Brev til Renée: Min ældste datter er misundelig på sin lillesøster

Kære Renée

Jeg har to fantastiske døtre, som jeg elsker meget højt. Min ældste datter er 19 år og blev student i sommer.

Hun bor stadig hjemme, har taget et sabbatår og heldigvis også fundet et arbejde, som kan holde hende beskæftiget.

Problemet er bare, at hun er misundelig på sin lillesøster, der er tre år yngre end hende.

Min ældste datter har altid skullet kæmpe sig til alting, hvorimod min yngste har haft succes med alt, hun rører ved.

Sådan har det altid været mellem mine to døtre. Lillesøster er god socialt. Hun er bogligt klog og sportsligt anlagt.

Storesøster er ingen af delene.

Et godt billede på de to søstres forskelligheder er fra tiden under corona:

Min yngste datters telefon ringede konstant med tilbud om gåture og anden form for samvær, og det var jo dejligt for hende.

Men min ældste datter så absolut ingen mennesker, og det bekymrede mig dengang – og gør det stadig.

Særligt når min ældste direkte siger, at hun ville ønske, at hun havde sin lillesøsters liv.

Det gør ondt i mit hjerte, at hun ikke føler, hendes eget liv er lige så godt. Jeg ønsker jo det bedste for dem begge to.

Det er slet ikke en konkurrence mellem dem.

Nu er det jo heldigvis sådan, at man skaber sit eget liv, og jeg får også sagt til hende, at man ikke skal sammenligne sit liv med andres, for det kommer der aldrig noget godt ud af.

Jeg vil så gerne støtte min ældste datter i at få skabt lige præcis det liv, som hun gerne vil have.

Jeg ved bare ikke, hvor jeg skal starte, og hvordan jeg skal gøre. Jeg har virkelig brug for gode råd.

Mvh

Den frustrerede mor

Kære frustrerede mor

Umiddelbart tænker jeg, den bedste måde, vi kan hjælpe vores børn på, er ved at acceptere, at de er dem, de er, uanset hvordan det tager sin form.

I en søskendeflok vil der være forskel på, hvilke udfordringer vores børn møder, eller hvilke styrker de hver får tildelt fra naturens hånd.

Nogle børn er meget generte, andre får intellektuel intelligens, mens andre bliver født med anlæg for at bruge deres krop faglig eller sportsligt.

Nogle børn bliver født med et lyst sind, mens andre fra begyndelsen har anlæg til melankoli, og nogle børn er naturligt meget sociale, mens andre er mere introverte.

Det i sig selv kan være enormt svært for forældre at rumme, fordi vi elsker vores børn lige højt og håber, at de hver især må få alle de kvaliteter, vi i vores samfund har vedtaget, er de gode kvaliteter.

Uagtet hvilke kvaliteter de får med fra fødslen, er der også forskel på, hvordan de tackler livet, intellektuelt, socialt og personligt.

For nogle af dem synes, livet er en svær størrelse, allerede mens de er små, hvor det hos andre først er i teenageårene eller voksenlivet, at livet begynder at gøre ondt.

Vi kan ikke skærme dem mod de svære ting i livet. Det kan du heller ikke med din ældste datter.

Hun er nødt til selv at finde sin vej.

Hvis det er, som du beskriver, at alt er let for den mindste, mens intet er let for den store, kan man jo godt forstå hendes misundelse.

Så måske kan en måde at hjælpe din ældste på være, at du accepterer, at hun føler, som hun gør, uden at fordømme de følelser, hun har, og uden at ville lave hende om.

At acceptere og rumme handler om, at lytte, være empatisk, forstående, overbærende og ikke mindst kærlig i den måde, du omtaler hende og hendes udfordringer på.

Når du siger, du ikke ved, hvad du skal gøre, forstår jeg det godt.

For der er jo ikke rigtig noget, du kan gøre, ud over at elske hende, som hun er.

Det betyder ikke, at fordi hun har det svært socialt lige nu, vil hun altid have det. Hun er stadig ung og skal nok lære og opleve meget mere.

Jeg kender ønsket om at lette sit barns vej gennem livet. Det er et universelt forældreønske og et, vi gerne må have.

Vi kan bare ikke tage deres smerte eller deres udfordringer for dem.

Vi er nødt til at se dem gå ud på isen, glide, vælte og finde fodfæste, igen og igen.

Men det, vi kan, er at knuselske dem undervejs og være den kærlige base, de kan vende hjem til, når de har brug for det.

Du fortæller ikke konkret, hvordan din datter selv italesætter sine vanskeligheder.

Det gav mig den tanke, om hun selv siger de ting, du skriver i dit brev til mig, eller om det er dine bekymringer.

Kunne en idé være at spørge hende direkte, om hun oplever de ting, du tror, hun oplever?

Måske er hun af natur ikke så social som sin søster, men oplever, at der er noget galt med hende, fordi hun er i en familie, hvor det at være social ses som en succes?

Jeg gætter bare lige nu, jeg ved ikke, hvilke værdier I har som familie.

Det hænder, at børn bliver født ind i familier, hvor de ikke passer så godt til de værdier, der hersker.

Her kan det være konstruktivt at få øje på hvilke værdier, der hersker, og om det er muligt at justere på dem, så alle medlemmer kan føle sig værdsat og elskelige, præcis som de er.

Jeg håber, du kan bruge mine ord til at reflektere videre. Det er i al fald sådan, de er tænkt.

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.