Jeg kan ikke tale med min mand om det. Men jeg synes, at hans søn er usoigneret og sløv

Kære Anna

Jeg tør overhovedet ikke vende det her med nogen i min omgangskreds, for jeg skammer mig sådan. Mit problem handler om, at jeg simpelthen ikke længere bryder mig om min mands søn. Dengang min mand og jeg mødtes, var han bare en sød, lille gut på fire år. Nu er han femten. En stor, usoigneret knægt, der sjosker sløvt omkring, som om intet i verden kan få ham til at vågne. Han er kun hos sin mor hver anden weekend, og jeg har ikke selv nogen børn.

Det er ikke, fordi, jeg ikke gør mig umage. Hver eneste dag vågner jeg og tænker, I DAG vil jeg se helt anderledes på ham. Være mere rummelig, mere kærlig og forstående, men ”at the end of the day,” så lander jeg nøjagtig samme sted: Bare jeg ser på min stedsøn, fyldes jeg næsten af væmmelse. Ja, det er så flovt at skrive … men sådan har jeg det.

Det siger sig selv, at jeg ikke kan tale med min mand om det. For hvad skulle jeg sige? Har du mon et eller andet genialt forslag, der kan hjælpe mig?

Med venlig hilsen den onde stedmor

Kære ”onde stedmor”

Decideret geniale forslag er nok svære at opdrive. For den forandring, der skal til, kommer mest af alt inde fra dig selv. Jeg tror godt, at du kan øve dig i at betragte din bonussøn i et andet og mildere lys. Men det kræver, at du i den grad væbner dig med tålmodighed. Også i forhold til dig selv! Du må ikke drukne dit mod i fortvivlelsen over, at du føler, som du gør.

Prøv ad, om du kan lukke øjnene engang, og i din store bonussøn skimte den lille dreng, du engang lærte at kende. For den ”søde, lille gut”, han var dengang, er der jo sådan set endnu. Han er bare pakket lidt anderledes ind ... Og måske har han endnu mere brug for at føle sig accepteret og elsket nu, end da han var så nuttet og lille. Des mere uelskelige, vi selv føler, vi er, des mere kærlighed har vi brug for.

Din bonussøn er teenager. Alting i ham er under forandring og ombygning. Når han virker sløv og fremstår usoigneret, er det på ingen måde for at genere hverken dig eller hans omverden. Han slås bare med den enorme fysiske og psykiske forandring, det er at transformere sig fra barn til voksen. Kan du ikke tale med din mand om, hvad I kan gøre for at understøtte den fase, hans søn går igennem?

Tag udgangspunkt i det, du observerer – ikke i det du føler. Ser du rent faktisk en dreng, der kæmper med sin trivsel? At ”sjoske usoigneret og sløv omkring” kan godt handle om andet end hormonelle kolbøtter. Del din bekymring med din mand. Derved viser du også din omsorg. For jeg fornemmer tydeligt, at den ligger lige neden under den modvilje, du skammer dig over.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.