En af de ting, jeg hæftede mig ved i dit brev, var dine egne følelser af mindreværd, som jeg synes kommer til udtryk flere steder, hvor du beskriver de forskelle, der er på dig og din søn og hans kæreste, og de livsvalg, I hver især har truffet.

F.eks. skriver du om, hvordan hans kæreste kommer ud af en familie med tradition for lange uddannelser, og at din søn og hans kæreste studerer, og så sammenligner du dig selv, din familie og din mand og fortæller, at I ikke kommer af noget veluddannet.

I har begge korte uddannelser. Pga. de forskellige udsagn oplever jeg, at du tænker, at grunden til, at han ikke har så meget brug for pasning, er, fordi du ikke er fin nok, fordi han og hans kæreste oplever sig selv finere end jer?

Nu ved jeg jo ikke, om det er rigtigt. Men uanset hvad tror jeg, at det væsentlige i den her sammenhæng – og det, du har mulighed for at arbejde med – er din egen følelse af mindreværd og den sårethed, du beskriver, over ikke at blive inviteret ind på den måde, du ønskede dig, lige da dit barnebarn blev født.

Du skal vide, at der ingen som helst grund er til, at du skal føle dig mindre værd end nogen som helst.

Jeg mener det virkelig – du er ikke mindre værd end nogen som helst. Lige præcis det, tænker jeg, du skal have kigget på.

Jeg ved også godt, at vi mennesker har en tendens til at sammenligne os konstant med alle andre, og at vi rangerer os selv og andre på skalaer, som er svære at gennemskue, men præcis det kan, som i det her tilfælde, jo være med til at holde os tilbage eller give os følelser, der forhindrer os i at forbinde os med dem, som er tæt på, som jeg tænker, det måske kan være tilfældet for dig i det her omkring din søn og din svigerdatter.

Og præcis det, tror jeg, kunne være vigtigt at blive opmærksom på for dig.

Du spørger i dit brev, om du skal glemme det, du oplevede som en afvisning, da du ikke fik lov at holde dit barnebarn, lige da det var blevet født, og ja, jeg tror faktisk, du skal forsøge at lægge det væk.

Du behøver ikke glemme det, men det ville være godt for dig selv at slippe de følelser og forsøge at starte forfra og være positiv over for, at din søn og hans kæreste åbenbart er meget forskellige fra din datter og hendes behov.

Det betyder ikke, at du ikke er god nok, eller at den ene er bedre end den anden, det betyder bare, at de er forskellige, og at de har forskellige behov.

Den ene har mere brug for dig end den anden. Sådan er det bare, og du er tættere med de børn, du ser oftere, selvfølgelig, og det er helt o.k.

Det er måske ikke det, du havde drømt om, men det er det, du kan få lige nu. Måske ændrer situationen sig en dag.

Så mit råd skal være, at du forsøger at give slip på nogle af alle de følelser, du har omkring din søn og hans familie og i stedet ser, om du kan møde dem mere åbent.

Se på dem med nye øjne og et hjerte, der ikke dømmer – hverken dig selv eller dem.

Hvis de ikke føler den afstand, du har i hjertet, men i stedet oplever dig imødekommende og åben, så vil de måske også åbne mere op. Jeg synes, det er et forsøg værd.

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.