Brev til Renée: Mine børn har splittet min familie i to, og det knuser mig

Kære Renée

Min mand døde for et år siden. Mens han lå på sit sidste, var vores børn trofaste og kærlige omkring ham og mig.

Efter bisættelsen har vores søn, som er den yngste, skåret al kontakt med vores ældste datter. Den mellemste datter har kun set sin storesøster og hendes 14-årige datter til konfirmation.

Lillebror og hans familie var inviteret til konfirmationen, men afslog, hvilket gjorde konfirmanden meget ked af det, da hun elsker sin onkel højt.

Han sendte dog en gave med hilsen til hende. Storesøsteren endte med at returnere gaven.

Min mellemste datter og vores søn holder nu sammen og har afskåret al kontakt til storesøster.

Storesøsteren har sendt sms’er til sin lillesøster, men er blevet blokeret. Vores søn er blevet far til en lille pige, men barselsgaven, som storesøster sendte, blev også returneret.

De to yngste påstår, at deres storesøster altid har været dominerende over for dem.

Lillebror har tidligere afbrudt kontakten til den ældste søster, selv om hendes hjem altid har været åbent for ham.

Når jeg er sammen med mine yngste, må jeg ikke tale om den ældste.

Det er en meget svær situation for os alle. Jeg er hver dag trist ved tanken om, hvor længe de ulykkelige familieforhold vil vare.

Særligt når jeg tænker over, hvor stor glæde de havde af hinanden tidligere. Savnet af min afdøde mand og sorgen over, at de to yngste ikke vil se deres storesøster og ikke savner deres niece, fylder meget i mit liv.

Jeg elsker alle børn, men har svært ved at se en løsning.

Hvordan skal jeg forholde mig? Har du et råd?

Kærlig hilsen

En fortvivlet mor

Kære fortvivlede mor

Du skriver ikke noget om, hvad der konkret ledte til, at situationen mellem din yngste søn og ældste datter spidsede så meget til. Måske ved du det ikke?

Men siden han reagerede, som han gjorde, tænker jeg, at der er sket noget.

Det kunne være, du skulle søge til bunds i, hvad der er på spil for din søn. Han reagerer nok ikke uden grund.

Måske skal han bare høres og ses i sagen, uden at du forsøger at løse konflikten. Nogle gange kan det være nok for et menneske til at løsne op og lade vreden fare.

Hvis du anerkender hans følelser omkring sin storesøster, kan det være nok for ham.

Det kan du sagtens gøre uden at være illoyal over for din ældste. Du behøver ikke give ham ret i det, han oplever.

Du skriver, at din yngste søn altid har set sin storesøster som dominerende i mange situationer. Det kan være svært at være mindre søskende til.

Måske ser han hendes måde at være på som nedvurderende over for ham.

Hvorfor skulle han ellers reagere så konsekvent og hårdt?

Vi mennesker kan jo tolke alverdens forskellige situationer og hændelser meget forskelligt. Det væsentlige og svære er ofte at forsøge at forstå, hvordan et andet menneske kan tolke så forskelligt fra en selv og ikke anerkender den andens sandhed som lige så gyldig som sin egen.

Jeg forstår, at problemet er gammelt, siden han har afbrudt kontakten før.

Jeg tænker derfor, at der må være nogle bestemte mønstre, der er gået igen i jeres familie, imellem børnene og måske imellem dig, din afdøde mand og børnene.

Det er svært for mig at sige, så jeg skriver det for at sætte refleksioner i gang hos dig.

Det essentielle nu er, at dine børn ikke kommer overens, hvilket er smerteligt for dig. Det er noget af det sværeste for forældre.

Det gør ondt helt ind i hjertet.

De følelser har du ret til at have, og jeg mener ikke, at din yngste søn kan forbyde dig at snakke om de problemer.

Det er selvfølgelig svært, hvis han så vælger dig fra – hvad skal du så vælge? Skal du trumfe dit eget behov for at tale om tingene, eller skal du føje dig og bare dele familiebesøgene i to og acceptere, at de ikke kan sammen?

Det er et svært valg, og jeg forstår, hvorfor det påvirker dig meget. Realiteten er, at du ikke kan tvinge dine voksne børn til at tale med eller holde af hinanden.

Men du kan prøve at forstå, hvad der er gået galt mellem dem – og så måske, hvis du har energien til det, være mægleren mellem dem?

Det er dog meget krævende, når du er involveret følelsesmæssigt, at være mægler, så jeg vil råde dig til at mærke grundigt efter, før du går ned ad den vej.

Så et eller andet sted ligger der ikke en løsning for dig, da det ikke bare er dig, der kan løse problemet.

Det er de to involverede nødt til at gøre selv.

Du kan dog fortælle dem hver især så rolig og kærligt, som det er dig muligt, at du elsker dem, at du elsker jeres familie, og at det smerter dig, at I ikke alle sammen kan være sammen.

Du kan også spørge dem, om det var muligt, de kunne holde fred for din skyld, eller bare være sammen, når du holder en middag – igen for din skyld – og måske vil det kunne lade sig gøre.

For nu tror jeg, du må forsøge at rumme, at det er, som det er, og du må forholde dig neutralt og på bedste mor-måde fordele sol og vind lige.

Så du besøger begge lige ofte og husker at være der lige meget for dine børnebørn.

Jeg tænker faktisk, at det er det, du kan gøre.

Kærlig hilsen

Renée