
Min kollega snakker så meget, at jeg ikke kan nå mine opgaver

Foto: mew
Hej Anna
Jeg læser tit dine brevkasser, og nu står jeg selv med et problem, jeg gerne vil have vendt med en neutral. Jeg står i en udfordring på mit arbejde, hvor jeg håber, at du kan give mig et råd.
Vi arbejder i teams, men der er en kollega, jeg arbejder meget sammen med, som er ved at drive mig til vanvid! Det er en kollega, som jeg holder meget af, men udfordringen bliver, at kollegaen snakker for meget og meget om sig selv og sit eget liv. Nogle gange kan det også være lige meget med at svare, fordi hun kun kører i sit eget.
Lige nu flygter jeg fra hende for at nå mine arbejdsopgaver, fordi hun simpelthen ikke stopper med snakkeriet. Hun har ingen situationsfornemmelse. Mit hoved er ved at eksplodere, hver gang vi har været sammen, og jeg kan have følelsen af at ville skrige efter endt vagt.

Tager mig selv i at rulle øjne, når kollegaen ikke kigger, og jeg er derude, hvor jeg er tæt på at bede kollegaen om at holde mund. Har på ingen måde lyst til at gøre mig uvenner med kollegaen eller støde hende. Men for pokker, hvor jeg ikke kan rumme det.
Hilsen, kollegaen der er drevet til vanvid
Kære kollega, drevet til vanvid
Jeg tror, det er tvingende nødvendigt, at du får gjort noget ved det her hurtigst muligt. Du lyder nemlig til at være to sekunder fra ”frustrations-eksplosion.” Det er noget værre rod at rydde op efter sådan én.
Ved du, om andre i jeres team har samme udfordring med jeres kollega som dig? Få eventuelt hjælp af din nærmeste leder eller jeres tillidsrepræsentant, så du griber det her bedst muligt an. Tænk på, at din speedsnakkende kollega ikke er ude på at genere nogen. Hun har bare slet ikke begreb om, hvad det er, hun gør ved andre.
Jeg har sjældent oplevet, at mennesker snakker andre i knæ for at ærgre dem. Ej heller gør de det for at skubbe nogen fra sig. Tværtimod. Måske er der et eller andet inden i din kollega, der higer så meget efter at blive hørt og set, at hun ikke fornemmer andet end sine egne behov?

9 tegn på, at du er psykisk udmattet (og hvad du bør gøre)
Nu er jeg jo ikke psykolog, så jeg vil holde mig langt væk fra at forsøge at diagnosticere din kollega. Men prøv at se hende som et menneske, der har brug for lidt hjælp. Selv om situationsfornemmelse kan være noget af en kunst, så er det nødvendigt, at vi som minimum lærer dens grundlæggende principper at kende. Nogle mennesker lærer dem ligefrem udenad for at kunne navigere bedre i sociale og arbejdsmæssige sammenhænge. For ingen mennesker kan holde til at være ”snakke-kradsebræt” på den måde du her beskriver. Slet ikke når man samtidig skal passe sit arbejde …
Fortsætter du ufortrødent med at lægge tid og ører til din kollegas floder af ord, er det stensikkert, at du om meget kort tid kommer til at hade synet af hende. Og derfra bliver det svært at vende skuden.
Kærlig hilsen Anna
Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk
Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.