Da jeg gik ind i min lokale pakkeshop og hørte, hvordan de talte til kunderne, fik jeg nok: Hvor er den gode service blevet af?

Heidi Kirkeby Mogensen er journalist på femina. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Den anden dag skulle jeg hente en pakke ved min lokale pakkeshop. Jeg træder beredt ind ad døren med et smil og de sidste fire cifre klar.

De to medarbejdere der står i den (meget) tomme butik giver mig elevatorblikket og kigger misbilligende på mig.

Det har nok været en lang dag, tænker jeg. Så jeg smiler videre, mens den ene medarbejder henter min pakke.

Alt imens kommer der endnu en kunde ind i biksen, og det irriterer tydeligvis den anden medarbejder. Gud forbyde, hun skulle lave noget på sit arbejde.

Kunden giver de fire sidste cifre og sit navn, hvorefter medarbejderen bare kigger på hende og vredt siger: “Undskyld, hvad sagde du?”

Det var dråben, jeg kan ikke længere holde mig fra tastaturet. Nu har jeg boet i København i et års tid, og det samme spørgsmål rumsterer igen og igen:

Hallo København, hvor blev servicen af?

Jeg opdagede det allerede den første uge, jeg boede herovre, da jeg troligt ventede på, at kassemedarbejderen i min lokale Netto sagde hej, da jeg kom op til kassen. Det skete ikke.

Jeg oplever det gang på gang, når jeg går på små smarte caféer, hvor de unge medarbejdere har mere travlt med at snakke med deres venner, der tilfældigt ‘lige er svinget forbi’, end at betjene mig, kunden, som faktisk er grunden til, de får løn.

Men hvorfor går det mig på? Hvorfor er mit højre, 25-årige øje begyndt at få nervesammentrækninger, hver gang jeg får dårlig betjening? Kan jeg i virkeligheden ikke bare lade den gå, stay positive og være pisse ligeglad?

Jeg er kommet frem til, at nej, det kan jeg ikke.

Jeg er træt af det, for jeg synes ikke, folk udfører deres arbejde ordentligt. Hvis du er ansat i et servicefag, så yder du en service - uanset om dine venner kommer forbi, du har haft en dårlig dag eller en tredje ligegyldig undskyldning.

I tidernes morgen - for otte år siden - da jeg arbejdede i servicebranchen hos en større fastfoodkæde, var det fuldstændig irrelevant, om jeg havde haft en dårlig dag, eller kunden var fuldstændig urimelig - de havde altid ret.

Jeg tager den lige igen for dem i branchen, der skulle have misset det: Kunden har altid ret.

Om det så betyder, at de skaber 23 meters lang kø, fordi de har svært ved at beslutte sig, nøje holder øje med, hvad jeg kommer i deres club sandwich og beder om mere salat, så får de det - med et smil.

Det var mit job. Det var også mit job at skrubbe toiletter uden brok og sure miner.

Og det er, kære servicemedarbejder, også dit job at betjene mig både med et hej, farvel, god dag og et smil - det er derfor, du får din løn.

Og så hopper jeg lige ned fra min høje hest for en stund, for på det års tid, jeg har boet her, er jeg faktisk blevet en del af problemet.

Efter tilpas nok gange i dagligvarebutikker - for nej, det er ikke kun i Netto, de ikke siger hej - så har jeg installeret samtlige apps på min telefon, så jeg kan scanne mine varer uden at snakke med et eneste menneske på min vej.

Jeg sætter lige en stor fed streg under, at jeg udemærket er klar over, at der findes markant større problemer i verden lige nu.

Men jeg synes også, at det udeblevne hej symboliserer noget større.

Det er et problem, at vi som samfund er blevet så individualiserede og har hovederne så langt oppe i vores egen røv, at vi lukker os sammen om vores inderkreds, og nødigt skulle spilde vores dyrebare tid på interaktion med fremmede.

Det synes jeg er ærgerligt.

For jeg savner den interaktion, jeg er vokset op med ude på landet i en lille by på Nordfyn. Den lokale brugsuddeler, der kender både mit for- og efternavn, det, at han tager sig tid til at snakke med og interessere sig for sine kunder.

Nuvel, jeg ved godt, at København er en markant større by end der, hvor jeg kommer fra. Men jeg synes, det skaber en unødig afstand mellem alle os, der bor i og elsker den samme by, når vi ikke ser hinanden.

Jeg savner den lille snert af fællesskabsånd et hej, nik eller smil til en fremmed kan give. Jeg savner at føle mig set og anerkendt, når jeg køber to poser chips og en booster og ser mere slidt ud end et banegårdstoilet.

Så kom nu lidt København, er det ikke på tide, at vi alle sammen får lidt mere øjenkontakt med folk, vi går forbi på gaden, smiler engang imellem, stopper det vanvittige råberi på cykelstierne og kan forlade den lokale pakkeshop med en pakke under armen og et smil på læben?