Brevkasse
25. april 2025

Min datter på 3,5 år har spurgt mig, om hun må få huller i ørerne. Nu er jeg blevet i tvivl

"Måske er jeg i virkeligheden lidt pjattet, for det gør vel ingen skade," skriver en læser til feminas brevkasse.
Af: Redaktionen
kære brevkasse

Illustration: Thit Thyrring

Kære brevkasse

Min datter på 3,5 år har spurgt mig, om hun må få huller i ørerne. Jeg sagde automatisk nej med det samme, men nu er jeg alligevel blevet i tvivl.

Når jeg siger nej, er det jo nok, fordi jeg ikke synes, hun skal pynte sig så meget - og jeg tænker også, at det måske er lidt upraktisk med mudder og øreringe, men måske er jeg i virkeligheden lidt pjattet, for det gør vel ingen skade.

Hvad synes I?

Send os dit dilemma - intet er for stort eller småt! 

feminas skribenter svarer hver uge på ét brevkasse-dilemma om alt fra parforhold og dating til venskabsjalousi og familiefejder. Hvert udvalgt dilemma får to svar. Vi lover at svare kærligt og ærligt!

Send dit dilemma anonymt til brevkassen@femina.dk

Svar 1

Kære mor

Jeg har ikke børn, men jeg har huller i ørerne. Og det fik jeg vist nok omkring syv års alderen.

Egentlig kan jeg ikke huske det, men i dag er jeg glad for, at hullerne har haft så mange år til at hele ordentligt, for det er simpelthen en opslidende proces, skulle jeg hilse at sige. Jeg har fået lavet en del ekstra huller som voksen, men de er alle gået til i betændelse, desværre.

Din datter er 3,5 år, og du synes ikke, hun skal pynte sig så meget. Det ville jeg ikke være så bekymret for. Måske kan hun alligevel lide smykker og andre ting, der glimter, og det forstår jeg godt. Jeg synes ikke, det er farligt at pynte sig - især ikke, når det ikke er noget, du pådutter hende.

Men jo, måske er det lidt tidligt. Kan der være noget med, at øreflippen ikke er “færdigudviklet” endnu? Det kan du jo prøve at undersøge først. Måske ender de med at sidde grimt i fremtiden?

Alternativt kan du købe sådan nogle “falske” clipsøreringe til hende først (eller klistermærke-øreringe) og se, om hun er vild med det. Derefter kan du overveje, hvornår det føles godt i maven at overgå til de ægte. Måske kan i indgå et kompromis!

Hilsen Signe Larsen

Journalist på femina med hang til tysk orangevin, sukkerfri Red Bull, britisk reality-tv, bed rotting og doomscrolling på TikTok.

Svar 2

Kære mor

Lige da jeg læste dit dilemma var jeg faktisk meget i tvivl om, hvad jeg synes - og hvad jeg selv ville svare, hvis min egen datter på 4 år spurgte mig.

Jeg kan læse, at en del butikker har en grænse for, hvornår de laver huller i ørerne på børn - nogle steder er den 4 år, nogle steder 6 år og andre steder op til 7 år. Med det in mente går jeg med min første indskydelse, som bliver et nej - af to årsager.

Den første grund er mest af praktisk og sikkerhedsmæssig karakter. Som 3,5 årig tænker jeg, at din datter er langt fra færdig med at mosle rundt i diverse puderum og på legepladsen, og derfor ville jeg være bekymret for, om en ørering ville kunne resultere i en itureven øreflip og en tur på skadestuen.

Den anden grund er, at jeg som mor helst ikke vil opfordre til en ny potentiel "trend" blandt de andre børn i din datters omgangskreds i en tidlig alder. Som alt andet, der glimter og glitrer i børnehøjde, vil øreringe med stor sandsynlighed være noget, de andre børn bliver tiltrukket af og derfor potentielt også vil "plage" deres forældre om.

Så mit råd er at vente, indtil din datter når en alder, hvor hun ikke mosler lige så meget rundt som nu, og hvor hun når en alder, hvor det er mere "reglen" end undtagelsen, at børn får huller i ørerne - og hvor hun dermed også vil være inden for butikkernes "grænse" for, hvornår de overhovedet vil lave det.

Hilsen Emilie Bech Zerlang

Digital redaktør og mor til to under fem år. Elsker alle film og serier, der rimer på romantik eller forbrydelser og elsker at se mine yndlings igen og igen. 'Nikolaj og Julie' og 'Rejseholdet' ser jeg mindst én gang om året. Jeg misunder folk, der glæder sig til at løbe en tur og drømmer om at blive en af dem en dag.

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.