Brevkasse
10. oktober 2024

Min søn fik ikke lov til at være med til sin datters studenterfest. Hvordan kan jeg tilgive min eks-svigerdatter?

"Mit barnebarn blev student i år, og min søn fik at vide, at hun kun ønskede sin mors familie." Læs brevet til Anna Mejlhede.
Af: Anna Mejlhede
anna_

Foto: mew

Kære Anna

Hvordan kan jeg tilgive min ekssvigerdatter? Mit barnebarn blev student i år, og min søn fik at vide, at hun kun ønskede sin mors familie.

Han fik ikke engang lov til at være med den dag, hun fik huen på. Vi fik ellers at vide, at der ville komme besked, når hun skulle have huen på, allerede i februar, men vi hørte ingenting. Min søn og min ekssvigerdatter har kun været skilt i et år.

Jeg kan sagtens selv undvære studenterhuefesten, men jeg kan ikke tilgive, at min søn ikke fik den glæde at være med til at sætte huen på.

Venlig hilsen en bedrøvet mor/farmor

Kære bedrøvede mor og farmor

Det var dog en fortvivlende situation, I alle sammen står i. Jeg kan sagtens forstå din frustration. Både på dine egne og din søns vegne.

Nu ved jeg jo ikke, hvad det helt præcist er, der ligger og skurrer imellem din søn og hans ekskone. Måske ved du det ikke engang. For det kan være svært at gennemskue, hvorfor en relation er kørt så meget af sporet, at man vælger at udelukke den ene halvdel af familien.

Selv om det ser nok så knudret ud nu, så trøst dig med, at situationen sagtens kan ændre sig. Det tager ofte længere tid, end man tror at komme på fode igen efter en skilsmisse.

Men jo bedre man har det hver især, des bedre bliver man også til at lægge sin vrede og skuffelse til side og give plads til det gode, der forhåbentlig også var. Om ikke andet plads til, at børnene stadig har begge forældre i deres liv.

Jeg har før været vidne til, at de mest fastlåste konflikter, affødt af en skilsmisse, har løsnet sig gevaldigt med tiden. Nogen enkelt og let løsning på situationen findes ikke, men forsoning er muligt, når vi gør os umage med at se ind bagved det panser af vrede, der skiller os ad.

Alt imens had og fjendskab lukker af for enhver dialog, så åbner tilgivelsen for den.

Tilgivelse kræver ofte tid – såvel som vilje, og den er hårdt arbejde. Tilgivelse er ikke en magisk handling, der med et trylleslag fjerner alt det, der skiller os ad. Den fungerer lidt, som når man har slået et søm ind i et stort, flot træ og efterfølgende forsøger at gøre skaden god ved forsigtigt at fjerne sømmet. Barken heler op, men mærkerne vil altid sidde tilbage.

Måske skal din søn og hans ekskone have professionel hjælp til at finde ud af at være forældre sammen, selv om de er skilt? Jeg tror nemlig, at helingen i jeres familie begynder med de to.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også