Jeg har forladt min mand, som i forvejen har det dårligt. Er jeg egoistisk?

Kære Anna

Jeg blev sidste år skilt fra min mand efter 16 års ægteskab. Vi har ikke børn sammen.

Det var udelukkende mit ønske at blive skilt, han ville gerne forblive gift. Jeg er af den opfattelse, at man kun lader sig skille, hvis man simpelthen ikke kan leve under ægteskabets vilkår længere. Derfor er jeg blevet, år efter år, skønt mange sagde til mig, at jeg efterhånden var en skygge af mig selv.

Min mand og jeg har levet lykkeligt sammen de første 10 år af vores ægteskab - trods vores store forskellighed med hensyn til baggrund, interesser og personlighed. Så det i sig selv var ikke et problem. Nej, problemet opstod, da han de sidste år ændrede sig markant. Han blev fyret fra sit arbejde, blev misbruger, og misbrugte mig, både økonomisk og psykisk. Jeg kunne ikke længere tale med ham, og slet ikke om ham og vores forhold.

Nu sidder jeg tilbage med en kæmpe skyldfølelse, fordi jeg har forladt en mand, der ”ligger ned”. Jeg har selv et godt liv, mens han er ved at gå i hundene. Skulle jeg være blevet? Mange i vores omgangskreds synes, at jeg er egoistisk og ukærlig.

Hilsen den skyldbetyngede

Kære skyldbetyngede

At blive ”en skygge af sig selv” er i mine øjne nøjagtig det samme som at skrumpe ind til kun at være delvist levende. Så selvfølgelig måtte du ud af det ægteskab.

Det er så underligt med følelsen af skyld. For den bunder langt fra altid i bevidstheden om, at vi kunne have ændret på noget ved at handle anderledes. Hvis jeg skal sætte det på spidsen, så tror jeg nemlig ikke, at du ville føle dig mindre skyldig, hvis du var blevet. For hånden på hjertet: Ville det have fået din mand til at ændre kurs? Faktum er, at du end ikke ved at forblive sammen med din mand, kunne leve hans liv for ham og derved gøre det bedre.

Som jeg læser dit brev, så har du allerede igennem seks år forsøgt at få din eksmand til at ændre indstilling, så både hans eget liv og jeres samliv blev tåleligt. Man kan bare ikke tvinge noget ned over hovedet på et voksent menneske, som ikke selv vil. Din eksmand er jo ikke dit barn.

Spørg dig selv, hvilke alternativer der var til din skilsmisse. Kunne du have ”reddet” din mand ved at blive sammen med ham? Jeg tror det ikke. Tvært i mod tror jeg, at du var gået ned sammen med ham i stedet for. Du stod jo allerede og stirrede ned i afgrunden, inden du fik samlet dine kræfter – og så op.

End ikke i ægteskabets løfterige navn skal noget menneske føle sig tvunget til at vælge en vej, der ikke fører til liv, men tvært imod ødelæggelse.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.