Det sårede virkelig mine følelser, for jeg troede, vi betød mere for hinanden. Overreagerer jeg?

Kære brevkasse

Jeg har altid været den stille, generte pige, der sjældent har haft mere end én ven. Nu er jeg efter lang tid begyndt på et skønt studie og hviler meget mere i mig selv.

Jeg er lige startet på 3. semester, og i vores lille klasse på 13 studerende snakker alle højt om vores gode fællesskab, om hvordan vi alle er venner og er der for hinanden og den slags. Jeg går også meget op i at involvere mig i klassefællesskabet.

Men nu skal vi inden længe på studietur og selv stå for transporten. Vi har i klassen snakket en del om det, da mange har biler. Vi fik lidt tid til at planlægge i en time, og her gik jeg rundt og fandt ud af folks planer for at sikre, at alle var inkluderet.

Det gik op for mig, at alle lagde planer foran mig, og ingen spurgte ind til mig eller inkluderede mig. Det værste var, at pigegruppen, som jeg egentlig havde tænkt mig selv en del af, tydeligvis syntes, at det var pinligt at fortælle mig, at de tre skulle køre sammen og ville spørge en anden pige, om hun ville være deres fjerde passager.

Derfor ville jeg skulle køre alene med vores lærer i otte timer. Begge veje. Heldigvis ville den pige, som de tre andre ville have med i deres bil, gerne køre med mig og læreren.

På turen skal vi desuden selv stå for vores ophold, og jeg glæder mig ikke til værelsesopdeling etc. Det sårede virkelig mine følelser, for jeg troede, vi betød mere for hinanden.

Jeg har mest lyst til at melde mig helt ud af fællesskabet og kun dukke op for det faglige på skolen. Men overreagerer jeg? Hvad skal jeg gøre?

Kærlig hilsen

Den sidst valgte

Svar 1

Kære sidst valgte

Jeg fik en klump i maven, da jeg læste dit dilemma. For den følelse du sidder med tror jeg, der er virkelig mange mennesker, der kan genkende. Jeg kan virkelig godt forstå, at du blev såret – det var jeg også blevet. Jeg synes ikke, at du overreagerer, alle følelser er valide – husk det.

Det lyder som om, det er givende for dig, at du tager del i og går op i fællesskabet. Så jeg synes, det ville være synd, hvis du meldte dig helt ud.

Jeg ser flere muligheder, alt efter hvad du gerne vil have, at udfaldet skal være.

Du kan hive fat i de tre piger, som du troede, at du var gode veninder med. Hvis det bliver en for stor mundfuld at hive fat i dem alle tre, kan du eventuelt hive fat i den af dem, som du føler dig tættest med. Spørg, hvad det gik ud på, og hvorfor de ikke ville køre med dig. Om du har gjort noget i venskabet, som de ser ilde på, eller hvad end der nu kan ligge bag.

Det kan også være, at du skal overveje at kigge på dine ni andre klassekammerater med nye øjne og overveje, om nogle af dem skal være dine nye venner.

Hvis værelsesfordelingen giver dig virkelig ondt i maven, så synes jeg, at du skal gå til din lærer, som må fordele værelserne på tilfældig vis. Læreren har et ansvar for, at alle føler sig inkluderet – det er ikke kun dit ansvar.

Som afrunding på det hele – og en form for selvmodsigelse – så vil jeg sige, at du skal gøre det, der føles bedst for dig. Og hvis det er kun at dukke op til det faglige på studiet, så er det det, du skal gøre.

Man kan sagtens have et studieliv, hvor det faglige fylder det hele, og få sine sociale behov dækket i sin fritid.

Svar 2

Kære sidst valgte

Jeg husker godt fornemmelsen – at være den sidst valgte, når der skulle spilles rundbold. Jeg er hysterisk bange for bolde og dårlig med et bat. 90’erne bar præg af mange utilfredse kammerater, når der var holdsport på skemaet.

I dag tror jeg ikke, at man fordeler hold i idræt på den måde, at børnene selv vælger ud fra et popularitets- eller bold-talents-princip. Det kan børn ikke finde ud af, og det gavner ingen. Hvilket leder mig til svaret på dit spørgsmål, som vi kan gå til på to måder.

Dine klassekammerater er i virkeligheden børn: En flok 7. klasser, som ved en fejl er kommet til at starte skoleåret på en videregående uddannelse. Din beskrivelse af dine medstuderende som “pigegruppen” kunne godt give mig den mistanke.

Hvis det er tilfældet, at det er teenagere, så bare ignorer dem, du vil snart møde nogle voksne, som er mere interessante at bruge tid på. Hvis det ikke er tilfældet, eftersom nogle af dem har bil, så er vi nok desværre nødt til at gribe i egen barm, da det som bekendt er den eneste barm, man har frit til rådighed, hvilket leder mig til svar 2.

Du siger, du har været introvert, stille og genert. Måske sender du nogle andre signaler, end du selv tror? Det er helt ok at være introvert, men i nogle situationer skal man øve sig på at gøre sig synlig, for introverthed kan måske blive tolket af dine studiekammerater som arrogance eller ligegyldighed?

Jeg siger ikke, at ovenstående er sandt. Måske er dine studiekammerater vitterligt bare nogle ignorante åndsboller, men lad os lade tvivlen komme dem til gode.

Den eneste, der lige nu og her kan gøre noget aktivt, det er dig, og jeg tror, du skal være mere fremme i skoene, så de får øjnene op for, at du faktisk er megadejlig at være sammen med. Du skal foregribe begivenhedernes gang og sige (højt!): “jeg snorker ikke, hvem vil dele værelse med mig?”, “jeg giver den første omgang på baren på hjørnet”, “du må gerne låne min tandpasta”.

Studieturen er en perfekt anledning til, at de faktisk kan lære dig at kende rigtig godt. Vi kan ikke forvente at blive inkluderet, hvis vi ikke selv involverer os. Så jeg ved godt, at det ikke er sådan helt oppe i tiden at sige, at man skal overskride sine egne grænser, men lige i det her tilfælde, så tror jeg måske, at det kunne være en god øvelse for dig at gå lidt længere, end du finder naturligt.