Hvordan får jeg min svigermor til at stoppe med at købe gaver til børnene?
Illustration: Thit Thyrring
Kære brevkasse
Jeg er mor til to børn, der er udstyret med en bedstemor, der virkelig elsker dem højt. Vidunderligt.
Men hun viser det ofte i form af gaver. For eksempel køber hun ekstra adventsgaver og julekalendere til dem i december, selvom jeg har sagt, at jeg har købt det. Det fjerner lidt af hyggen, at der altid er så stort et fokus på ting.
Selvom vi har sagt det mange gange - selvfølgelig på en pæn måde, der anerkender, at gaverne gives i kærlighed af et godt hjerte - så fortsætter min svigermor gavetogtet.
Jeg har prøvet at sige, at børnene bare gerne vil være sammen med deres bedsteforældre, at de kan købe en is sammen i stedet for, og at de små gaver hober sig op i vores lejlighed. Men uden effekt.
Er det mig, der er for sart, eller er der en anden måde, hvorpå man kan bede en bedsteforælder om at komme med færre ting til ens børn?
Send os dit dilemma - intet er for stort eller småt!
Skriv dit "Kære brevkasse"-dilemma til brevkassen@femina.dk eller i vores DM på Instagram @feminadk
Svar 1
Kære dig
Jeg kan virkelig godt sætte mig ind i dit dilemma - og selvom mange gaver gives i ren kærlighed, tror jeg mange af os med små børn ville ønske, at der generelt var lidt færre af dem. Og i det hele taget lidt mindre legetøj.
Ja, forleden tog jeg for eksempel mig selv i at snige et relativt stort boldbassin ud ad bagdøren, mens mine børn så Ramasjang. Tre dage senere har de stadig ikke opdaget, at det er væk.
For sandheden er, at børn i mange tilfælde har rigeligt. Og at de velmente gaver ofte forstyrrer mere end de gavner.
Og jeg vil anbefale dig at sætte fokus på den sidste del, når du taler med din svigermor igen - for selvfølgelig skal du det.
Jeg synes, du skal sige til hende, at du er bange for, at børnene vænner sig til, at hun altid kommer med gaver. At det bliver gaverne, der bliver attraktionen, når hun kommer - i stedet for bare at være hende.
Måske har hun også brug for at få at vide, at den største gave er, at hun kommer og bruger tid med børnene - og at hun er nok. Helt uden mere plastiklegetøj til skabet.
Held og lykke med snakken.
Hilsen Anne Wittorff
Chefredaktør og mor til to seriehoardere. Flyttede for nyligt til et større hus for at få plads til deres legetøj. Gæt selv om det hjalp.
Svar 2
Kære mor
Først må jeg erkende, at jeg ikke selv har børn, så muligvis aner jeg ikke, hvad jeg snakker om.
Men det lyder vildt irriterende, må jeg sige. Jeg kan ikke forstå, at bedstemor bliver ved, når I flere gange har sagt fra på en pæn måde. Det er egentlig ret provokerende?
Derfor må løsningen være: Sig det på en lidt mindre pæn måde.
Da det er din svigermor, vil jeg foreslå, at du får din partner til at stå med lorten.
Det kan ikke være dit ansvar at skulle være bussemand i den situation, så få lige din kæreste til at tage en snak med sin mor, hvor der tales med lidt større bogstaver end hidtil.
Jeg ved også godt, at hun mener det godt med alle de gaver, det er da vidunderligt, som du siger. Men det er også godt at sætte grænser en gang imellem.
Det er trods alt jeres børn og jeres lejlighed, det drejer sig om.
Vælg eventuelt den helt diplomatiske løsning og køb et årskort til Den Blå Planet til bedstemor - så kan hun få muligheden for at tage på udflugt med sine elskede børnebørn i stedet. Og købe en is til dem undervejs.
Hilsen Signe Larsen
Journalist med ansvar for popkultur og liv. Får lavet negle hver tredje uge, elsker at scrolle på TikTok og fortryder dagligt, at jeg ikke startede en YouTube-kanal i 2010.