Jeg er bange for at miste min mor. Men er jeg bare en forkælet datter?

Kære Renée

Jeg er en kvinde på 45 år, som er sammen med min mand gennem 23 år. Sammen har vi to piger på 14 og 18 år. Alt går slag i slag med to fuldtidsjob og fritidsaktiviteter.

Jeg er enebarn og har stadig begge mine forældre, som altid har været tæt på os - mest fysisk. Især da børnene var mindre.

Min mor har også altid haft en fast mening om, hvordan tingene skulle være hos os, og hvordan vi skulle bo. Hun har ofte overtrådt mine grænser i forhold til at rydde op, gå i vores skabe og ordne vores vasketøj.

Vi har gennem årene haft nogle kampe, som er endt med psykologsamtaler med henblik på en bedre relation.

Jeg er en god mor, som har opdraget to lækre piger. Alt i alt - en “perfekt” datter, som jeg selv ville være stolt af. Men min mor er ikke stolt. Hun er nok misundelig på mit liv.

Min mor spørger aldrig ind til mig, vi har aldrig haft de dybe, fortrolige samtaler, som jeg ville ønske, vi kunne have. Men vi er for forskellige. Min mor sætter pris på det ydre, at se godt ud og have styr på tingene.

Vores relation er skrøbelig, og vi er meget forskellige mennesker.

Nu har hun fået den idé, at hun vil være reservebedste for et barn fra kommunen. Jeg har forklaret hende, at det er et stort projekt, som kræver energi, omsorg, rummelighed og respekt.

Jeg føler, at min mor vælger mig fra. Jeg kan mærke, at jeg er jaloux og bange for at miste min mor. At vi nu glider helt fra hinanden, og at mine piger pludselig skal kæmpe for DERES mormor.

Alle mine forsøg på at skabe en bedre relation, min søgen efter hendes anerkendelse er tabt på gulvet. Er jeg bare en forkælet datter?

Kærlig hilsen datteren

Kære datter

Nej, du er bestemt ikke bare en forkælet, egoistisk datter, der ikke under din mor gode stunder med et barn, hun kan være reservebedste for - overhovedet ikke.

Din reaktion på hendes valg er dog nok det, jeg vil betegne som en "gammel" reaktion. Jeg tænker, den hører din barndom til.

Din reaktion har engang været din overlevelsesmekanisme, da du var helt lille, og du skulle forsøge at få din mors opmærksomhed og kærlighed.

Udfordringen med din reaktion nu er i forhold til din mor og hendes valg om at blive reservebedste, at den er irrationel, den hører ikke til i den alder, og det liv du har, den er på en måde blevet automatiseret og indlejret i dit system, fra du var lille, men du har ikke længere brug for at reagere sådan, det tror dit system bare, at du har.

Jeg tror, der gemmer sig en stor sorg og en følelse af ikke at være værd at elske inde i dig, og det er det, jeg tænker, du skal i gang med at kigge på.

Så et eller andet sted læser jeg om en kvinde, der længes så meget efter at blive elsket af sin mor, at hun går på kompromis med sig selv for at få den kærlighed.

I grunden er det for at heale det lille indre barn, der higer efter mors kærlighed, problemet er bare, at det kan din mor ikke gøre for dig længere. Det arbejde er du nødt til at gøre selv.

Det skal siges, at selvfølgelig har din mor elsket dig og gjort alt så godt, som hun kunne, præcis ligesom du har over for dine døtre - det er ikke pointen. Pointen er, at du har oplevet noget andet.

Men hvad nu hvis du et øjeblik lukker øjnene og forestiller dig, at din mor elsker dig, og at hun har gjort det så godt, som hun formåede? Det har ikke været godt nok, nej, men hun har gjort sit bedste.

Nu vil hun være reservebedste, og dit indre barn reagerer meget kraftigt på den beslutning. For mig at se er det ikke en voksen kvindes reaktion, det er et barns reaktion. DIT indre barns reaktion, og det er det barn, du skal tage dig af.

Hvad så, hvis hun opdager, at det ikke var en god beslutning, så må hun jo opsige aftalen. Dit ansvar er at tage dig af de følelser, der fylder dig og sørge for at være kærlig over for dem, så du ikke får dem hældt ud over andre mennesker.

På samme tid kan du også stoppe med at håbe på, at din mor skal heale det sår, du bærer rundt på, for det er ikke muligt for hende. Den tid er forbi, det som var, og du kan ikke ændre på fortiden.

Jeg vil foreslå dig selv at gå i terapi. Slip din mor og tanken om, at du kan ændre hende. Hun er, som hun er, forsøg at elske hende, som hun er, og tag alt det vidunderlige, hun også kan give.

Til sidst vil jeg foreslå dig at se Gabor Mate´s foredrag på nettet. Han taler om barndomstraumer, og hvordan de påvirker vores liv, indtil vi kigger på dem og forliges med dem.

Måske har du været for alene med dine følelser i din barndom, måske har du følt, at du skulle leve op til for meget og gøre din mor lykkelig.

Jeg tror på, at alle de ting har en effekt på vores syn på os selv, om vi føler os værd at elske og jeg tror på, at vi kan arbejde med accept og med at finde den kærlighed inde i os selv. Det er den vej, du skal - tror jeg.

Kærlig hilsen

Renée

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: